12-02-2017

Til det værre - eller det bedre?

Er verden blevet et mere sikkert sted at leve - end for år tilbage?

Lad os nøjes med at gå at se på tiden efter 1945.

Den Kolde Krig (1947-1991) var ikke spor fredelig.

Der var masser af potentielt farlige situationer, som kunne have ført til en 3.verdenskrig.

Sammenstødet mellem USA og Folkerepublikken Kina på den koreanske halvø 1950-1953, som kostede hundredtusinder af menneskeliv.

Frankrigs nederlag i Indokina i 1954, som førte over i Vietnam-krigen, som først sluttede i 1975.    

Eller sammenstødet mellem USA og USSR på Cuba, som satte verdensfreden på spil i de hektiske dage i september 1962.

I disse tilfælde lykkedes det de daværende ”ansvarlige politikere” at hindre, at det udviklede sig til en verdensomspændende konflikt.

Den Kolde Krig var kendetegnet af bipolaritet, kun de to stormagter USA og USSR var i stand til at dominere verden.

Folkerepublikken Kina var endnu i gang med at udvikle sig fra et 3.verdens land til et industriland.

Hvis vi skal sammenligne de politiske leder fra den gang og i dag, falder sammenligningen ikke nødvendigvis ud til vore dages politiske ledere.

Hvem føler sig mere sikker på USA’s nyvalgte præsident Donald Trump målt med general Eisenhower, Nixon, Reagan, Carter, Clinton eller Obama?

Og hvem føler sig mere sikker med Ruslands præsident Vladimir Putin end med Stalin, Krustjov, Bresjnev eller Gorbatjov?

Måske er det mest sikre kort den kinesiske Folkerepubliks partibureaukrater, som kun i begrænset omfang tilstræber verdensherredømmet - at dømme efter deres egne udtalelser.

Hvis det er så som så med verdensfreden, hvad så med forholdene for borgerne i de tre lande, er de blevet bedre?

Har gennemsnits-amerikaneren det bedre i dag end i Eisenhowers 1950’ere, Kennedys 1960’ere, Nixons og Jimmy Carters 1970’ere, Reagans 1980’ere, Clintons 1990’ere eller George W. Bush’s 00’er?

Ikke at dømme efter tallet for realindkomstudviklingen. Her er reallønnen faldet de sidste 35 år.

Det politiske system er ikke blevet mindre dysfunktionelt end umiddelbart efter 2. verdenskrig - eller under Joseph Mccarthys antikommunistiske hetz i 1950’erne.

Har Sovjetborgerne fået det bedre efter USSR’s sammenbrud i 1991? Nogle har utvivlsomt fået det bedre, men det er på bekostning af de mange.

Nogle få oligarker har nydt godt at Sovjetstatens sammenbrud i 1991 og har formået at tiltuske sig en stor af landets naturrigdomme (fossile brændsler og metaller).

Landets præsident siden 2000 Vladimir Putin har ikke givet den sovjetiske befolkning sin frihed tilbage. Tværtimod har han skabt en totalitær politistat, som ikke lader USSR meget tilbage.

Mange russiske borgere længes tilbage efter de ”gode gamle dage” i Sovjetunionen.

Putin har en del til fælles med Sovjetstatens partibureaukrater. Han holder ikke af demokratiske frihedsrettigheder for borgerne og bekæmper med hård hånd ethvert tilløb til opposition til hans autokratiske styreform.      

Folkerepublikken Kina har gennemgået en enorm udvikling fra et tilbagestående udviklingsland til et i vidt omfang industrialiseret og teknologisk højtudviklet land på ganske få årtier.

Først efter Mao-Tse-tungs død i 1976 kom der for alvor gang i udviklingen hen mod markedsøkonomi.

Tilhængere af markedsøkonomi vendte tilbage til magten og gennemførte økonomiske reformer, som åbnede op for en kapitalistisk udvikling. Nu var det ikke længere forbundet med fare at ”gå den kapitalistiske vej” og at blive rig.

Den socialistiske Folkerepublik var blevet kapitalistisk, men med et partibureaukrati til at forvalte markedsøkonomien.

Det var på mange måder den omvendte verden.

Vil ledere som USA’s Donald Trump, Ruslands Vladimir Putin og Kinas Hu Jin Tao være i stand til at bevare verdensfreden til trods for alle konfliktzoner i verden:

Syrien, Yemen, Sudan, Mellemøsten, Østeuropa, det Sydkinesiske Hav?

Besidder de den nødvendige klogskab til at styre uden om alle de potentielle konflikter - på samme måde som verdens ledere gjorde det før dem?