17-04-2017

Tyrkiet - Erdogans skræmmekampagne gav pote.

Som forventeligt gav den tyrkiske præsident Erdogans svigagtige skræmmekampagne - for et ”ja” til hans egne forslag til ændring af den tyrkiske forfatning - sig udslag i et lille flertal for et ”ja”.

Erdogans skræmmekampagne lykkedes dog kun delvist, da flertallet af ja-stemmer kun udgjorde en beskeden margin.

Nu som før formår Erdogans AKP at splitte den tyrkiske befolkning i to halvdele. Nej-sigerne er skeptiske overfor Erdogans og AKP’s plan om at skabe en islamisk republik.

Den tyrkiske befolkning kan nu se frem til, at AKP med Erdogan i spidsen langsomt - men sikkert - vil gøre Tyrkiet til en moderne udgave af det Osmanniske Rige.

Erdogan og AKP vil således i løbet af de kommende år fjerne de rester, der måtte være tilbage af Mustafa Kemals (Atatürks) sekulære republik.

Dette vil ikke blive gjort åbenlyst, men under skyldig hensyntagen til landsfaderen Atatürk, som endnu hænger på væggene i alle offentlige bygninger og hvis buste ses på offentlige pladser.

På samme måde som historiske personer før Erdogan (romerske kejser Augustus, franske Napoleon Bonaparte og russiske marskal Stalin) heller ikke åbenlyst forkastede deres oprindelige ideer, vil heller ikke præsident Erdogan åbenlyst kaste vrag på den tyrkiske landsfader Atatürk.

Hans portræt vil formodentlig ikke lige med det samme blive revet ned fra væggene.

Erdogan er i valgkampen (og før denne) ikke veget tilbage for at bruge statsmagtens repressive midler mod sine politiske modstandere.

Både før og efter Gülen-bevægelsens angivelige ”kupforsøg” 16. juli 2016 har Erdogan og AKP udråbt sin forhenværende allierede Gülen til en fjende af staten og ”terrorist”, som i smug efter sigende skulle have forsøgt at undergrave Erdogans forsøg på at etablere en ”stærk stat”.

Med fjernelse af Gülen-tilhængerne fra statsapparatet (centraladministration, domstole og undervisning) var den sidste hindring fjernet for at oprette et et-partidiktatur i Tyrkiet.

Erdogan og Gülen havde - i perioden fra Erdogans magtovertagelse i 2003 og frem til efteråret 2013 - kørt parløb i kampen for at nedbryde den - af Atatürk skabte - sekulære stat.

Men i efteråret 2013 havde Gülen-bevægelsen vokset sig så stor og stærk - ved at sætte sig på centrale dele af magtapparatet i den tyrkiske stat, - at den ifølge Erdogan og AKP nu udgjorde en trussel mod partiets dominans i statsapparatet.

Erdogan og AKP skabte sig med det mislykkede ”kupforsøg” 16. juli 2016 en syndebuk og dermed et påskud for at foretage en gennemgribende ”udrensning” af statsapparatet af ”gülenister”. En udrensning som i omfang kan sammenlignes med den amerikanske senator Joseph McCarthys antikommunistiske korstog mod ”statsfjender” i USA i 1950-erne.

I to forsøg var det mislykkedes Erdogans AKP at få absolut flertal i det tyrkiske parlament ved folkeafstemninger - og nu var Erdogans sidste udvej at få befolkningens godkendelse til at give sig en konstitutionel ret til at udøve magten enerådigt.

Til trods for sin åbenlyst klodsede parlamentariske fremgangsmåde og sin grovkornede retorik lykkedes det Erdogan og AKP at føre et flertal af vælgerne bag lyset og lokke dem til at give sig uindskrænket magt som præsident.

Den tyrkiske befolkning kan nu se frem til en yderligere ”islamisering” af den tyrkiske republik frem mod en eller form for islamisk republik.

Det er lykkedes Tyrkiets - nu uindskrænkede - hersker Erdogan ved statsmagtens hjælp at tie enhver opposition ihjel og således berede vejen for sin ønskede islamiske republik.

Den tiloversblevne opposition - som endnu formår at pippe en smule - pipper spagt om uregelmæssigheder under selve valget.

Selvfølgeligt er valget ikke forløbet som et frit valg med fri tale, presse -og ytringsfrihed. Erdogan og AKP har for længst afskaffet den sidste rest af borgerlige frihedsrettigheder.

Et knebent flertal af de tyrkiske vælgere lod sig føre bag lyset af AKP’s og Erdogans svulstige retorik og manipulatoriske tricks - og har nu åbnet døren for et en-mands diktatur.

Resterne af den legale opposition - og andre modstandere af Erdogan og AKP - må finde sammen om at bekæmpe denne udvikling.