16-02-2017

Ti teser om den trotskistiske bevægelse.

Her i hundredåret for den russiske Oktoberrevolution 1917 må det være passende at gøre status over, hvad der kom ud af denne verdens første - og hidtil eneste - socialistiske revolution. 

1. Bolsjevikkernes magtovertagelse i oktober 1917 var berettiget og historisk set på sin plads.

Bolsjevikkerne tog - med rette - magten på lige nøjagtigt det rigtige tidspunkt i oktober, hvor Kerenskys borgerlige demokrati truede med at udarte til en kontrarevolution.  

 

2. Af indrepolitiske såvel som af ydrepolitiske årsager gled Sovjetstaten forholdsvist hurtigt ud på et sidespor - og blev til sidst helt afsporet, da en bureaukratisk klike omkring partiets organisationssekretær J. V. Stalin tiltog sig magten i partiet og dermed magten over statsapparatet.

 

3. Sovjetstaten udviklede sig IKKE i retning af socialisme, men gled langsomt, men sikkert bort fra sit oprindelige udgangspunkt - socialisme - og over mod en anden samfundstype.

 

4. Trotsky kaldte Sovjetstaten en ”degenereret arbejderstat”, som var styret af en bureaukratisk klike omkring J. V. Stalin.

Trotsky holdt i starten muligheden åben for, at det stalinistiske bureaukrati ville udgøre en ”centristisk” retning i det sovjetiske kommunistparti.

Trotskys analyse viste sig hurtigt forkert i løbet af 1930’erne, da Stalin forvandlede Sovjetstaten til et terroristisk regime, som kun havde statsejendom af produktionsmidlerne, monopol på udenrigshandel og skyggen af arbejderkontrol tilbage til fælles med socialisme.

Trotsky brugte en formalistisk definition til at bestemme Stalins ”degenererede arbejderstat” og så alt for sent, at Sovjetstaten ikke kunne reddes med Stalin i spidsen.

Stalins fraktion i partiet var nu ifølge Trotsky blevet kontrarevolutionær og udgjorde ikke længere en ”centristisk” fraktion, som kunne svinge til begge sider, højre (kontrarevolution) og venstre (socialistisk revolution).

 

5. Trotsky var længe om, at indse, at Stalin-fraktionen ikke var garant mod en kontrarevolutionær udvikling i Sovjetstaten, som udgjordes af en højrefløj støttet af Bukharin og Rykov.

Alt for længe holdt Trotsky fast ved sin opfattelse af, at Stalins dybt korrumperede kommunistparti og hans Kommunistisk Internationale ikke kunne bruges af trotskister som redskab til at gennemføre en socialistisk verdensrevolution.

Trotsky allierede sig i sin kamp mod de stalinistiske usurpatorer i Sovjetstaten med andre af Stalins modstandere, Sinovjev og Kamenev, som sammen dannede den Internationale Venstreopposition.

Trotsky vidste, at han intet til fælles havde med hverken Sinovjevs tilhængere (eller med Bukharins), men valgte alligevel at alliere sig med Sinovjevs tilhængere i en overgangsperiode.

 

6. Først efter den tyske arbejderklasses skæbnesvangre nederlag i 1933 og nazisternes knusning af den tyske arbejderbevægelse, opgav Trotsky tanken om at kunne reformere de stalinistiske kommunistpartier og Stalins Komintern.

I 1938 dannede Trotsky og nogle få tilhængere IV. Internationale i erkendelse af at Stalin havde ført Sovjetstaten bort fra socialisme og havde gjort Komintern til redskab for sin kontrarevolutionære politik. Kominterns sektioner var nu helt og aldeles underlagt Moskvas direktiver og Stalins udenrigspolitik.

 

7. Efter at Stalin i 1927 have ekskluderet Trotsky af det kommunistiske parti, havde han levet i forvisning i USSR, dernæst i eksil uden for USSR.

Trotsky fandt først permanent ophold få år før sin død i 1940 i Mexico. Ingen borgerlig-demokratiske regeringer i Europa ville modtage give ham asyl og varigt ophold.

Trotsky forsøgte ihærdigt til sin død at skabe grundlaget for en IV. Internationale, men blev af Stalins håndgangne mænd forhindret heri.

De kontrarevolutionære stalinisters repression var benhård og ubarmhjertig og Stalins mål var fysisk udryddelse af alle Trotskys tilhængere - og ikke mindst af Trotsky selv.

Hundreder, hvis ikke tusinder af trotskister blev slået ihjel af Stalins hemmelige politi og efterretningsvæsen (NKVD, GPU).

Det lykkedes i vidt omfang Stalins NKVD at infiltrere den trotskistiske bevægelse, blandt fordi trotskisterne ikke var varsomme og opmærksomme nok på stalinistisk infiltration.

Denne stalinistiske infiltration var i høj grad med til at svække og undergrave den trotskistiske bevægelse på verdensplan.

Manglende evne hos Trotskys efterfølgere til at analysere den økonomiske og politiske situation efter 2. verdenskrig var medvirkende til at svække IV. Internationale.

 

8. Efter 2.verdenskrig var lederskabet i den trotskistiske bevægelse ikke i stand til at tilbyde arbejderklasen et politisk lederskab og bevægelsen degenererede hurtigt organisatorisk og politisk - i takt med omvæltningerne i Central -og Østeuropa og i Kina.

Det politiske lederskab formåede ikke at udstikke klare retningslinjer for den trotskistiske bevægelse - og i 1953 den splittedes den i to halvdele, hvor den britiske (SLL) og amerikanske sektion (SWP) brød med det Internationale Sekretariat i Paris (Mandel, Frank, Maitan og Pablo). 

Først i 1963 kom til en enighed mellem den amerikanske sektion (SWP) og det Internationale Sekretariat.

Den britiske SLL) og den franske sektion (OCI) dannede sin egen IV. Internationale (ICFI).

 

9. Bevægelsen kom sig aldrig rigtigt over sine splittelser - og er langsomt degenereret til små sekter, som har ladet sig opsluge i venstre-reformistiske partier og sammenslutninger.

IV. Internationaler eksister ikke længere som en international organisation, der tilstræber en verdensomspændende socialistisk revolution.

 

10. Kun den forholdsvis lille franske trotskistiske gruppe Lutte Ouvriére synes at være den eneste trotskistiske gruppe, som endnu holder den trotskistiske fane højt.

      

På grundlag af disse teser kan det diskuteres, om IV. Internationale kan genrejses på sine ruiner - eller om revolutionære marxister skal begynde helt forfra.

Det er min opfattelse, at trotskisme, således som den er udfoldet af Trotsky selv indeholder så mange frugtbare tanker og principper, at disse ikke bør kastes på historiens mødding.

Ingen andre bevægelser end den trotskistiske formår at træde op mod den reformisme og stalinisme, som stadig præger den ”bløde” venstrefløj.