09-02-2017

Magistrenes Pensionskasse investerer i tvivlsomt eventyr i Mozambique.

En af fordelene ved den danske ”arbejdsmarkedsmodel” er den pensionsopsparing - som lønmodtagere ansat på en overenskomst - får.  

En vis del af lønnen afsættes til opsparet pension, som så kan hæves den dag lønmodtageren når den ved lov fastsatte pensionsalder.  

Pensionskasserne er medlemmernes og bestyrelsen bliver på bedste demokratiske vis valgt på årlige generalforsamlinger.

For så vidt - er alt i sin skønneste orden.

 

Hvor demokratiske er pensionskasserne?

Men hvor stor indflydelse har pensionskassemedlemmerne på pensionskassens investeringer?

Mange pensionskasser har etiske kodekser for, hvor de må investere medlemmernes pensionsindbetalinger.

Nogle pensionskasser har f.eks. valgt ikke at ville investere i fossile brændsler eller i tobakskompagnier, fordi det ikke er foreneligt med det overvejende flertal af medlemmers ønsker.

Men retningslinjerne for investeringsobjekter er ikke altid lige klare.

Endnu mere uklart er det, hvem pensionskasserne sætter til at undersøge grundlaget for investeringer.

Medlemsvalgte bestyrelsesmedlemmer kan vel ikke forventes at have den store indsigt i den finansielle verden?

 

En uheldig investering.

Et uheldigt eksempel på en fejlslagen pensionskasse-investering har været fremme i medierne det seneste år.

I maj 2016 kunne dagbladet Information berette, at Magistrenes Pensionskasse havde investeret i et tunfiske-projekt i det afrikanske land Mozambique.

Mozambique fik først sin selvstændighed efter det portugisiske koloniriges sammenbrud i april 1974 - og har været styret af den befrielsesbevægelse, som bekæmpede det portugisiske kolonistyre, FRELIMO.

Med årene er FRELIMO-bevægelsens ledere - som enerådigt har sat sig på statsmagten i Mozambique - blevet stadig mere korrupte og mange af dens ledere stikker ofte offentlige midler i egne lommer.

Dette burde Magistrenes Pensionskasses finansielle rådgivere have været opmærksom på, da de valgte at investere i tunfiske-projektet Ematom.

Selskabets prospekt lød som sød musik i ørerne på den Internationale Valutafond og danske Danida, som i første omgang godkendte projektet.

Da selskabet imidlertid var privat - og ikke godkendt af parlamentet i Mozambique - trak IMF og Danida sin støtte.

Bag projektet stod ministre i den daværende regering. Nu var gode råd dyre, hvem skulle nu finansiere det på overfladen lovende projekt?

Selskabet måtte ud på det internationale lånemarked.

Med løfte om statsgodkendelse og statsgaranti lykkedes det parterne bag selskabet at opnå lån i 3 europæiske banker: schweiziske Credit Suisse, russiske VTB og franske BNP Paribas.

Lånene i Ematom beløber sig til 727 millioner dollars.  

Det har vist sig at være mere end staten Mozambique kan klare.

 

Mozambique i betalingsstandsning.

18. januar 2017 trådte staten Mozambique i betalingsstandsning - og er derfor ophørt med at betale renter på sine uindfriede lån.

Det betyder bl.a., at alle landets kreditorer kan kigge langt efter deres investerede penge i Mozambique.

For Magistrenes Pensionskasse betyder det, at den ikke længere får rente af sine obligationer i Ematom.  

Magistrenes Pensionskasse har i årevis gjort et stort nummer ud af at fortælle sine medlemmer, hvor meget deres professionelle investorer bestræbte sig på at placere medlemmernes pensionskassemidler så lukrativt som muligt.

Hvorfor har MP så ikke i tide solgt ud af sin beholdning af obligationer det tvivlsomme fiskeri-projekt i Mozambique?

IMF, Danida og MP’s søsterorganisation Unipension trak sig ud i tide, da det stod klart for alle, at der var tale om et ”svindelnummer” udført af korrupte afrikanske embedsmænd og politikere?

 

Bestyrelsens søforklaringer.  

Et godt spørgsmål, som MP’s bestyrelsesformand Egon Kristensen besvarer på følgende måde:

Som investor kan man godt vælge, at man ikke vil investere i lande, hvor der er problemer. Men så vil der ikke være ret mange lande, man kan investere i. Det som MP som investor gerne vil kendes på, er, hvordan vi reagerer, når vi møder uregelmæssigheder, som f.eks. korruption. Og her mener vi, at det gør mere gavn at arbejde for en udvikling i den rigtige retning end bare at vende ryggen til.”

Korruption, en uregelmæssighed i et afrikansk land? Udvikling i den ”rigtige retning”?

I en mail til dagbladet Information 9. februar præciserer Egon Kristensen bestyrelsesformand hvad han mener med en rigtig retning:

Det er rigtigt, at der siden har været en mindre god udvikling, og at landet nu har brug for en gældsnedskrivning for at komme videre. Det er desuden klart nu, at landets magthavere har haft deres egne agendaer og har tilbageholdt oplysninger fra investorerne og IMF. Det er desværre det der kan ske, når man investerer, når man investerer i Emerging Markets lande.”

 

Bestyrelsesformandens manglende viden og grænseløse naivitet.

Man skal lede længe efter mangel på indsigt i afrikanske forhold og en grænseløs naivitet, som den Egon Kristensen udviser.

Et er at MP’s medlemmer går glip af forrentningen af en dårligt placeret obligation, noget andet er spørgsmålet om, hvorfor MP ikke trak sig ud, når andre (Unipension og Danske Bank) fandt investeringen for risikabel.

Men skidt være med MP’s medlemmer - fristes man til at sige. MP’s medlemmer skal nok klare sig med en lidt mindre i pensionsopsparing.

 

Værst går det ud over befolkningen i Mozambique.  

Værre er det med befolkningen i Mozambique. De er de sande ofre for deres lederes korruption og personlige berigelse.

Hvis Egon Kristensen og andre medskyldige blot havde sat sig en smule ind i den måde, hvorpå mange afrikanske lande bliver styret på, havde han vist, at afrikanske ledere meget ofte er korrupte - og at regimerne uden overdrivelse kan med rette må betegnes som - kleptokratier.

Uden overdrivelse kan hovedparten af afrikanske ledere betegnes som tyveknægte og svindlere, som svindler med offentlige midler og stjæler af de offentlige kasser, og som udelukkende holder sig ved magten ved hjælp af væbnet magt, militæret.

Befolkningen er nu dem, der skal hæfte for de 5 milliarder, som svindelfirmaet Ematum skylder sine investorer.

Måske skulle Egon Kristensen og hans bestyrelse se sig lidt bedre for, inden han anbefaler MP at investere i ”emerging markets-countries”.

Pensionskassemedlemmer bør ikke trygt overlade det til hvem som helst at formøble deres pensionsopsparing, men underkaste deres valgte bestyrelse et kritisk eftersyn og en vedvarende kontrol.

Jeg håber, at MP’s medlemmer møder talstærkt op på årsmødet i april og udsætter den siddende bestyrelse for en nådesløs kritik for sin fejlslagne investering.     

 

Kilde:

Lise Møller Schilder: ”Vi har bidraget til befolkningens ulykke. Sandsynligvis kommer vi også til at tabe penge”. Dagbladet Information, 9. februar 2017.