16-02-2017

Den amerikanske politolog Fukuyama - et af mange akademiske tågehorn.

Jeg har førhen været ude efter den amerikanske politolog Francis Fukuyama.

Jeg har intet personligt mod ham - og er ikke ude i et karaktermord på hans person.

Jeg tillader mig blot at bruge ham som eksempel på et akademisk tågehorn.

Francis Fukuyama har førhen vist, at han kan tage fejl. Det gjorde han i sin kendte bog ”The End of History” (1990), hvor han på skråsikker vis udråbte det liberale demokrati som den eneste troværdige styreform for hele verden.

Eftertiden har vist, at han tog grundigt fejl. Det liberale demokrati har - som Fukuyama konstaterede - ikke ”sejret af helvede til”.

Professor Fukuyama lod sig lede af sin ”ønsketænkning” i stedet for nøgternt at studere den virkelige verden.

Er professoren så blevet klogere eller dygtigere siden da?

Nej, det er han ikke.

Han fremturer nu - lidt mindre skråsikker og lidt mere forsigtig - i sin ”ønsketænkning” om det liberale demokratis overlevelsesevne.

Denne gang drejer det sig om de demokratiske institutioner i det amerikanske samfund, som efter hans opfattelse er stærke nok til at hindre, at en ”stærk mand” som præsident Donald Trump skulle kunne svække eller helt sætte disse ud af kraft.

Professor Fukuyama har selvfølgelig ret til at mene, hvad han vil, men hans professortitel står ikke mål hans analytiske evner.

Dagbladet Information bringer 16. februar 2017 et essay af Francis Fukuyama, som - på bedste eller snarere værste vis - viser professorens begrænsede analytiske evner.

Følgende passager er symptomatiske for hans manglende evne til at skue klart:

Jeg vælger dog at tro, at Amerikas institutionelle system er stærkere…

Ja, faktisk hævder jeg i min seneste bog, at det amerikanske system snarere har for mange checks and balances og bør strømlines for at muliggøre en mere beslutningsdygtig og effektiv regeringsførelse.”

”Selv om jeg mener, at alle disse kontrolinstanser [Kongressen og medierne] vil fungere efter hensigten og sætte grænser for Trumps magtudfoldelse, mener jeg imidlertid fortsat, at vi vil blive nødt til at ændre reglerne for at gøre regeringsførelsen mere effektiv ved at lempe på visse af de kontrolmekanismer, der har lammet regeringens politiske råderum. Demokraterne bør ikke efterligne Republikanernes adfærd under præsident Obama og blokere for alle initiativer og udnævnelser, der kommer fra det Hvide Hus.” …

I nogle henseender vil en mere forenet regeringsmagt kunne afhjælpe nogle af de senere års dysfunktionelle praksisser, hvilket også Trumps modstandere må erkende. …

Det er vigtigt at huske på, at en af grundene il Trumps valgsejr er en korrekt erkendelse af, at det amerikanske politiske system i mange henseender var brudt sammen som offer for særinteressers stærke indflydelse og lammet af sin manglende evne til at træffe eller føre grundæggende beslutninger ud i livet. …

Forsat dødvande og lammelse vil kun overbevise folk om, at systemet er brudt så fundamentalt sammen, at det kun reddes af en leder, der bryder alle regler - hvis ikke af Trump så af hans efterfølger.

Så jeg er villig til at lade Trump regere, og jeg vil ikke tale for, at vi partout skal forsøge at forhindre hvert eneste initiativ, der kommer fra ham. Jeg føler mig overbevist om, at hans politik ikke vil fungere, og jeg tror, at det amerikanske folk inden længe vil nå frem til den samme erkendelse.”

Fukuyama slutter sit essay på følgende måde: ”Det øjeblik, hvor spillereglerne er forvansket i en sådan grad, at det bliver umuligt at drage de politiske magthavere til ansvar, er øjeblikket, hvor systemet overgår fra at være et liberalt demokrati til et autoritært skindemokrati.”

Fukuyama har så stor tiltro til, at USA nok skal vide at klare sig fri af Trumps kvælertag på demokratiet.

At Kongressen og medierne nok skal sørge for, at Trump ikke som en elefant i en glasbutik går amok og tilsidesætter forfatningens demokratiske institutioner.

Fukuyama mener, at det amerikanske demokrati slæber rundt på nogle (indbyggede?) svagheder, som gør det dysfunktionelt.

Men ifølge Fukuyama skyldes det ikke fejl i forfatningen eller demokratiet, men misbrug fra de politiske magthaveres side.

Sådan omtrent lyder Fukuyamas analyse af det amerikanske dysfunktionelle demokrati. Ikke specielt genialt, men heller ikke helt ude i skoven.  

Men det kan langtfra gøre det ud for en tilbundsgående og grundig analyse af den omfattende politiske krise, som det amerikanske politiske system befinder sig i.

Hvor omtrent befinder det amerikanske demokrati sig øjeblikket? Fukuyama giver ikke noget klart svar, men lader det hænge i luften, da han åbenbart mener, at spørgsmålet endnu ikke kan besvares.

Midt i mellem et dysfunktionelt liberalt demokrati og et ”autoritært skindemokrati”.

Men, hør engang Fukuyama: Det borgerlige demokrati er vel ikke andet end en ”skindemokrati”?

Folket har vel kun tilsyneladende magten, mens den egentlige økonomiske magt - ejendomsretten til produktionsmidlerne - ligger i hænderne på Big Business og Wall Street.

Så Fukuyamas svar hænger i luften - ubesvaret.

 

Kilde:

Francis Fukuyama: Er USA’s demokrati stærkt nok til at modstå Trump? Dagbladet Information, 16. februar 2017.