16-04-2017

Diktatorers vej til magten. Tyrkiets Erdogan.

Få vil mistænke den tyrkiske præsident Erdogan for at være en borgerlig demokrat i vestlig forstand.

Derfor nytter det nok heller ikke at beskylde ham for ikke at ville skabe et borgerligt demokrati i Tyrkiet.

Erdogan har i sit liv i Tyrkiet oplevet hele 3 militærkup og må som dybt troende muslim været blevet afskrækket over det tyrkiske militærs hårdhændede fremgangsmåde.

Den moderne tyrkiske stat er grundlagt af militærfolk.

General Mustafa Kemal var general og grundlagde i 1923 det moderne sekulære Tyrkiet. Landsfaderen, ”Atatürk” Mustafa Kemal grundlagde det moderne Tyrkiet oven på ruinerne af det Osmanniske Rige.

Mustafa Kemal ønskede at skabe en moderne stat efter vestligt forbillede i et samfund, som overvejende bestod af muslimer.

Han introducerede en række reformer, som skulle ”af-islamisere” det moderne Tyrkiet. Ny kalender, nyt alfabet og moderne vestlig påklædning blev påbudt den overvejende muslimske befolkning.

Mustafa Kemal skabte en ”klientilistisk” stat, som fortrinsvis begunstigede en udvalgt elite i statsapparatet.

Med tiden kom Tyrkiet til at bestå at en række politiske ”søjler”: en kemalistisk, en nationalistisk og en islamisk/islamistisk.

Disse 3 søjler afspejlede det politiske liv i Tyrkiet. Mustafa Kemals sekulære republik indskrev militæret som en afgørende faktor i Tyrkiets forfatning, hvilket skulle vise sig at blive skæbnesvangert for den ny republik.

Efter Mustafa Kemals død i 1938 har det tyrkiske militær 3 gange grebet ind og overtaget magten fra de folkevalgte tyrkiske politikere: 1960, 1971 og 1980.

Den ny tyrkiske republik har således langt fra været præget af politisk stabilitet.

Det tyrkiske militær har til stadighed stået parat i den politiske kulisse - og har nøje fulgt den til tider kaotiske politiske udvikling i Tyrkiet, som ofte indebar voldelige konfrontationer mellem de politiske fløje.

Tyrkiet har i nyere tid været præget af voldsomme politiske sammenstød og borgerkrigslignende tilstande.

Den islamistiske ”søjle” i tyrkisk politik har hele tiden eksisteret - i perioder mere synlig end i andre.

 

I 2003 stemte gav mange tyrkiske vælgere deres stemme til den konservativt islamiske AKP - og Erdogan blev regeringsleder.  

Erdogans AKP blev den gang af mange kommentatorer betegnet som en tyrkisk udgave af de vesteuropæiske kristelige demokrater.

Hvis Erdogan nogensinde har haft ønske om at ville gøre Tyrkiet til et demokratisk land i vesteuropæisk forstand, har han i hvert fald opgivet det nu.

Nu synes Erdogans mål at være at genrejse Tyrkiet som en moderniseret udgave af den forsvundne Osmanniske Rige.

Det er svært at vide præcis hvilken vision Erdogan har for Tyrkiet. Hvis man skal dømme efter hans udemokratiske og diktatoriske fremfærd overfor sine politiske modstandere, ser det ud til, at han tilstræber at skabe en islamisk republik med sig selv som uindskrænket hersker.

Erdogan er åbenbart af den opfattelse, at han - efter to folkeafstemninger - har udtømt sine parlamentariske muligheder for at få et parlamentarisk flertal - og har følt sig nødsaget til at fremsætte ændringsforslag til den tyrkiske forfatning.   

Den tyrkiske præsident Erdogan afholder i dag søndag 16. april en folkeafstemning om 18 foreslåede ændringer af landets forfatning.

Selve afstemningen vil blive overvåget af observatører fra OESC, men ikke optællingen af stemmer.

Erdogan har sat al sin præsidentielle prestige ind på at opnå et flertal til sine forfatningsændringer - og vil næppe kunne bære et nederlag ved folkeafstemningen.

Et nederlag vil efterlade ham i en særdeles ugunstig position, og vil være en alvorlig stopklods i hans politiske projekt om at forvandle Tyrkiet til en islamisk republik.

Det er derfor sandsynligt, at resultatet af afstemningen vil vise, at et flertal af den tyrkiske befolkning vil have stemt ja til Erdogans forfatningsændringer.

 

Erdogan - en ulv i fåreklæder.

Diktatorers magt til magten er som bekendt meget forskellig. Mussolini kom til magten i Italien i spidsen for en flok italienske fascister i en march mod Rom i 1922.

Hitler kom til magten i den tyske Weimar-republik i 1933 med kun 40 % af stemmerne, fordi et parlamentarisk flertal i den tyske Rigsdag støttede ham.

Den spanske general Franco kom til magten i 1939 - efter en langtrukken borgerkrig med sine republikanske modstandere.

Erdogans vælgere kan give ham magtbeføjelser, som han kan misbruge til at indføre et islamistisk diktatur.

Erdogan kan vise sig at være en ”ulv i fåreklæder”.

Diktatorer behøver ikke nødvendigvis at erobre magten på militær vis og med voldelige midler.

Men det kan som i Erdogans tilfælde være nok med retorisk tale og demagogiske formuleringer at overtale vælgerne til at give sig diktatoriske magtbeføjelser.