22-02-2017

Venstrefløjens dødfødte strategi.

I takt med at frustrationerne tårner sig op for den ”bløde” venstrefløj og helt overskygger dens evne til at tænke klart, fremføres den gammelkendte - og politiske dødfødte -  strategi om en parlamentarisk vej til socialismen.

Venstrefløjen nægter at tage ved lære af arbejderklassens dyrekøbte historiske erfaringer.

På intet tidspunkt i historien har en parlamentarisk strategi ført til andet end historiske nederlag.

I nyere tid behøver vi blot henvise til erfaringerne den chilenske Folkefront, som blev nedkæmpet af det chilenske militær i 1973.

Historiske eksempler er der nok af.

Den spanske Republik blev nedkæmpet af general Franco (støttet af Hitlers Nazi-Tyskland og Mussolinis Italien).

Heller ikke den franske folkefront var en ubetinget succes, selvom den dog ikke førte til et eklatant nederlag som i Spanien.

Hvis ikke venstrefløjen vil drage lære af arbejderbevægelsens - af og til bitre -  historiske erfaringer, vil den uundgåeligt gentage dem.

Venstrefløjen må forstå, at det ikke er nogen løsning at forsøge at overtage det borgerlige statsapparat.

Den borgerlige stat er borgerskabets – ikke arbejderklassens og kan som sådan ikke bruges til dens formål. Det viser al historisk erfaring.  Også i Skandinavien. Tag Finland 1917-1918. 

Her forsøgte finske socialdemokrater (på samme måde som i Tyskland) at erobre den borgerlige statsmagt indefra gennem parlamentet. Uden bevæbning af arbejderklassen og uden væbnet kamp mod borgerskabet og dets klassekampsorganer (militær og politi) lader det sig ikke gøre at erobre magten.

Socialdemokratiet har historisk set ladet sig bruge af borgerskabet og de herskende klasser til at hindre arbejderklassen i at rejse sig til kamp mod kapitalismen.

Kun når kapitalismen er i alvorlig krise har den brug for reformisternes hjælp til at redde sig ud af krisen.

Det er socialdemokratismens historiske mission.

De russiske bolsjevikker brød med de socialdemokratiske reformister, fordi de stillede sig på klassefjendens side.

Som Lenin og Trotsky sagde, de gjorde sig til borgerskabets agenter i arbejderklassen.    

I sin bog ”Det røde flertal - håb, sejre og nederlag” undersøger Søren Kolstrup hvad venstrefløjspartier har fået ud af at støtte regeringer af forskellig observans.

 

”Arbejderflertallet” 1966-1968.

I Danmark ydede Socialistisk Folkeparti støtte til en socialdemokratisk regering (som kun havde flertal i kraft af de nordatlantiske mandater) 1966-1968.

Ved valget i 1966 fik Socialdemokratiet 69 - og SF 20 mandater.

Socialdemokratiets formand J. O. Kragh havde i valgkampen bedyret, at han under ingen omstændigheder ville samarbejde med ex-kommunisten Aksel Larsen.

Efter mandatfordelingen fik piben en anden lyd - og J.O. Krag ændrede standpunkt. Nu blev ex-kommunisten Aksel Larsen lukket ind i varmen, så længe Kragh havde brug for SF’s stemmer.

Det havde han lige indtil den dag, hvor nogle medlemmer i SF’s folketingsgruppe sagde fra overfor regeringens lønmodtagerfjendtlige politik. Det ”røde flertals” dage var talte i 1968.

Ved valget i 1968 mistede fik SF 9 mandater (kun delvist opvejet af 4 mandater til Venstresocialisterne). Socialdemokratiet mistede 7 mandater. Så rent parlamentarisk var ”Arbejderflertallet” ikke nogen succes.

Arbejderflertallet blev afbrudt af 3 års borgerligt styre med radikale Hilmer Baunsgård i spidsen for en VKR-regering.

Ved folketingsvalget i 1971 genvandt Socialdemokratiet og SF deres mandattab og fik henholdsvis 70 og 17 mandater. Igen måtte ”arbejderflertallet” tage de nordatlantiske mandater i brug for at få et absolut flertal. Dette arbejderflertal varede dog kun frem til efteråret 1973, hvor ”jordskredsvalget” kuldkastede alle parlamentariske kalkyler og gjorde meningsmålingerne til skamme.  

