27-02-2017

"Nyttige" og "unyttige" diktatorer med Libyens Gadaffi som eksempel.

Der findes to slags diktatorer: de ”nyttige” og de ”unyttige”.

De ”nyttige” er de, som den vestlige verden her og nu kan udnytte til egen gavn og fordel. De ”unyttige” er de, som den vestlige verden ikke i øjeblikket kan drage nytte af.

Eksempler er der nok af.

Indtil det såkaldt arabiske forår i Nordafrika og det mellemste Østen i 2011 fandtes der en sådan i det nordafrikanske land, Libyen.

Navnet var Moammar Gadaffi, som havde kuppet sig til magten i Libyen i 1969. I sine første år som Libyens regent var Gadaffi ikke særlig vellidt i den vestlige verden. Han støttede en anden ”progressiv” oberst i den arabiske verden, Gamal Abdel Nasser i Ægypten.

De tre arabiske lande Ægypten, Syrien og Libyen stod sammen mod det zionistiske og imperialistiske Israel, som havde ført krig i Israel/Palæstina i 1967 (Seksdages-krigen) og besat store dele af Golan-højderne på grænsen mellem Israel og Syrien, den østlige del af Jerusalem som tilhørte Jordan, Sinai-ørkenen som tilhørte Ægypten.

I 1973 ville Ægyptens militære diktator Anwar Sadat tage hævn og startede i 1973 en krig mod det aggressive Israel.

De tre ”progressive” arabiske lande (Ægypten, Syrien og Libyen) led nederlag og måtte nøjes med at yde støtte til palæstinensiske guerillagrupper i kampen mod den zionistiske israelske stat.

Oberst Gadaffi blev i den arabiske verden - og på store dele af den europæiske venstrefløj - betragtet som antiimperialistisk og progressiv i forhold til de reaktionære arabiske lande - i resten af den arabiske verden.

Den progressive oberst i Libyen Gadaffi skyede intet middel i sin anti-imperialistiske kamp mod Vesten.

Han var parat til at yde støtte til enhver form for kamp mod den arabiske verdens zionistiske fjende -  Israel - og støttede således adskillige palæstinensiske gruppers væbnede kamp mod den zionistiske stat.

Også nationale befrielsesbevægelser i Europa ydede han støtte til. Han menes at have ydet økonomisk og militær støtte til det baskiske ETA og det irske IRA.

Gadaffi var derfor forhadt i hele Vesten og blev betragtet som sponsor af international terrorisme.

Bedst kendt er af nedstyrtningen i Skotland af det amerikanske Pan Am Flight 103 i 1986, som efter al sandsynlighed var forårsaget af en libysk agent for Gadaffis efterretningstjeneste.

 

Fra sponsor af international terror -til Vestens fortrolige handelspartner.  

Det er vanskeligt af pege på en enkelt - eller en række af begivenheder, som vendte bøtten.

Gadaffi blev nu fra at have været sponsor af international terrorisme ophøjet til at være en troværdig handelspartner som europæiske statschefer kunne handle med.

Libyen besad olieressourcer, som amerikanske og europæiske oliekoncerner kunne bruge i deres jagt på ressourcer i undergrunden.

Gadaffi kunne ikke selv udvinde olien og havde brug for teknisk bistand til udvinding af denne. Et partnerskab med europæiske olieselskaber var oplagt.

Gadaffis sås nu i selskab med europæiske statschefer som britiske Tony Blair og italienske Silvio Berlusconi.

Rige libyere fik mulighed for at investere i europæiske selskaber og købte ejendomme og hoteller i europæiske hovedstæder. Joint venture-selskaber blev oprettet mellem libyske og europæiske forretningsfolk.

Gadaffi var nu helt inde i varmen - og man havde for et øjeblik glemt hans grumme fortid som sponsor af international terror.

 

Det arabiske forår 2011.

Dette ændrede sig drastisk i 2011, da Gadaffis egen undertrykte befolkning begyndte at lade deres utilfredshed høre højlydt i gaderne - og ønskede diktatoren Gadaffi styrtet.

En voldsom og blodig borgerkrig udbrød og Vesten så i et stykke tid på, hvorledes Gadaffis hær holdt stand mod de oprørske masser.

De folkelige masser kunne vanskeligt styrte Gadaffi uden hjælp ude fra og Frankrigs premierminister Nicolas Sarkozy var den første til at blæse til international krig mod den tyranniske diktator Gadaffi.

Det lykkedes Sarkozy at overtale det internationale samfund til at støtte et NATO-anført flybombardement af Gadaffis tropper.

Og så skulle den ged være barberet troede man. Endnu en gang tog man i Vesten fejl, ligesom man havde taget fejl i Afghanistan i 2001 og i Irak i 2003.

Heller ikke i Libyen kom der efter ”regime change” (Gadaffis fald) ”nation building” og ”good governance”.

NATO’s ny motto ”no boots on the ground” men udelukkende luftbombardementer viste sig - mod NATOs forventning - ikke at give et positivt resultat.

Libyen er nu ligesom Afghanistan og Irak forvandlet til en kirkegård af ødelagt infrastruktur, ruiner af sammenskudte bygninger og et krigerisk kaos af indbyrdes rivaliserende krigsherrer med hver deres militser.

To regeringer i hver sin ende af landet gør begge krav på at regere landet og det internationalesamfund skændes om hvilken af de to de skal støtte.

Det internationale samfund kan nu se frem til årtiers fortsat krig mellem rivaliserende militser, som alle kæmper om magten.

Senest er IS rapporteret at have overflyttet nogle af sine slagne kæmpere til den libyske slagmark.

Libyen føjer sig slagmarkerne i Afghanistan, Irak, Syrien og Yemen.

Krige stoppes kun ved en folkelig mobilisering mod våbenindustriens produktion af våben, mod regeringsbevillinger til våben og militært isenkram af enhver art.

Kun gennem en folkelig mobilisering, som kræver forsvarsbudgetterne barberet ned til nul - og udgifterne brugt til mere samfundsgavnlige formål - får vi krige afskaffet og den dermed skabte menneskelig nød formindsket.

 

Litteratur:

Hisham Matar: Hjemkomsten. Fædre, sønner og landet imellem. Gyldendal. 2017.