24-04-2017

Den danske folkekirke og jeg.

Lad det være sagt med det samme: Jeg har et ambivalent forhold til kirke og kristendom.

I min verden er jeg nødt til at dele det op i to halvdele: Kirke og kristendom for sig.

Jeg kan ikke forholde mig til begge dele på én gang. Kirken som institution (for kristendommen) og kristendom som tro.

Troen har jeg det svært med. Jeg er på ingen måde troende, nærmest det modsatte.

Jeg er - helt ærligt - ikke til religiøs tågesnak eller til præsters prædikener over bibeltekster.

Jeg er - set ud fra ét kristent synspunkt - håbløst materialistisk. Ikke materialistisk i den kedelige småborgerlige forstand, som én der kun lever og ånder for materielle værdier, men materialistisk i filosofisk forstand.

Filosofisk på samme måde som Karl Marx blev det efter at have stiftet bekendtskab med den tyske idealistiske filosof Hegel og vendt hans dialektiske tænkning på hovedet idealisme på hovedet - og efter at have læst Feuerbachs materialistiske kritik af samtidens tyske idealistiske filosofi.

Jeg er som mit politiske forbillede dialektisk materialist.

Så set ud fra et kristent synspunkt er jeg en håbløs ”synder”, som ikke vil vedkende ”min” kristne kulturarv.

For var det ikke Karl Marx som sagde, at ”religion er opium for folket”. Altså et redskab i hænderne på magthaverne, som de herskende klasser kunne bruge til at undertrykke befolkningen med, spise den af med religiøs tågesnak i stedet for at tage kampen op med de herskende klasser - herunder den magtfulde kirke.

Så i marxistisk forstand tilhører kirken reaktionen og de reaktionære. Og den kristne kirke har da også ofte - som institution - stået på reaktionens side.

Historien kan opvise flere eksempler på, at kirkerne har stillet sig på de herskende klassers side, end at de har støttet de undertrykte og udbyttede.

Eksemplerne er kendte og ubestridelige.

 

”Mit” sogn.

Jeg tror, at de lokale repræsentanter for den danske folkekirke i mit sogn vil betragte mig som et ”sort får”, som de vil få svært ved at tvinge tilbage i fåreflokken.

En af præsterne i mit sogn hedder Poul Joachim Stender, som siden 1983 har praktiseret kristendom i Hvalsø og Kisserup sogn i Roskilde Stift.

Nu stiller han op til valget af biskop i Lolland-Falsters Stift. Poul Joachim Stender sætter ikke sit lys under en skæppe og stillede for et par år siden op til bispevalget i Roskilde Stift, hvor han tabte med nogle få hundrede stemmer.

Han har han tænkt sig at ruske op i de ”dorske danskere”, som trænger til åndelig føde oven på al den materialisme, som præger deres tilværelse i deres jagt efter tryghed og et sundt liv.

Poul Joachim Stender er en flittig skribent og bidrager ofte til den offentlige debat med indlæg og kronikker.

Han er heller ikke karrig med oplysninger om sit eget liv. Således har han udgivet sine erindringer om sin tidlige ungdom. Heri beskriver han sit forhold til en ældre lærerinde i folkeskolen.

Poul Joachim har i en periode gjort sig til talsmand for kropslig frigørelse og sanselighed og taget afstand fra asketisk levevis, hvor man afholder sig fra kulinariske måltider og følger nogle ”livsfornægtende” kostråd.

Han har åbnet præstegården i Kirke Såby for arrangementer, hvor menigheden bespises med lækre og kulinariske måltider.   

Han arrangerer religiøse ture til den ”hellige stad” Jerusalem og kulinariske ture til det græske fastland.

Som led i sin kampagne op til bispevalget gør han sig talsmand for, at folkekirken skal være ”missionerende”, hvilket - så vidt jeg ved - er ret nyt blandt ellers ”mainstream” folkekirkepræster.

Folkekirken skal være åben - men dog ikke så åben, at den skal invitere reinkarnation og clairvoyance inden for.

Der skal heller ikke kunne læses op fra Koranen i danske folkekirker. For som Stender udtalte i en kronik i Kristeligt Dagblad for nylig: ”Kristendommen er sandheden”.

Med denne ’fundamentalistiske’ udtalelse er der nok ikke håb om, at Poul Joachim Stender - som sognepræst i det sogn, hvor jeg er bosiddende - og jeg kan komme på talefod.

Lad mig alligevel udtrykke mit håb om, at det må lykkes Poul Joachim Stender at blive valgt til biskop i Lolland Falsters Stift.

Uanset om han bliver i mit sogn eller ej, melder jeg mig ikke ud af folkekirken, da jeg intet har imod kirken som en del af vor kulturarv - og ofte lader min vej gå gennem en kirkegård.

Der er så dejligt roligt og fredeligt. Som et åndehul i en ellers hektisk og stresset verden.

 

Kilde:

Mette Skov Hansen: Der skal kæmpes for hver eneste dåb og konfirmation. Kristeligt Dagblad, 24. april 2017.