 

Socialistisk Venstre.   

Heller ikke det norske Socialistisk Venstre har gode erfaringer med regeringsdeltagelse.

Det norske Storting havde 165 medlemmer, nu 169. Absolut flertal udgør således 83/85 mandater. Arbejderpartiet og Socialistisk Venstre har på intet tidspunkt til sammen haft det absolutte flertal i det norske Storting.

Tættest på var de to partier i 2005 da de til sammen fik 76 mandater og dannede regering.

Inden sin regeringsdeltagelse i 2001 havde SV 23 mandater. Derefter gik det ned af bakke for SV. I 2005 havde SV 15 mandater i Stortinget. I 2009 11 og i 2013 kun 7.

Søren Kolstrup inddrager også Italien.

 

Rifondazione Communista.  

Her har partiet Rifondazione Communista i to omgange støttet nogle særdeles brogede regeringskonstellationer anført af økonomiprofessor Romano Prodi.

Første gang fra 1996-1998 ydede Rifondazione Communista kun parlamentarisk støtte.

Prodi vendte tilbage til italiensk politik i 2006, hvor han stod i spidsen for en ”regnbuekoalition” af partier fra højre til venstre, som dog viste sig kun at holde i kort tid.

Rifondazione Communista nøjedes denne gang ikke kun med at støtte Prodi parlamentarisk, men stillede også med en enkelt minister i Prodis omfangsrige regering på 26 ministre, 10 viceministre og 66 under undersekretærer.

Regeringens uforbeholdne støtte til Italiens medlemskab af NATO, støtte til amerikanske militærbaser i landet og til italienske troppers tilstedeværelse i Afghanistan fik Rifondazione Communista til at sprænge Prodi-regeringens flertal.

 

Spanske Podemos og græske Zyrisa.

Strategien synes at være udbredt på venstrefløjen.

Efterhånden som kapitalismen komme i dybere og dybere økonomisk og politisk krise, viser de gamle partier ikke at slå til og ny partikonstellationer opstår.

I Spanien opstod der for mindre end 10 år siden en bevægelse i protest mod de to store gamle partier Socialistpartiet og Partido Popular. De to partiers politikere har vist sig at være korrupte og har et alt for tæt forhold til det private erhvervslivs mere betændte dele.

Som reaktion på dette er opstået en protestbevægelse Podemos, som har opnået stor tilslutning i dele af den spanske middelklasse og blandt unge uddannede. Podemos har dog endnu ikke tilstrækkeligt mange mandater i det spanske parlament til for alvor at kunne udfordre Partido Popular, som stadig er størst.

Mest udtalt er den parlamentariske strategi dog kommet til udtryk i Grækenland, hvor venstrefløjskoalitionen Zyrisa har overtaget regeringsmagten.

De to store partier PASOK og Nea Demokratia opgav ævred i forsøget på at styre Grækenland ud af en dyb økonomisk og politisk krise. Vælgerne mistede tilliden til de to gamle partier og kastede sig i armene på det eneste troværdige alternativ - Zyrisa.

Zyrisa vil vise sig ikke at være i stand til at løse Grækenlands enorme økonomiske problemer og vil blive kastet på porten - hvis ikke af vælgerne, så af græske oberster som førhen - i samarbejde med græske fascister - vil sætte sig til modværge mod det herskende ”parlamentariske kaos”.

Zyrisas parlamentariske kretinisme vil - ulykkeligvis - vise sig ikke at række ret langt.

Helt i overensstemmelse med arbejderbevægelsens historiske erfaringer.

 

Kilder:

Hans Mortensen: Ansvarets åg. Weekendavisen, 13 januar 2017.

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/

https://www.stortinget.no/no/Stortinget-og-demokratiet/Valg-og-konstituering/Valgstatistikk/Partienes-representasjon-pa-Stortinget/

http://www.nsd.uib.no/european_election_database/country/italy/parliamentary_elections.html

https://en.wikipedia.org/wiki/Prodi_II_Cabinet

http://www.electionguide.org/elections/id/2725/