23-04-2017

Madame la Presidente?

Det åbne spørgsmål er ikke længere, om Front Nationals Marine Le Pen vil gå videre fra første runde i det franske præsidentvalg søndag 23. april.

Det er næsten så godt som sikkert, hvis man tager stemningen i befolkningen i betragtning - og kaster et blik på hendes modkandidater.

Marine Le Pen får mange ”proteststemmer” fra vælgere, som har udpeget hende som det ”mindste onde” af samtlige kandidater.

Mest konkurrence vil hun få fra socialliberale Emanuel Macron.

Marine Le Pen vil kun tabe i anden runde, hvis franske vælgere formår at gentage kunststykket fra tidligere præsidentvalg i 1992 og 2002, hvor en ”republikansk front” spærrede for Front Nationals kandidat Marines far, Jean-Marie Le Pen.

 

Republikansk front mod Marine Le Pen?

Når risikoen for at Front Nationals Marine Le Pen denne gang vil blive valgt i anden runde, skyldes det, at der ikke er nogen oplagt kandidat for en ”republikansk front”.

Hvis han findes hedder han Emanuel Macron og er socialliberal. Vil Macron være i stand til at samle alle stemmer mod Marine Le Pen?

Dette er præsidentvalgets afgørende spørgsmål.

Hvis et flertal peger på Marine Le Pen i anden runde, vil det kaste hele den franske republik udi et konstitutionelt kaos.

Frankrig vil få en højrepopulistisk præsident, hvilket i sig selv ikke behøver at være et problem, men kan vise sig at blive det.

Det er ikke til at forudsige om en ”fredelig sameksistens” mellem en højrepopulistisk præsident og en Nationalforsamling, som sandsynligvis kommer til at består af et flertal af de ”levebrødspolitikere”, som Marine le Pen og Front National alle dage har lagt for had i deres kampagner.

Optimister nærer et lønligt håb om, at republikkens institutioner vil vise sig så robust, at en ”fredelig sameksistens” mellem Nationalforsamling og præsident ikke kan udelukkes.

Når så mange vælger at stemme på Marine Le Pen skyldes det dels landets dårlige økonomi: stor statsgæld og høj arbejdsløshed.

Franske industrivirksomheder er udsat for hård konkurrence fra lande (i Østeuropa og Asien) med lavere produktionsomkostninger med deraf følgende udflytning og tab af job.

Mange industriarbejdere i det førhen industrialiserede Nord-Frankrig vil have stemt på Front Nationals kandidat Marine Le Pen - og ikke på socialdemokraten Benoit Hamon, som ikke en gang kan forene sit eget parti bag sig.