18-04-2017

Ny helte og gamle skurke i russisk historiesyn.

I anledning af 100-året for den russiske revolution i 1917 bragte Berlingske søndag 16. april en artikel ”Lenin, var det ikke ham terroristen?”

Museumsmedarbejder Irina Osipova fra det lille Lenin- museum i Sct. Petersborg fortæller om en dreng som under et museumsbesøg på Leninmuseet udbrød: ”Lenin, var det ikke ham terroristen?”

Museumsmedarbejderen bruger drengens udtalelse som eksempel på, hvor lidt unge russere ved om fortiden: ”De unge ved ingenting om Lenin”.

Hvor mange kender til Lenin her 100 år efter den russiske revolution? Hvor mange russere og vesteuropæere kender til Lenins april-teser fra 1917- og den historiske betydning, som de fik for forløbet i Rusland i 1917?

De fleste forskere anerkender de to russiske bolsjevikker Lenins og Trotskys betydning for den russiske revolution.

April-tesernes betydning for bolsjevikkernes politik i 1917 fremgår ikke af Berlingskes artikel.

Lenins april-teser fik en afgørende betydning for revolutionens gang. Efter zardømmets omstyrtelse i februar 1917 var det russiske samfund ifølge Lenins april-teser modent til en socialistisk omvæltning.

Ifølge Lenins vurdering af de politiske styrkeforhold var der kun to muligheder:

Et kontrarevolutionært kup mod februar-revolutionens Provisoriske Regering (Kerensky) - eller en bolsjevikisk magtovertagelse via arbejder -soldaterådene.

Lenin anså ikke Kerenskys borgerlig-demokratiske regering for levedygtig. Den formåede ikke bekæmpe den forventelige kontrarevolution fra resterne af zarens militær, men viste sig tværtimod villig til at samarbejde med kontrarevolutionen. Derfor havde bolsjevikkerne i praksis intet valg.

I april-teserne formulerede Lenin for første gang muligheden for en socialistisk revolution via de opståede råd af arbejdere og soldater.

Lenin afviste den Provisoriske Regerings indkaldelse af en Konstituerende Forsamling som en afledningsmanøvre, som blot ville forskertse en socialistisk magtomvæltning.

I april-teserne fremlagde Lenin for første gang sin ide om, at bolsjevikkerne - før eller siden - måtte gribe magten i Rusland til trods for, at de endnu ikke havde et flertal i rådene.

Lenin og Trotskys opgave var nu at overbevise partikammerater i partiet om det rigtige i at gribe magten. Det voldte noget besvær, eftersom ikke alle i partiet var overbevist om det rigtige i at gribe magten i et økonomisk tilbagestående samfund og politisk uudviklet borgerligt demokrati.

Dernæst bestod opgaven i at finde det rette tidspunkt for selve opstanden. Heller ikke dette var nemt og krævede analytiske evner og politisk overblik, som kun få andre - end Lenin og Trotsky - havde.      

Uden Lenin og Trotskys særlige indsats var den socialistiske ikke blevet til noget i Rusland i 1917. Ganske enkelt.

 

De gamle russiske revolutionshelte er blevet til skurke.

Alt dette er tilsyneladende glemt i det moderne postsovjetiske Rusland. Nu er revolutionens bannerførere Lenin og Trotsky ikke længere helte, men skurke.

Andre nationale helte har indtaget deres pladser: eneherskere som Stalin og Ivan den Grusomme, sågar reformatoren Stolypin, zar Nikolaj 2.’s premierminister.

Berlingske kan oplyse, at ”Putins kulturminister Medinskij konsekvent hylder Stalins rolle under 2. verdenskrig, mens han skiftevis forsvarer, benægter og forklejner de mindre pæne aspekter som Hitler-Stalin-pagten [1939], der førte til Polens deling.”

Hvor Stalin betragtes som krigshelt og ophøjes til nationalhelt, nedgraderes, ja ligefrem bagvaskes Lenin.

Berlingske refererer kulturminister Medinskij for at sige, at Lenin var intet andet end en ”tysk spion”.

Berlingske refererer ligeledes Ruslands præsident Vladimir Putin for sidste år at give Lenin skylden for den blodige konflikt i Ukraine, fordi Sovjetunionens grænser blev trukket som de gjorde (angiveligt under Lenin).

 

Russisk historierevision. 

Den sovjetiske historiker og ledende medarbejder ved Skt. Petersborgs Museum for Politisk Historie Sergej Spiridonov har revideret det førhen officielle syn på bolsjevikkernes sejrrige revolution i 1917.

Spiridonov deler den i Vesten udbredte opfattelse, at den af bolsjevikkerne anførte magtomvæltning var ”et kup, som blev gennemført af en ganske lille gruppe, der var meget velorganiseret”.

Mens russerne reviderer deres historiesyn, bekræfter det vestlige borgerskab sit historiesyn.

Berlingske tilføjer for egen regning om skoledrengens udbrud på Lenin-muset om Lenin som terrorist: ”Skoledrengen på museet var således ikke langt fra sandheden i sit kække spørgsmål. Lenin var en ekstremist og fanatisk revolutionær. Han argumenterede for ”masseterror” og drømte om at udrense klassefjender fra det russiske samfund gennem en lutrende borgerkrig”

Det er ikke overraskende, at det ærkekonservative Berlingske ikke har sympati for bolsjevikkernes magtovertagelse og for det efterfølgende forsøg på at opbygge et socialistisk samfund.

Berlingske forsvarer i dag som den gang de herskende klassers interesser - og har ingen interesse i at sætte bolsjevikkerne i et positivt lys.

Der er for så vidt heller intet overraskende i, at kontrarevolutionen - som for længst er indtrådt i Rusland -  forkaster revolutionsheltene Lenin og Trotsky som nationalhelte.

Det stemmer langt bedre overens med Putins autokratiske styre at ophøje russiske nationalhelte som Stalin, Stolypin, Ivan den Grusomme og fyrst Vladimir.

De passer bedre til hans storrussiske chauvinistiske drømme.

Kilde

Simon Kruse: "Lenin,var det ikke ham terroristen?" Berlingske, 16. april 2017.