01-03-2017

Erik Kulavigs ahistoriske og idealistiske historieskrivning.

I anledning af 100-årsdagen for omstyrtelsen af den russiske zar i februar 1918 blev historikeren Erik Kulavig 23. februar interviewet til Kristeligt Dagblad.

Kulavig udtalte bl. a.:

Det spor som Rusland slog ind på i februar 1917 med en borgerlig-liberal regering, der ville gennemføre en grundlovgivende forsamling, var egentlig et forsøg på at etablere et demokrati al la den vestlige model. Det var også et spor, som bolsjevikkerne senere begravede godt og grundigt i oktober 1917, hvor de i stedet vendte tilbage til en russisk autoritær, totalitær tradition, som varede i 70 år op til Sovjetunionens sammenbrud….

Februar bliver et billede på, at landet nu er på rette spor, men så kommer Oktoberrevolutionen samme år og slår Rusland ud. …

Det politiske system har de senere år fundet inspiration i Februar-revolutionens nøgleord som demokrati, markedsøkonomi og spredning af ejendomsretten. Argumentet for, at implementeringen [af demokrati og markedsøkonomi] vil kunne udføres denne gang er, at revolutionens tanker den gang på grund af første verdenskrig, som den provisoriske regering i 1917 trods befolkningens utilfredshed hold fast i at være en del af, men at netop det liberale februar-spor er den hovedvej, som Rusland nu skal ind på igen.”

Ifølge ”sovjeteksperten” Erik Kulavig kan det historiske Rusland kun gå to veje: Enten Februarrevolutionens mensjevikiske ”borgerlig-demokratiske” vej eller bolsjevikkernes ”autoritære, totalitære” vej.

Kulavig foretrækker så afgjort den førstnævnte borgerlige demokratiske vej. Den stemmer bedst overens med hans egen grundholdning.

 

Kulavigs ahistorisk historieskrivning.

Som historiker sidder man altid med slutresultatet af historiens gang, der fungerer som en slags historiens facit.

I egen ophøjet majestæt kan Kulavig i sit akademiske elfenbenstårn skue tilbage på historien og gøre sig klog i lyset af sin bagklogskab.

Denne position var ikke forundt de russiske bolsjevikker, da de i efteråret 1917 skulle afgøre, om de skulle gribe magten eller ej.

Kulavigs borgerlige demokratiske ”darling” Kerensky havde kastet Rusland ud i en situation, som kun havde to løsninger:

Enten en socialistisk magtovertagelse eller kontrarevolutionært kup anført af reaktionære zaristiske generaler.

Kerensky valgte side og allierede sig med de kontrarevolutionære zaristiske generaler for at forhindre en socialistisk magtovertagelse.

Kerenskys borgerlige demokrati udgjorde ikke noget reelt valg. Det var et misfoster, som Kulavig nu henter frem af historiens gemmer.

Kulavig konstruerer på denne måde sin egen historieskrivning som værende i pagt med hans egen politiske holdning som borgerlig demokrat.

Det er ikke en historikers opgave at lægge sit eget syn ned over historiens gang, men at forsøge at afdække årsagerne til, at det gik som det gik.

Kulavig bruger Ruslands historie til sit eget formål, at retfærdiggøre det borgerlige demokrati.

Hans fejlagtige syn på Ruslands historie fører ham derfor på vildveje - og han er ude af stand til at analysere Ruslands politiske udvikling.

Det er således Kulavigs opfattelse, at Rusland - som et pendul - svinger mellem de to yderpunkter: ”borgerligt demokrati” (som det fandtes mellem februar og oktober 1917) og et ”autoritært og totalitært” styre.

 

Kulavig på vildveje.

Kulavig synes ej heller at have noget klart bud på, hvor Putins Rusland befinder sig på denne pendulfart.

Ikke så mærkeligt, da hans syn på Ruslands udvikling ikke er historisk materialistisk og dialektisk, men stift og firkantet - og præget af småborgerlig idealisme, hvilket gør ham ude af stand til at sige noget præcist om, i hvilken retning Putin bevæger Rusland.

 

Kilde:

Julie Høgholm: Februar-revolutionen ville demokrati. Kristeligt Dagblad, 23. februar 2017.