14-02-2017

Vladimir Putin og Marie Krarup - et mærkværdigt makkerskab.

Mange har undret sig over, at der er opstået et besynderligt makkerskab mellem Ruslands Putin og den yderste højrefløj i Europa.

Hvorfor støtter Dansk Folkeparti, franske Marine Le Pen, hollandske Gert Wilders, og tyske Frauke Petri fra Alternative für Deutschland Putins Rusland?

Hvad har den yderste højrefløj i Europa til fælles med den russiske autokrat Putin?

Er Putins autokratiske Rusland et forbillede for den yderste højrefløj?

Hvis Putin er forbillede for den yderste højrefløj i Europa, er de jo slet ikke tilhængere af et borgerligt demokrati, men tilhængere af autokrati som i Putins Rusland.

Demokrater på skrømt, men i virkeligheden ”skabsautokrater” eller tilhængere af et - mere eller mindre - totalitært samfund.

Tanken er ikke rar at tænke.  

Man fristes næsten til at tillægge deres begejstring for Putins Rusland andre motiver.  

Den, som mest udtalt har givet udtryk for sin forståelse for Putins udenrigspolitiske manøvre, er Dansk Folkepartis Marie Krarup.

 Marie Krarup har vist stor teoretisk forståelse for russiske Putins ”aggressive” adfærd på Krim-halvøen og i det østlige Ukraine.

Krarup har forståelse for, at Putin ønsker at forsvare sit omfangsrige territorium (ydre grænser) mod udstationering af NATO-tropper i de 3 baltiske lande - og at han føler sig provokeret af EU’s forsøg på indblanding i det gamle russiske kerneland Ukraine.

Krarup forstår som få andre, hvad der ligger bag Putins udenrigspolitiske manøvrer som få andre.

Hvorfor gør hun det?

 

To skoler i international politik.

Formodentlig fordi Krarup deler den samme holdning til international politik som Putin (og hans udenrigspolitiske rådgivere).

Hvor godt på lektien Putin har læst vides ikke med sikkerhed. Men en ting står fast: Putin har en fortid i den sovjetiske efterretningstjeneste som agent i det daværende KGB, nu FSB.

Vi må formode, at han her har tilegnet sig viden om international politik. Mon ikke også, at han har stiftet bekendtskab med den amerikanske politolog Samuel Huntingtons teori om ”civilisationernes sammenstød”?

Huntingtons teori afviger fra den gængse opfattelse, som har ligget bag dansk sikkerheds -og udenrigspolitik om ”neutralitet” i det meste af det 20. århundrede.

I International politik findes (mindst) to ”skoler”: Den ”idealistiske” og den ”realistiske”.

Marie Krarup tilhører hel klart den ”realistiske”.

 

Småstaten Danmark.

Som ”småstat” har nationalstaten Danmark altid været nødt til at ”tilpasse” sig de ydre forhold - før 2. verdenskrig forholdet til stormagten Tyskland.  Danmark har som ”småstat” aldrig været i stand til at sætte præmisserne for dansk udenrigspolitik i egen høje isolation, men har skullet tage hensyn til vor store nabo Tyskland.

Denne ”neutralitetspolitik” blev først brudt i 1949 med dansk medlemskab af NATO.

Under krigene på Balkan i 1990’erne ændredes ”neutralitetspolitikken” helt, da Poul Nyrup Rasmussen - og senere Anders Fogh Rasmussen - valgte at lade Danmark deltage i NATO-operationer på Balkan.

 

Magtpolitikeren Putin.

Putin står spidsen for et land, som indtil 1917 var et gammelt zarrige som gennem århundreder var en stormagt i europæisk politik.

Putin har intention om igen at gøre sit post-sovjetiske Rusland til en stormagt - trods alle odds.

Ligesom sine forgængere i zarens Rusland og i Stalins Sovjetrusland fører Putin magtpolitik. En magtpolitik som ikke er baseret på universelle principper om international lov og ret eller på fredelig konfliktløsning.

Putin er ”realist” og trækker på skuldrene af de håbløse ”idealister” i den vestlige verden, der tror at de kan løse problemerne ved samtale og forhandling.

Putin tror ikke på, at verdens problemer løses ved forhandlingsborde og på internationale konferencer - men afgøres militært på slagmarken.

Det viser hans skjulte støtte til de pro-russiske militser i det østlige Ukraine og til Syriens præsident Bashar al-Assad.  

Det er den lære, som Putin har draget af historien. Og historien giver Putin ret.

Se bare på, hvad Stalin fik ud af ikke-angrebspagten med Nazi-Tyskland i 1939? Knap 2 år senere overfaldt Hitler Sovjetunionen - til Stalins store overraskelse.  

Stater kan ikke stole på hinanden.

Konklusionen - for Putin og hans udenrigspolitiske meningsfælle Marie Krarup - må være:

Kun håbløse ”idealister” kan tro på, at ”blød magt” som diplomati og forhandlinger er løsningen på verdens problemer.