01-02-2017

Var Cuba nogensinde socialistisk?

På den revolutionære venstrefløj har der lige siden 2. verdenskrig (og før) været uenighed om, hvorledes de samfundsomvæltninger, som fandt sted umiddelbart efter 2. verdenskrig i de såkaldte ”Folkedemokratier”.

Samfundsomvæltningerne blev gennemført af staliniserede kommunistpartier, som ikke var hverken marxistiske eller revolutionære, skønt de selv hævdede at være det.

De staliniserede kommunistpartier kom til magten, dels fordi Stalins Røde Hær som led i krigen mod Hitler-Tyskland havde trængt de tyske tropper et godt stykke mod Vest.  

Dels fordi de staliniserede kommunistpartier ”kuppede” sig til magten under falske forudsætninger. De lod som om de accepterede de demokratiske spilleregler, men gjorde det alligevel ikke.

De staliniserede kommunistpartier havde allieret sig med den antifascistiske del af borgerskabet, småborgerskabet og bondestanden i en ”folkelig” front vendt mod ”monopolkapitalen”.

De staliniserede kommunistpartier overtog regeringsmagten i en koalition med borgerlige og socialdemokratiske partier, hvor de sørgede for at sætte sig på de strategiske ministerposter, som gav dem magten: indenrigs -og sikkerhedsministeriet, forsvarsministeriet.

På denne måde kunne de erobre magten ”indefra” og langsomt undergrave den borgerlige statsmagt til egne formål, til at oprette et ”Folkedemokrati”.

 

Samfundsomvæltningen i Rusland november 1917 var proletarisk.

Det var ikke den måde de russiske bolsjevikker kom til magten i Rusland i november 1917.

Selv om Rusland overvejende var et agrarsamfund og 80 % af landets befolkning bestod af bønder, var bolsjevikkerne proletariske i den forstand at de repræsenterede den mest militante del af den russiske arbejderklasse.

Bolsjevikkernes magtovertagelse var en proletarisk revolution, anført af et revolutionært marxistisk parti, bolsjevikkerne.

Da de staliniserede kinesiske kommunister i 1949 tog magten i den kinesiske Folkerepublik var omvæltningen anført af et kommunistparti, som i perioder havde allieret sig med Chiang Kai Chek’s Kuo Minh Tang, som var en borgerlig national befrielsesbevægelse, som fik hjælp fra USA.

De staliniserede kinesiske kommunister baserede sig primært på de kinesiske bondemasser og ikke på arbejderklassen i byerne. Maos Røde Hær bestod næsten udelukkende af bønder, ikke af arbejdere.

De kinesiske kommunisters omvæltning i Kina sigtede i første omgang ikke på at oprette et proletarisk diktatur, men en ny form for demokrati.

Mao Tse Tung havde for længst brudt med marxismen og havde udviklet sin egen kinesiske ”socialisme”.

Både omvæltningerne i Folkedemokratierne i Central -og Østeuropa og i Kina skabte stor forvirring i den trotskistiske bevægelse.

Hvorledes skulle man med rette betegne disse ny samfundstyper, som tilsyneladende hverken var renlivede ”arbejderstater” eller rene kapitalistiske stater?

Stalins Sovjetrusland var i den grad bureaukratisk degenereret og blev derfor kaldt en ”degenereret arbejderstat”.

Hvad skulle trotskister nu kalde Folkedemokratierne og Kina?   

Samfundsomvæltningerne mindede jo lang fra om bolsjevikkerne i Rusland i november 1917.

Man opfandt en ny kategori og kaldte Folkedemokratierne (og Kina) ”deformerede arbejderstater”.

Nogle trotskister foretrak at kalde disse ny stater for ”statskapitalistiske” og forvirringen var total i den trotskistiske bevægelse.

I 1953 splittedes så den internationale trotskistiske bevægelse i to halvdele:

Amerikanske Cannon, britiske Healey og franske Lambert dannede deres egen 4. Internationale og overlod det Internationale Sekretariat til Michel Pablo, Pierre Frank, Ernest Mandel og Livio Maitan.

