02-02-2017

Vore hjemlige Trumpister.

Siden Dansk Folkepartis dannelse i 1995 har der blandt meningsdannere hersket stor forvirring om, hvorledes man skulle betegne partiet. Var det et nationalt konservativt parti, et halvvejs socialdemokratisk eller skulle man hellere det et højrepopulistisk parti?

Selv ville partiets ubestridte leder og skaber Pia Kjærsgaard helst betegne sig som ”et parti i midten af dansk politik” og helst ikke have hæftet en ideologisk betegnelse på sig.  

Når lærebøger i samfundsfag placerede partiet på den yderste højrefløj protesterede Pia Kjærsgaard og krævede bøgerne skrevet om.

Til trods for den store forvirring tror jeg nu, at partiet har fundet sin plads - nemlig i den lange række af Trump-beundrere i Europa, som alle hylder USA’s ny ”stærke mand” Donald Trump.

Dansk Folkeparti har ikke tradition for at være særlig præcis i sin udenrigspolitik, men har dog dristet til at kritisere den ”aktivistiske” udenrigspolitik som skiftende danske regeringer har ført siden krigene i 1990’erne på Balkan.

Socialdemokraten Nyrup Rasmussen stod skulder ved skulder med George W. Bush, da han i 2001 sendte hele verden i ”krig mod terror” i Afghanistan.

Venstres Anders Fogh Rasmussen fortsatte Danmarks ”aktivistiske” politik og lod sig rive med af Bush’s krigsbegejstring, da han i 2003 - på bedragerisk vis - sendte hele verden ud i en krig mod den tyranniske Saddam Husseins formodede ”masseødelæggelsesvåben”.

Dansk Folkeparti har draget ved lære af disse to skæbnesvangre krige og erklærer nu i bagklogskabens klare lys, at danske soldater aldrig skal drage i krig for høje idealer om menneskerettigheder og demokrati.

Danske soldater skal forsvare Danmarks grænser og nærområder. Ikke flere kostbare krigseventyr, som belaster statsbudgettet og som ikke bringer fred, men snarere forværrer problemerne i lande, som alligevel ikke ønsker vort samfundssystem - og som tilsyneladende vil bekæmpe det med ethvert middel.

Lidt ligesom Trump og konsorter i USA ser DF ”radikal islam” som hovedfjenden - og i mindre grad Putins Rusland.

Lidt lige som Trump har Dansk Folkepartis Marie Krarup ufrivilligt pådraget sig stemplet som Putin-venlig, fordi hun har påpeget, at hun (og DF) ikke mener, at EU og NATO har gjort nok for at løse krisen i Ukraine. Hun mener sågar, at EU og NATO har bidraget til at forværre problemerne i Ukraine og indirekte har medvirket til Ruslands invasion af Krim-halvøen.

På flere punkter minder Dansk Folkepartis og Trumps politik således om hinanden.

Er der andre lighedspunkter?

Trump bliver af den brede offentlighed betragtet som noget af en paria i det politiske liv.

Det gjorde Dansk Folkepartis forgænger Mogens Glistrups Fremskridtsparti også i starten. Således ville Venstres Poul Hartling ikke danne regering med Fremskridtspartiets 28 mandater i 1973.

Hartling ville hellere danne en utrolig ”smal” Venstreregering på 22 mandater.

Senere ”modererede” Pia Kjærsgaard Fremskridtspartiet og dannede i 1995 Dansk Folkeparti.

I dag er partiet ikke bare blevet ”stuerent” - men er helt inde i varmen på Christiansborg som parlamentarisk grundlag for den siddende VLAK-regering.

Så moralen må være: Selvom man er vokset op i en andegård, kan man godt blive en smuk svane.

Går det nu på samme måde med amerikanske Trump? Vil han også med tiden blive accepteret som ”mainstream” i amerikansk politik?

Jeg tvivler. USA er trods alt ikke Danmark.

Og Dansk Folkepartis Søren Espersen er ikke Donald Trump, men visse lighedstegn er der da.