24-04-2017

Afvis fagbureaukraternes klassesamarbejdspolitik!

Det reformistiske fagbureaukratis syn på overenskomstforhandlinger er nogenlunde som følger.

Arbejdsmarkedets to parter har en fælles interesse i at overenskomstforhandlingerne munder ud i et kompromis mellem parterne til alles tilfredshed.

Kompromisset opnås ved at begge parter har forståelse for modpartens fundamentale interesser.

Lønmodtagerne vil gerne have så meget i lønningsposen som muligt. Arbejdsgiverne ser helst deres profitter øget.

Det ”muliges kunst” består i at finde en mellemproportional, som tilfredsstiller begge parter.

 

Klassekampsynspunktet lyder nogenlunde som følger: Arbejdsmarkedets to parter har ingen fælles interesser, derfor er et kompromis ikke muligt - og bør heller ikke søges.

Kapitalejere og lønarbejdere har modsat rettede interesser, som ikke kan forenes -  heller ikke ved at udvise kompromisvillighed over for modparten.

Lønarbejderne bør sælge deres dyrebare arbejdskraft så dyrt som muligt - uden hensyntagen til deres arbejdsgivers ønsker og behov.

 

Det reformistiske fagbureaukrati accepter det arbejdsretlige system.

Det reformistiske fagbureaukrati accepterer statens og kapitalens arbejdsmarkedslovgivning.

Det reformistiske fagbureaukrati accepterer hele det arbejdsretslige system med overenskomstforhandlinger, med accept af modparten som forhandlingspart, ret til indgåelse af overenskomst på medlemmernes vegne.

At give afkald på strejkeretten i overenskomstperioden - og modpartens ret til at kræve bøde og straf, hvis overenskomsten ikke overholdes af parterne.

I tilfælde af grundlæggende uenighed mellem parterne udpeger staten en forligsperson som fremsætter en forligsskitse, som parterne stemmer om - og som kan ophøjes til lov i Folketinget, hvis sikke parterne kan nå til enighed.

Den daglige klassekamp på arbejdspladserne er såedes underlagt et arbejdsretligt system, som historisk er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter.

Arbejdsmarkedets Hovedaftale (fra 1899), hvori fagforbundene anerkender arbejdsgiverens ret til at ”lede og fordele arbejdet” - og hænger således som en sort sky over den måde den daglige klassekamp kan udøves - og udspille sig på.

Det reformistiske fagbureaukrati og dets klassesamarbejdspolitik står i vejen for, at de organiserede medlemmer i fagbevægelsen kan opnå rimelige og acceptable løn -og arbejdsvilkår på deres arbejdspladser.

Det reformistiske fagbureaukrati overlever kun så længe det formår at skaffe medlemmerne et minimum af forbedringer ved overenskomstforhandlingerne.

Den danske fagbevægelse er hierarkisk organiseret med en smal top af kransekagefigurer i spidsen for de største fagforbund samlet i Landsorganisationen (LO).

Inden for de seneste årtier er der sket en række fusioner og sammenlægninger af fagforbund, som har bevirket en kraftig centralisering af fagbureaukratiet.

De enkelte forbund har fået mindre at skulle have sagt. Således foretrækker fagbureaukratiets absolutte top at sammenkæde afstemningsresultaterne for de enkelte fagforbund som 3F i at få flertal for sit nej til overenskomstresultatet.

Faglærte i forbund som Dansk Metal og HK privat majoriserer dermed de ufaglærte i 3F.

Det er helt igennem udemokratisk - og udtryk for at fagbureaukraterne meler deres egen kage og ikke varetager medlemmernes interesser.

Kun reformistiske fagbureaukrater kan på arbejdsgivernes vegne have interesse i at arbejdstiden i perioder kan hæves til 42 timer - og at timerne ikke frit kan afspadseres.

Det kan kun opfattes som et plaster på såret, at OK 2017giver mulighed for betalt forældreorlov og lønstigninger på nominelt 7 % over 3 år.

Hvis danske lønarbejdere ikke skal blive ofre for ’arbejdskraftens fri bevægelighed’ i EU - og ofre for ’løndumping’ skal fagbureaukratiets klassesamarbejdspolitik erstattes af en klassekampsholdning på arbejdspladserne.

Med de nuværende udfordringer på de globale markeder vil det reformistiske fagbureaukrati ikke i længden være i stand til at varetage lønarbejdernes interesser på tilfredsstillende vis.

Afvis fagbureaukraternes elendige forhandlingsresultater og kræv dem til regnskab for deres accept af ’løndumping’ og af EU’s fremme af ’arbejdskraftens fri bevægelighed’.

No ‘race to the bottom’!  

 

Kilde:

Mathias Sindberg: Vrede nej-stemmer: Uden strejke, ingen sejre. Dagbladet Information, 21. april 2017.