Ved årsskiftet 1958/59 lykkedes det en småborgerlig national guerillabevægelse på Cuba at erobre magten fra diktatoren Fulgencio Batista.

26. juli bevægelsen som guerillabevægelsen kaldte sig var anført af en vis Fidel Castro.

Den trotskistiske bevægelse skulle nu afgøre sit forhold til Castros småborgerlige nationalistiske bevægelse.

Udgangspunktet var ret klart: 26. juli-bevægelsen var ikke revolutionær marxistisk og ønskede ikke et socialistisk samfund.

Bevægelsen var småborgerlig nationalistisk og som sådan rettet mod den hjemlige nationale kapital, og anti-imperialistisk rettet mod USA, som sad på store dele af øens sukkerindustri m.m.

Trotskister kunne støtte bevægelsens anti-imperialistiske kamp mod den hjemlige kapital og dens amerikanske imperialistiske støtter.

Øens geografiske placering tæt på den amerikanske kyst og den Kolde Krig mellem USA og USSR gjorde Cuba til ”interessesfære” for begge stormagter.

USA så med stor uro på Cuba som en potentiel allieret for USSR og forsøgte at omstyrte Fidel Castro regime ved en væbnet invasion i Svinebugten i 1961.

USA’s forsøg på invasion mislykkedes, da Castro formåede at mobilisere den cubanske befolkning i kamp mod den amerikanske imperialisme.

Efter Cuba-krisen 1962 valgte Castro side til fordel for USSR og betegnede sig nu som ”marxist” og som tilhørende blokken med USSR og Østblok-landene og hans 26. juli bevægelse fusionerede nu med det cubanske kommunistparti.  

Den splittede trotskistiske bevægelse skulle nu tage stilling til Cuba: Der var i princippet tre muligheder:

1. Cuba var en ”deformeret arbejderstat” på linje med de europæiske ”Folkedemokratier” (Mandel, Frank og Maitan).

2. Cuba var ”kapitalistisk” (britiske Healey)

3. Cuba var godt på vej til at blive en ”arbejderstat” (Michel Pablo).

 

Lutte Ouvrieres kritik af den trotskistiske bevægelse.

Den franske trotskistiske gruppe Lutte Ouvriére har aldrig været tilknyttet de to Internationaler - og har i anledning af Fidel Castros nylige død skrevet en artikel i gruppens seneste nummer af sit teoretiske tidsskrift.

Heri kritiseres de to ”trotskistiske” Internationaler (USFI og (ICFI) for at svigte deres politiske udgangspunkt og for følgagtighed overfor diverse småborgerlige og nationalistiske bevægelser i den 3. verden.

Som eksempel nævnes Michel Pablo, som var et ledende medlem af det Internationale Sekretariat (IS).

Pablo skrev i 1961 et brev til Fidel Castro hvori han roste ham til skyerne og kaldte ham en sand efterfølger til Marx, Lenin, Trotsky og Rosa Luxemburg.

Pablo erstattede i stigende omfang arbejderklassen som revolutionens subjekt med bondemasserne og landarbejderne i den 3.verden - og forkastede dermed sin marxistiske grundlærdom.

Begge 4. Internationaler degenererede og endte som filialer af diverse diktaturer i den 3. verden.

Pablo indledte et samarbejde med den algeriske befrielsesbevægelses leder Ben Bella indtil denne blev afsat af rivaliserende generaler.    

Amerikanske Socialist Workers Party (SWP) mente i 1970’erne at kunne danne en ny ”leninistisk Internationale” sammen med regimerne i Cuba, Nicaragua og Grenada.

Britiske Workers Revolutionary Party (WRP) indledte i 1970’erne et samarbejde med Libyens oberst Gadaffi.

Blandt andet på baggrund af ovenstående må det konstateres, at den trotskistiske bevægelses degeneration nu så fremskreden, at det er højst tvivlsomt, om den nogensinde formår at genopstå.

 

Kilde:

URL: http://mensuel.lutte-ouvriere.org/2017/01/22/le-mouvement-trotskyste-et-la-revolution-cubaine_75205.html