28-04-2017

Fransk skæbnevalg - 7. maj 2017.

Søndag 7. juli har franske vælgere mulighed for at beslutte sig for at stemme på en af de to kandidater, som de i første valgrunde gav flest stemmer.

Valget står mellem to vidt forskellige kandidater: Emanuel Macron og Marine Le Pen.

Macron repræsenterer det ”sikre valg”, mens Le Pen er det ”usikre kort”.

Ingen ved helt præcist hvad det er Marine le Pen vil med Frankrig. Omvendt er det næsten sikkert hvad Macron vil, han vil bevare status quo - mere eller mindre.

Macron vil kun i beskedent omfang lave om på det franske samfund. Marine Le Pen har bebudet, at hun vil gøre op med det politiske establishment - uden at præcisere hvordan hun har tænkt sig det.

Marine le Pen - og den bevægelse hun står i spidsen for - er kun interessant, fordi hun nu er så tæt på den politiske magt, som hun er.

Som et højreekstremistisk randfænomen ville hun være aldeles uinteressant.

 

Marine Le Pen fører en traditionel højrepopulistisk valgkamp, hvor hun retter skytset mod sin modkandidat.

I en vis forstand er Macron hendes ønskemodstander. Macron inkarnerer alt det, som Marie Le Pen afskyer.

Macron er en karrieremager, som først sent er trådt ind på den politiske scene. Barn af akademiske forældre, universitetsuddannet, ansat i den franske udenrigstjeneste og endte som investeringsrådgiver i den finansielle sektor.

Herfra blev han hentet ind som økonomisk rådgiver for Francois Hollandes regering og blev efter kort tid udnævnt som minister for økonomi m.m.

Karrieremageren Macron så hurtigt, at hans fremtid i politik ikke lå i Socialistpartiet, hvis politik blev stadig mere upopulær og var kørt fast.

I 2016 brød han ud at dannede - på optimistisk vis - sin egen bevægelse En Marche omkring sin person.

Fra helt bar bund skal han samle tilhængere, hvad ikke synes svært, da rigtigt mange franskmænd er grundigt trætte af de to gamle partier (Socialistpartiet og Republikanerne).

Macron er således ”gefundenes Fressen” for Marine Le Pen, som på populistisk vis kan karikere ham efter behag.

Marine le Pen repræsenterer ifølge hende selv den brede befolkning i by og på land. Macron tilhører - ifølge Le Pen - eliten og repræsenterer kun de ”rige” franskmænd.

Macron er en ivrig tilhænger af den Europæiske Union (EU) og går ind for det Indre Marked med fri udveksling af varer, kapital og arbejde.

Han støtter EU’s offentlige nedskæringspolitik og ønsker at Frankrig skal overholde Unionens ’konvergenskrav’ til den franske økonomi.

Macron er glødende tilhænger af globalisering, som ifølge Le Pen er skyld i at   tusindvis af franske arbejdspladser forsvinder ud af landet.

Le Pen vil med sin økonomiske protektionisme bevare franske arbejdspladser i Frankrig med told på importvarer og begunstigelser til franske virksomheder (og straffe franske virksomheder outsourcer hele eller dele af produktionen til udlandet).

Marine Le Pen vil utvivlsomt få mange arbejderstemmer på denne konto, Macron meget få - om nogen.

Macron appellerer mere til café latte-segmentet i den franske befolkning - men har ikke monopol på stemmer fra denne del af vælgerne.

Marine Le Pens valgstab har valgt en klog valgtaktik, hvor hun bliver ført frem som ”folkets” kandidat, som vil sikre flertallet af franskmænd bedre levevilkår - i et uafhængigt og selvstændigt Frankrig uden for EU.

 

Hvad vil Marine Le Pen med præsidentposten?

Marine Le Pen har af gode grunde ikke udtalt sig om, hvad hun vil bruge præsidentposten til.

Hendes højre populisme tillader hende ikke at røbe sine planer med præsidentposten. Det ville røbe hendes udemokratiske sindelag.  

Hendes vælgere skal ikke have at vide, hvad hun har tænkt sig at bruge denne post til.

Posten som præsident vil nemlig give hende magtbeføjelser, som ingen anden i fransk politik og er - på længere sigt - den direkte vej til den absolutte politiske magt i Frankrig.

Marine le Pen sætter ikke spørgsmålstegn ved Charles de Gaulles 5. republik, som giver præsidenten magt til at udnævne og afsætte regeringer samt udstrakte beføjelser i udenrigspolitiske anliggender.

Lige som hun heller taler om det udemokratiske parlamentariske valgsystem i Frankrig, hvor valgene foregår i enkeltmandskredse - og de to med flest stemmer i første runde - i anden runde duellerer om at blive valgt til Nationalforsamlingen.

Denne udemokratiske valgmåde har ikke hidtil givet Front National mange delegerede i Nationalforsamlingen (hvorimod Front National er pænt repræsenteret i Europa-Parlamentet).

Marine Le Pen undgår behændigt at komme ind på forfatningsmæssige spørgsmål, hvilket burde vække forundring hos hendes mange potentielle vælgere.

Hvordan vil Marine Le Pen og Front National forvalte den politiske magt i Frankrig, hvis et flertal overlader regeringsmagten til madame Le Pen?

Svaret blæser i vinden - og burde give hendes vælgere grund til betvivle hendes hensigter.

Jeg føler mig overbevist om, at madame Le Pen og Front National vil vise sig ikke at være demokratisk - og i langt mindre omfang så ”folkelig” som hun lader sine vælgerne forstå.

 

Borgerlige vælgere bør ikke være i tvivl.

Mange borgerlige vælgere er usikre på, om de skal give deres stemme til den socialliberale Macron - eller den højre populistiske Le Pen.

De sætter deres lid til, at de slagne Republikanere vil formå at samle stemmer nok ved det efterfølgende valg til Nationalforsamlingen, stemmer nok til at hindre madame La Presidente i at udøve præsidentiel magt over Nationalforsamlingen.

Som præsident vil hun kunne udnytte den undtagelsestilstand - som Frankrig har befundet sig i siden sommeren 2016 - til at udstede præsidentielle direktiver hen over hovedet på Nationalforsamlingen.

Borgerlige vælgere burde ikke tøve med at stemme på det ”sikre kort”, den socialliberale Macron, hvis erklærede mål det er at bevare status quo - mere eller mindre.    

Det ”usikre kort” Le Pen er alt for risikabelt til at lege med ilden og kaste Frankrig ud i en hidtil uset parlamentarisk krise.

Med Marine Le Pen som præsident kan ’the point of no return’ vise at være overskredet.

Det borgerlige demokratis skæbne står på spil i Frankrig.