08-02-2017

Korrumperede politikere.

At politikere tager mod bestikkelse eller er moralsk fordærvede er ikke noget nyt.

Medlemmer af det romerske Senat (og folketribuner) tilgodeså og gavnede deres egne tilhængere - mere end andre.

Dette forhold mellem en patron (giver) og klienten (modtager) forsatte gennem middelalderen - og er den dag i dag endnu ikke afskaffet.

Relationen mellem patron og klient hvilede på troskab og lydighed mellem parterne.

”Noget for noget”, fristes man til at omdøbe forholdet. Jeg giver for at du skal give. ’Do ut des’, som romerne sagde.

Selv ikke borgerskabets repræsentative demokrati formåede at afskaffe klientilisme mellem giver og modtager.

Hvis du giver mig din stemme, skal jeg sørge for at … du får visse- nærmere fastsatte goder - eller begunstigelser af en eller anden art.

Klientsystemet har tilsyneladende fungeret ”upåklageligt” i århundreder uden at vække den store opsigt. Kun få gange er det kommet til folkelige protester i historien.

Men det kan blive for meget, selv for de fleste - ellers lovlydige borgere - og det kan stride mod god ”parlamentarisk skik”, hvad det så end er.

Det findes et hav af eksempler på, at folkevalgte politikere har taget mod bestikkelse eller har brugt ”ufine” metoder i deres omgang med offentlige midler.

Og vi har med garanti ikke set det sidste eksempel på korrumperede politikere.

Lad os tage nogle af de seneste eksempler fra Frankrig:

Francois Fillon, fransk præsidentkandidat, som indtil for ganske nylig - at dømme efter medierne - havde en uplettet fortid som toppolitiker i Frankrig.  

Fillon blev for nyligt af et flertal af borgerlige vælgere i Frankrig kåret som deres foretrukne kandidat ved et såkaldt primærvalg op til præsidentvalget i Frankrig, som finder sted af to omgange i marts og april 2017.

Francois Fillon var før han blev kandidat til præsidentvalget først minister i Nicolas Sarkozys regering, dernæst selv premierminister for sin egen regering.

Der var derfor et ”naturligt” spring i hans politiske karriere at stille op som præsidentkandidat.

Et lille obskurt fransk satireblad ”Le Canard Enchainé” (den lænkede and) kunne afsløre, at Francois Fillon i sin lange karriere som minister under Nicolas Sarkozy har haft sin kone Penelope ansat som sin personlige assistent - og at hun i løbet af en årrække blev lønnet med et anseligt millionbeløb af den franske stat.

 Jamen, det er da ikke korruption, kunne man indvende. Hvad ulovligt er der i at ansætte sin kone som sin personlige assistent?

Måske ikke ligefrem korruption, men så nepotisme da?

Fillons kone Penelope Fillon har tilsyneladende ikke ydet noget for sit klækkelige honorar, men har ifølge Fillon ”arbejdet hjemmefra” - på sin computer må man formode.

I adskillige interview har den jurauddannede Penelope ellers gjort et stort nummer ud at fortælle hele verden, at hun var hjemmegående husmor.

Så der er noget der ikke helt stemmer i Francois Fillons kække forsøg på at fremstille det som udslag af en ondsindet ”smudskampagne”, som hans politiske modstandere skulle have iværksat for at ”bagtale” ham.

Francois Fillon er langt fra den eneste franske politiker, som har båret ”dumt” ad.

Den ’socialistiske’ Jérome Cahuzac måtte for nogle år siden træde af som budgetminister - og blev idømt 3 års fængsel for skattesvig, da det kom frem, at han havde hemmelige bankkonti i skattelyet Schweiz.

[Dette skabte plads til Emanuel Macron, som nu har brudt med Socialistpartiet og stiller op som præsidentkandidat].

At korruption ikke er forbeholdt den borgerlige fløj kunne norsk fødte og fransk gift Eva Joly, da hun som fransk undersøgelsesdommer kunne afsløre, at den ’socialistiske’ udenrigsminister Roland Dumas havde taget imod bestikkelse ved salg af franske ubåde til Taiwan.

