05-02-2017

Venstrefløjens afmægtighed.

Dette er en kommentar til professor emeritus Claus Brylds indlæg i dagbladet Information 4. februar 2017: ”Det er nu, venstrefløjen skal forene sig mod nationalismen”.  

Lad mig til en begyndelse fastslå, at jeg deler Claus Brylds (CB) opfattelse af, at det er nødvendigt at drage ved lære af arbejderbevægelsens historiske erfaringer både de positive og de negative.

Til gengæld deler jeg ikke den lære, som CB drager af den tyske arbejderbevægelses historiske nederlag ved Hitlers magtovertagelse i 1933 - og af årsagerne hertil.

Det er min påstand, at den ”brede venstrefløj” som den ser ud i dag ikke vil være i stand til at stille noget op mod nazisme og fascisme.

 

Tag ved lære af historien.

Lad os først se på de historiske årsager til, at den tyske ”venstrefløj” ikke var i stand til at stille noget op mod en højreradikal og nationalistisk bevægelse som Hitlers NSDAP.

Vi kan hurtigt afskrive lederne af det tyske Socialdemokrati som nogle der kunne forhindre, at Tyskland blev overtaget af Hitler og nazisterne.

Derimod bør vi ikke afskrive de millioner af socialdemokratiske arbejdere, som længe nærede ubegrænset tillid til deres socialdemokratiske ledere.

De socialdemokratiske ledere begik ”forræderi” 4. august 1914 ved i den tyske Rigsdag at stemme for de tyske krigskreditter.

De socialdemokratiske ledere kvalte Novemberrevolutionen 1918 ved kun på skrømt at medvirke til dannelse af en socialistisk Rådsrepublik.  

De socialdemokratiske partiledere ønskede ikke et socialistisk samfund i Tyskland efter krigen og bekæmpede af al magt de etablerede råd, som blev skabt af de hjemvendte soldater og af arbejdere.

Socialdemokratiet spillede en fremtrædende rolle i den borgerlige og demokratiske Weimarrepublik - lige indtil de herskende klasser i Tyskland ikke længere havde brug for de reformistiske partilederes støtte til at opretholde det borgerlige demokrati.

Socialdemokratiet lod sig bruge som redskab for de herskende klasser - lige indtil de foretrak Hitler frem for faren for et proletarisk diktatur.

Den anden del af arbejderbevægelse, kommunisterne (bedre stalinisterne) optrådte ligeledes som forrædere af arbejderklassen.

Kommunisterne havde i 1919 dannet Kommunistisk Internationale i protest mod socialdemokraternes klasseforræderi.

Bevægelsen degenererede hurtigt efter den russiske Oktoberrevolution i 1917 - og nåede aldrig fort alvor at spille rollen som verdensrevolutionens generalstab.

I løbet af 1920’erne havde Stalin underlagt sig Komintern og dikterede helt og aldeles Kominterns politik i de enkelte lande.

De nationale sektioner i Komintern fastlagde ikke længere deres egen politik, som blev dikteret fra Moskva og underordnet Stalins Sovjetstats udenrigspolitiske interesser.

Den tyske arbejderklasse kunne umuligt have tillid til et parti, som først udpegede sine socialdemokratiske klassefæller som ”socialforrædere” (sekterisme) - for dernæst uden varsel og alt for sent at slå over i en ”enhedsfrontpolitik fra oven”, som mere var fremtvunget af et pres fra den reformistiske del af arbejderbevægelsen (opportunisme).

Partiet havde set passivt til, at de herskende klasser skubbede Hitler foran sig som en af løsningsmulighederne på deres økonomiske og politiske problemer i Weimar-republikkens sidste dage.

De reformistiske og stalinistiske ledere var således skyld i, at den tyske arbejderbevægelse stod forsvarsløs, da Hitler af de herskende klasser blev holdt frem som en løsning.

Arbejderbevægelsens ledere kendte konsekvensen af, at de herskende klasser overlod Hitler magten: Fysisk tilintetgørelse af hele arbejderbevægelsen, dens ejendomme, aviser og fængsling (og tortur) af mange af dens ledere.

Det var et historisk nederlag af rang for den tyske arbejderbevægelse, som det tog mange årtier at komme sig over - og et gigantisk tilbageslag for verdens største stærkeste arbejderbevægelse.

En ægte og oprigtig ”enhedsfrontpolitik” havde været det eneste rigtige, men blev kun fremført af små grupper udenfor de to store partier.  

Stalins og Kominterns lære af det historiske nederlag i Tyskland blev ”folkefrontspolitikken”, som blev den officielle linje i 1934.

Nu blev enhed i arbejderbevægelsen skiftet ud med et klassesamarbejde med det ”antifascistiske” del af borgerskabet og småborgerskabet.

Denne skæbnesvangre politik var for længst afprøvet i Kina i 1920’erne og havde vist sig katastrofal og blev nu - med lige så skæbnesvangert resultat - afprøvet i det republikanske Spanien i 1936.

 

Misbrug ikke historien.  

Der er absolut ikke grund til at gentage arbejderbevægelsens historiske fejltagelser, men bruge de historiske erfaringer som udgangspunkt for fastlæggelse af en nutidig politisk strategi.

Det er Claus Brylds opfattelse, at ”centrum-venstre” skal forene sig i en bred front (om hvad?) for at bekæmpe den fremadstormende nationalisme i Danmark såvel som andre steder.

Claus Bryld definerer ”centrum-venstre” som rækkende fra det Radikale Venstre, Alternativet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Disse ”progressive” kræfter, som har samme holdning ”international ret, menneskeret, ligestilling, sociale rettigheder m.m.” skal finde sammen i en national alliance for at dæmme op for den fremadskridende nationalisme.

Denne brede samling på tværs af klasserne, som ikke har udgangspunkt i bestemte klasser og lag i befolkningen forekommer mig at være lig den ”folkefrontsstrategi” som Stalins Komintern anbefalede i 1934.

Den gang som nu vil den med garanti ikke være i stand til at bekæmpe hverken fascisme, nazisme eller ekstrem nationalisme.

Det er opskriften på en nederlagspolitik, som historisk set har vist sig ikke at virke - og ikke at medføre det ønskede resultat. Hvorfor så gentage den?

Endvidere synes Claus Bryld at mene, at ”centrum-venstre” bør indtage en EU-venlig holdning.

Når man som ”centrum-venstre” tilsyneladende befinder sig i en trængt situation og ikke kan se en udvej herpå, leder man efter mulige løsninger.

Den Europæiske Union er ikke nogen løsning på de mange problemer som verden står over for: økonomiske, politiske, sociale og miljømæssige.

EU kan ikke af ”centrum-venstre” forvandles til en ideologiernes kampplads. EU er grundlagt på liberalistiske principper (ganske vist med toldmure omkring sig) og er absolut uegnet til at bekæmpe nationalisme og højreradikalisme.

Der skal helt andre boller på suppen end dem Claus Bryld henviser til.