19-04-2017

Præsidenten i Frankrig er ikke kun en kransekagefigur.

Ifølge den gældende forfatning i Frankrig er præsidenten ikke blot en kransekagefigur - som i visse andre europæiske lande.

Den folkevalgte præsident udpeger således regeringslederen og kan oveni købet afsætte regeringen, hvis vedkommende finder det passende.

Også udenrigspolitisk er den valgte præsident udstyret med magt til at erklære krig og til at sende fransk militær ind i internationale konfliktområder.

Meningsmålinger (som man ikke længere kan stole helt på) peger på, at Front Nationals Marine Le Pen og midterfløjs-kandidaten Emanuel Macron står til at få flest stemmer i første runde.

Det er umuligt at spå hvem af de to, der vil være i stand til at samle flest stemmer i anden runde.

Ved hidtidige præsidentvalg har Front Nationals modstandere været i stand til at samle sig i en ”republikansk front” mod Front Nationals kandidat. Om dette vil ske igen, ved ingen.

Marine Le Pen har en reel chance for at vinde præsidentvalget, hvilket vil være lige så stor en sensation som Donald Trumps sejr ved præsidentvalget i USA. Ingen havde regnet med at outsideren Donald Trump ville slå Demokraternes slidte kandidat Hillary Clinton.

Denne gang er verden - og ikke mindst kommentatorerne - blevet klogere. Ingen bør længere se bort fra, at Marine Le Pen kan blive valgt som Frankrigs næste præsident.

Valget af Marine Le Pen vil bringe Frankrig ud i en endnu større parlamentarisk krise end nu.

De borgerlige og socialistiske (læs socialdemokratiske) kandidater har ikke været troværdige i vælgernes øjne.

Den borgerlige spidskandidat Francois Fillon har toppet listen over klovnerier på den politiske scene - og må formodes at have sat sin troværdighed over styr i de borgerlige vælgere øjne.

Socialisternes foretrukne kandidat Benoit Hamon appellerer ikke en gang til sit eget partis, Socialistpartiets sædvanlige vælgere.

Det gør derimod socialliberale Emanuel Macron, som brugte posten som finansminister i Manuel Walls socialistiske regering som springbræt til at stille op som uafhængig kandidat til præsidentvalget.

Han tillægges af de fleste meningsmålinger og af kommentatorerne gode chancer for at være den, som skal duellere med Front Nationals Marine Le Pen.

De franske vælgere står altså til at skulle vælge mellem en socialliberal som Macron og en ekstremt højreorienteret som Marine Le Pen.

Hvis man som fransk vælger ikke er tilfreds med dette alternativ, kan man stemme på en af venstrefløjens kandidater.

Her bør nævnes den forhenværende socialistiske minister Jean-Luc Mélenchon, som stiller op på en uafhængig platform, som på papiret ser fornuftig ud.

Mélenchon går f.eks. ind for, at de offentlige udgifter - ikke som anbefalet af de andre kandidater skal beskæres - men udvides med 173 mia. euro om året.

Arbejdsmarkeders mindsteløn skal hæves med 16%.

Private banker skal adskille deres investeringsdel fra deres udlån og staten skal oprette banker.

Afskaffelse af atomkraft. Nationalisering af forsyningsselskaber. 9 måneders obligatorisk værnepligt.

Fuld offentligt finansieret sygesikring. Mulighed for pension som 60-årig.  

Papirløse indvandrere med fast arbejde skal gives opholdstilladelse.

Ny forfatning med øget parlamentarisme (mindre magt til præsidenten).

Hans program må betegnes som traditionel venstrefløjspolitik, som den kendes fra andre lande. Mélenchon støttes af resterne af det franske kommunistiske parti, af fagbevægelsen CGT.

På den yderste venstrefløj stiller Nathalie Artaud op for den lille trotskistiske gruppe Lutte Ouvriére.

Lutte Ouvriére står for en revolutionær marxistisk politik, som kritiserer alle de øvrige kandidater for ikke - eller som i Mélenchons tilfælde kun delvist - at ville gøre op med det kapitalistiske samfund.

 

Kilde:

Tine Byrckel: Jean- Luc Mélenchon er Frankrigs ny Jedi-ridder. Dagbladet Information, 19. april 2017.