01-03-2017

Dansk Folkepartis Søren Espersen - en miniudgave af Donald Trump?

Det er endnu en gang lykkedes Dansk Folkepartis Søren Espersen at bringe sig i mediernes søgelys.

Søren Espersen har tilsyneladende lært af den amerikanske præsident Donald Trump, at man som politiker for at komme i mediernes søgelys må fremsætte opsigtsvækkende udtalelser – ellers drukner ens budskaber let i vrimlen.

På den danske Tv-kanal DK 4 fik han sagt, at han intet havde imod – om så skulle være – at de to gamle danske hertugdømmer Slesvig og Holsten igen blev danske som før 1864.

Espersen har senere - halvt om halvt - trukket sit udsagn tilbage og modificeret det derhen, at det kun var sagt i spøg og med et smil på læben.

Men der går som bekendt sjældent røg af en brand, uden at der er ild. Så noget må der vel være om snakken. Det var vel ikke bare en pludselig indskydelse eller en ”slem” fortalelse?

Espersen har sikkert fundet inspiration til sin ”famøse” udtalelse hos den amerikanske præsident Donald Trump, som har beriget alverdens medier med sine mange opsigtsvækkende udtalelser som f.eks. ”We will build that wall!

 

Espersen er ikke Trump.

I stedet for lynhurtigt at trække sin udtalelse tilbage kunne Espersen have lært noget af Trump ved hårdnakket at insistere på at ville rykke de nuværende danske grænsepæle ved Kruså et godt stykke syd på til floden Ejderen.

Espersen ville dermed knytte an til den diskussion, som var fremherskende før det ”forsmædelige” nederlag i 1864, hvor Kongeriget Danmark mistede de to hertugdømmer Slesvig og Holsten.

Det ville minde vælgerne om Dansk Folkeparti patriotiske holdning til det danske fædreland - og måske for en stund bortlede mediernes opmærksomhed fra partiets uheldige omgang med EU-midler.

Hvis nogen skulle undre sig over Espersens pludselige og tilsyneladende mærkværdige indfald om at udvide Kongerigets territorium til Ejderen, kunne Espersen - som Trump - gå i offensiven og fremføre en teori om, at de gamle romere i antikken satte en milepæl, ”limes” netop ved Ejderen som skellet mellem den romerske og germanske ”civilisation”. ’

Espersen kunne her have refereret til den berømte amerikanske politolog Samuel Huntingtons teori om ”civilisationernes sammenstød” og hævde, at vi danere tilhører den germanske stamme - og ikke den latinsk romerske.

Han kunne her trække en parallel til nutiden ved at hævde, at EU primært er et romersk-katolsk foretagende og ikke et luthersk-protestantisk - domineret af økonomisk tilbagestående og forgældede sydeuropæiske lande.

Men Espersen har åbenbart ikke helt Trumps kvaliteter som demagog og sans for brug af medierne til sine egne formål.

Espersen når ikke helt Trumps format, men må nøjes med at være en billig kopi af den store mester i USA.

Måske skulle Espersen søge om at komme i lære hos mesteren selv?  

 

Kilde:

Tobias Stern Johansen: Kritik af Espersens ønske om at rykke grænsen. Kristeligt Dagblad, 25. februar 2017.