08-02-2017

Venstrefløjens manglende politiske perspektiv.

Den danske venstrefløj synes at være helt uden perspektiv. Uden hverken mål eller midler.

Socialismens endemål er forsvundet helt ud af billedet - og tankerne.

Tillad mig en smule historie.

For mere end 100 siden - i slutningen af 1800-tallet - udspandt der sig en interessant diskussion i det daværende tyske Socialdemokrati.

Uenigheden stod mellem partiets tre fløje: en højrefløj omkring Eduard Bernstein, som havde tabt det socialistiske endemål af syne og som nu gjorde ”vejen til midlet”.

Højrefløjen havde i princippet opgivet det socialistiske samfund og mente, at Socialdemokratiet skulle arbejde indenfor det bestående kapitalistiske samfunds rammer og ad denne vej arbejde på at forbedre arbejderklassens (landproletariatets) levevilkår.

En midterfløj (Karl Kautsky og Rudolf Hilferding) havde ikke opgivet det socialistiske endemål, men var af den opfattelse, at det ”hele ville gå af sig selv”.

Det kapitalistiske samfunds indre modsætninger ville i sig selv betyde, at det uundgåeligt ville bryde sammen og at magten ville falde ned i skødet op arbejderklassen (og landproletariatet).

Som en ”appelsin i turbanen” fristes man til at sige.

Proletariatet ville få sin historiske mission opfyldt - og behøvede ikke nærmere anvisninger fra et kadreparti.

Kun en lille venstrefløj omkring Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg mente, at det var nødvendig med et revolutionært kadreparti, som kunne ”lede” masserne i den rigtige retning.

Disse to havde - udenfor Tyskland - meningsfæller i de russiske socialdemokrater Lenin og Trotsky.

I en historisk kontekst befinder den danske venstrefløj sig entydigt på det historiske Socialdemokratis højrefløj.

Langt størstedelen af den danske venstrefløj kalder sig ”demokratisk socialistisk” og er således på linje med den historiens Eduard Bernstein.

Det gælder Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Enkelte grupper på den yderste venstrefløj befinder sig politisk et sted mellem Kautskys (og Hilferdings) midterfløj og Liebknechts og Luxemburgs venstrefløj.

Stort set ingen repræsenterer længere den yderste politiske venstrefløj på linje med Liebknecht, Luxemburg, Lenin og Trotsky.

Marxismen som politisk filosofi, økonomisk teori og politisk videnskab er stort forsvundet fra jordens overflade i Danmark og findes ikke i nogen politisk organisation venstrefløjen eller andre steder i samfundet.

Den ”brede” venstrefløj hænger uhelbredeligt fast i ”parlamentarisk kretinisme” og har kun et mål: maksimal repræsentation i Folketing og kommunalbestyrelser.

Dette er ægte og skinbarlig reformisme i historisk forstand - og bør kaldes ved sit rette navn.

Endemålet er væk, vejen er alt.

Den reformistiske venstrefløj definerer sig i modsætning til det, den kalder ”gammelmarxisme”.

Begrebet eksisterer ikke i min ordbog. Enten er man revolutionær marxist (som Liebknecht, Luxemburg, Lenin og Trotsky) - eller også er man reformistisk i et eller andet omfang.  

Man er pr. definition imod en socialistiske revolution, men går ind for en ”gradvis” (gradualistisk) overgang til socialisme.

Denne afart af ”socialisme” findes ikke i virkeligheden, men er et stykke hjernespind, som ikke har rod i den historiske virkelighed og som ikke lader sig gøre at udføre i virkeligheden. Der er masser af eksempler herpå i historien (i nyere tid Chile under Allende).    

Ikke nok med det.

Historien viser, at det er en dødsensfarlig strategi, som fører arbejderklassen - og de lag af befolkningen som føler sig allieret med den - ud på et skæbnesvangert sidespor.

Der er altså ikke blot tale om en ideologisk uenighed, som kan tales bort gennem meningsudveksling. Men om to vidt forskellige og uforenelige strategier.

Den ene fører til socialisme; den anden gør det ikke. Vi går altså ikke samme vej, vi følges ikke en gang sammen - en del af vejen.

Ja, rent faktisk ender vi med at stå på hver sin side af barrikaden, som historien viser det.

Reformisterne står på den socialdemokratiske højrefløjs side som i Tyskland i november 1918, hvor Socialdemokratiets højrefløj og venstrefløj stod på hver sin side af barrikaderne.

Eller som under den Spanske Borgerkrig (1936-1939), hvor revolutionære marxister (og anarkister) dannede deres egne militser, som stod overfor reformister og kontrarevolutionære stalinister (en anden slags reformister) i kampen for den spanske Republik.

Reformister og stalinister mente, at kampen drejede sig om at forsvare det Republikkens borgerlige demokrati. Revolutionære marxister (trotskister og nogle syndikalistiske anarkister) mente, at det borgerlige demokrati umiddelbart burde gå over i en socialistisk revolution.

Stalinister i de Internationale Brigader bekæmpede trotskister, medlemmer af POUM og anarkister - og parterne stod på hver sin side af fronten.

Mønstret har senere gentaget sig adskillige andre steder i verden - og vil gentage sig en gang ud i fremtiden.

Tillad mig den ikke særligt opmuntrende konklusion for den reformistiske venstrefløj: Reformister (demokratiske socialister) og revolutionære marxister vil til sin tid befinde sig på hver sin side af barrikaderne, når og hvis revolutionære situationer igen skulle indtræde.

Hvis reformister synes det lyder som revolutionsromantisk pladder, så lad dem om det.

Det er i fald realistisk - og jeg har historien på min side.

Så uden på nogen måde at være hånlig eller hoven siger jeg:

”Dagens reformister vil vise sig som morgendagens kontrarevolutionære”.

I hundredåret for bolsjevikkernes socialistiske revolution november 1917 må det være passende at tale lige ud af posen - og udtrykke sig umisforståeligt.

Forhåbentligt til klarhed for alle.