Vi forsætter for en stund den uendelige række af korruptionssager mod franske politikere:

Den forhenværende præsident og premierminister Jacques Chirac blev i 2011 dømt to års betinget fængsel for ”fiktive ansættelser”, da hu i 1980’erne var borgmester i Paris.

At Chirac først nu er dømt, skyldes at han indtil han gik af som præsident havde ”parlamentarisk immunitet”.

En af Chiracs nærmeste medarbejder på rådhuset i Paris var den vragede borgerlige kandidat (som tabte til Fillon) Alain Juppé, som også modtog en dom - og derefter rejste til Canada, hvor han underviste på et universitet.  

Ejeren af flyfabrikkerne Dassault, Marcel Dassault er her i 2017 - som medlem af den franske Nationalforsamling - blevet dømt til at skulle betale 15 millioner kroner i skattesvig.

Sidst har anklagemyndigheden besluttet at rejse tiltale mod den forhenværende præsident og premierminister Nicolas Sarkozy for ”ulovlig finansiering ” af sin valgkamp i 2012.

Så man kan vist roligt sige, at mange franske politikere ”sidder i suppedasen” - for så vidt angår korruption og nepotisme.

Adskillige franske toppolitikere ser ud til at have ”en rem af huden”.

 

Marine Le Pen - en undtagelse?

Er der da ikke nogle undtagelser blandt franske politikere?

Marine Le Pen må da være en undtagelse?

Hun har jo i årevis tordnet løs mod de ”korrumperede” franske politikere og hånet den ”klasse af korrupte politikere”, som styrer Frankrig.

Hun må da selv være ”uskyldsren”, som hun fører sig frem?

Nej, viser det sig nu.

Marine Le Pen og hendes ”marineblå bølge” har brugt midler fra EU’s kasser (EU-parlamentet) til at aflønne sin personlige livvagt.

Når selv ikke den mest ”uskyldsrene” politiker går fri for beskyldninger for at have misbrugt borgernes skattepenge på ulovlig vis, hvor er vi så henne?

Nåh jo. Vi kender det jo fra vort eget lille land. Husker nogen endnu Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, medlem af EU-parlamentet.

Som næstformand for den gruppe i EU-parlamentet - som Dansk Folkeparti tilhører - har han foranlediget, at Dansk Folkeparti har brugt pengene til formål, som ikke var tiltænkt fra EU’s side.

Midlerne var udelukkende beregnet til brug til partiernes oplysning om EU og kunne ikke bruge til nationalpolitiske formål.

 

Så alle slags politikere kan altså tænkes af ville tage af ”klejnekassen”. Ingen går tilsyneladende fri uanset hvor ”uskyldsrene” de optræder.

Moralen er som den altid har været: Stik din snabel så langt ned i de offentlige kasser - og sug til, så godt du kan.   

Det er der - som skrevet ovenfor - desværre ikke noget nyt i.

Politikerne kalkulerer sikkert med, at den offentlige hukommelse ikke rækker særligt langt tilbage.

Deres forventning synes at være at ”tiden læger alle sår” og at der kommer en dag efter denne - ellers var de vel for længst holdt op med at lade sig korrumpere.

Formanden for den franske afdeling af Transparency International Daniel Lebégue mener, at der er forskel på Frankrig og Nordeuropa i holdningen til korruption:

I andre lande, især i Nordeuropa, havde Francois Fillon for længst været nødt til at trække sig. I Frankrig eksisterer der stadig en etisk gråzone, hvor man for eksempel finder det forkert at favorisere sine nærmeste.”

Det er jeg nu ikke så sikker på.

Kan nogen stadig huske Venstrepolitikeren P. A. Alberti, der som justitsminister blev dømt for groft økonomisk svig og bedrageri i 1908?

Alberti begik det største svig og bedrageri nogensinde i Danmarkshistorien - og endte med at rive J.C. Christensens Venstre-regering med i faldet.    

 

Kilde:

Birthe Pedersen: Frankrig politiske elite føler sig hævet over loven. Kristeligt Dagblad, 8. februar 2017.

Kaare R. Skov: Magtens forblændelse. Hvordan justitsminister P. A. Alberti endte som danmarkshistoriens største svindler. Peoples Press. 2016.