24-04-2017

Præsidentvalg i Frankrig - politisk erosion.

Det mest markante træk ved præsidentvalget i Frankrig er, hvor let det tilsyneladende er for ny partier og kandidater at fortrænge gamle og hæderkronede partier og bevægelser.

Vælgerne pegede på to kandidater - Emanuel Macron og Marine Le Pen - som deres foretrukne kandidater til præsidentvalgets næste runde.

 

Emanuel Macron.

Emanuel Macron er en politisk parvenu i fransk politik. Hans politiske karriere startede, da afgående præsident Francois Hollande for få år siden hev Emanuel Macron ind som økonomisk rådgiver.

Macron var et politisk ubeskrevet blad, som ikke (til forskel fra partiets valgte præsidentkandidat Benoit Hamon) ikke havde gjort karriere i det franske Socialistparti. Macron blev aldrig af medlem partiet.  

Macron har en universitetsuddannelse (filosofi og statskundskab) og har få års erhvervserfaring fra ansættelse i den franske udenrigstjeneste.

Han foretog derpå et karrierespring fra udenrigstjenesten og blev partner i investeringsbanken Rotschild.

Da en finansminister i den siddende ”socialistiske” regering blev taget i skattesnyd overtog Macron hans post.

Hurtigt indså den smarte Macron, at hvis han ville videre i politik, måtte han finde andre græsgange end Socialistpartiet.

Han ønskede ikke at deltage i Socialistpartiets ”primærvalg”, hvor han skulle have konkurreret med premierminister Manuel Valls og andre kandidater.

Macron tog skridtet og startede sin egen bevægelse, hvis program mest består af tomme ord og floskler fra den politiske midte (socialliberalisme).

Macron har nu kun kort tid til at finde egnede kandidater til sin bevægelse op til parlamentsvalget i juni 2017.

 

Marine Le Pen.

Første rundes anden sejrskvinde blev den højrepopulistiske Marine Le Pen. Også Marine Le Pen har skabt en bevægelse omkring sin person.

Hun har ekskluderet Front Nationals grundlægger, hendes far Jean-Marie Le Pen og gjort sig umage for at få sin bevægelse til at fremstå stueren og renset for alle hentydninger til fascisme og racehad.

Det er kun i nogen grad lykkedes, da hun stadig plejer forbindelse med enkeltpersoner med en fortid på den yderste radikale (fascistiske) højrefløj.

Men i mange vælgeres øjne fremtræder hun som et alternativ til det politiske establishment.

Marine Le Pens retorik er klassisk højrepopulisme. Hun nyder godt af de mange skandaler i fransk politik, hvor fremtrædende politikere viser sig gang på gang at være økonomisk korrupte - og i udstrakt grad politisk korrumperede.

Mere end hver femte vælger stemte på Marine Le Pen i første valgrunde.

 

Republikansk front mod Marine Le Pen i anden runde?

Hvis det skal lykkes hendes politiske modstandere at hindre hende i at blive valgt som præsident i anden runde, skal der - som ved andre præsidentvalg før dette – skabes en ”republikansk front” mod hende.

Dette indebærer, at alle vælgere samles om hendes modkandidat Emanuel Macron og giver ham deres stemme i anden runde.

Hvis dette lykkes, vil Macron vinde præsidentvalget 7. maj 2017.

Ingen af hendes modstandere tør tænke tanken, at det vil lykkes Marine Le Pen at vinde anden runde.

I Frankrig har præsidenten ikke bare en symbolsk magt, men er ifølge forfatningen udstyret med stor magt. Præsidenten udpeger regeringslederen ganske vist på basis af Nationalforsamlingens parlamentariske sammensætning.

Præsidenten kan ligeledes egenhændigt udnævne og afsætte regeringslederen.

Der forlyder intet om, hvorvidt Marine Le Pen vil foreslå den 5. Republiks forfatning ændret eller om hun vil lave om på det udemokratiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse.

Forholdstalsvalg ville gavne Front National og give en øget repræsentation i Nationalforsamlingen.

Macron er i modsætning til sin modstander en begejstret tilhænger af et føderalistisk EU -  tilhænger af endnu mere integration i bredden og i dybden.

Macron er finansverdenens darling og med udsigten til Macron som Frankrigs næste præsident steg aktiekurserne da også på børserne.

Marine Le Pen fremmaner et mareridtsscenario for finansverden, da hun er modstander af frihandel og globalisering.

Hun har indtaget en klassisk populistisk holdning til arbejdsmarkeds -og socialpolitik og forsvarer i ord de hundredtusinder af industriarbejdere, som har mistet deres job.

Ligeledes taler hun heller ikke højt om nedskæringer på de offentlige budgetter - som Macron planlægger.  

I mangel af bedre vil Marine Le Pen formodentlig få mange stemmer fra mange arbejdsløse og fra mange vælgere, som lever af overførselsindkomster.

 

Venstrefløjens stemmespild?  

Det er uundgåeligt at stille spørgsmålet, om venstrefløjen (den bløde og den hårde) burde have indset det umulige i at få en kandidat valgt, når man opstillede ikke én, men en række venstrefløjskandidater: Benoit Hamon (Socialistpartiet), Jean Pierre Melenchon (France Insoumise) og to kandidater fra små trotskistiske grupper.

Tilsammen ville disse venstrefløjstemmer have været nok til at få deres kandidat valgt i første runde.

Nu må venstrefløjen enten helt afholde sig fra at stemme - eller indgå i en ”republikansk front” med alle øvrige vælgere, som ikke ønsker en højre populist til magten i Frankrig.

Alle ruster sig nu til en aldeles spændende valgkamp om sæderne i Nationalforsamlingen.  

 

Kilde: Mads Freese: Den travleste mand i Paris. Dagbladet Information, 24. april 2017.