01-02-2017

Oraklet Francis Fukuyama.

Uheldig prognose.

Husker I den amerikanske politolog Francis Fukuyama, som efter Berlin-murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 skrev en bog med den kategoriske titel ”The End of History”, (Historiens slutning)?

Politologen Francis Fukuyama forudså i sin bog, at det liberale demokrati i USA og Vesteuropa endegyldigt havde besejret ”socialismen” i USSR og Østeuropa.

Den Kolde Krig var omsider forbi og slaget mellem kapitalisme og ”kommunisme” var faldet ud til fordel for den vestlige kapitalistiske verden.

Francis Fukuyama glemte i sin begejstring over, at kapitalismens markedsøkonomi havde vist at være den ”socialistiske” planøkonomi overlegen, at der stadig var ”lommer” af ”kommunisme” i store dele af det forgangne USSR.

Godt nok var USSR opløst og det kommunistiske parti opløst, men dele af den sammenbrudte union bevarede meget af den samme struktur som i det gamle Sovjetunionen.

De samme gamle partibosser bevarede magten i flere af de postsovjetiske republikker, f.eks. i Transkaukasien.

Og havde Fukuyama helt glemt Hvide-Rusland, Nordkorea og Cuba?

 

Knap så levedygtige liberale demokratier.

Oraklet Fukuyama blev hurtigt skuffet i sin forudsigelse om verdens gang, da de liberale demokratier viste sig at være knap så levedygtige, som Fukuyama havde forestillet sig.

Mange liberale demokratier viste sig at være lidet stabile og knap så liberale, som Fukuyama kunne have ønsket sig. Det liberale demokrati krakelerede visse steder og viste stadig flere tegn på manglende liberalisme - og begrebet illiberalt demokrati opstod.

 

Oraklet Fukuyama ser ikke særligt klart.  

Med valget af Donald Trump som amerikansk præsident forsøger oraklet Fukuyama sig igen med en analyse.

Den fremtrædende politolog er skeptisk overfor Trump som præsident, men mener nu nok, at det amerikanske demokrati vil vise stærkt nok til at modstå Trumps forsøg på at omgå det.

Dagbladet Information kan på forsiden 1. februar 2017 referere Fukuyama for at mene, at de indbyggede kontrolinstanser i systemet og især republikanske lovgiveres interesse i ikke at blive straffet af vælgerne ved midtvejsvalget til Kongressen i 2018, vil stække Trumps mulige forsøg på at tilegne sig mere magt end tidligere præsidenter.

 

Fænomenet Trump.

Jeg tror, at Fukuyama tager fejl i sin analyse af fænomenet Trump. Trump er ikke en traditionel borgerlig demokrat, som nødvendigvis vil respektere den amerikanske forfatning og dens princip om ”checks and balances”, dvs. magtfordelingen mellem de tre instanser: præsident, Kongres og Højesteret.

Ifølge Fukuyama står valget i USA mellem ”et dysfunktionelt og lammet politisk system [som under Obama] eller en nyindsat præsident, der håndfast prøver at få sine valgløfter ført ud i livet”.    

At vælge mellem disse to onder er åbenbart ikke svært for Fukuyama: ”Fortsat dødvande og lammelse [som under Obama] vil kun overbevise folk om, at systemet er brudt fundamentalt sammen, at det kun kan reddes af en leder, der bryder alle regler”. (i webmagasinet politico).

Efter denne dystre konstatering føjer Fukuyama til: ”Det øjeblik, hvor spillereglerne forvanskes i en sådan grad, at det bliver umuligt at drage politiske magthavere til ansvar, er øjeblikket, hvor systemet overgår fra et reelt liberalt demokrati til et autoritært skindemokrati.”

Vi må spørge Fukuyama om han foretrækker ”fortsat dødvande og lammelse” med en demokratisk præsident og et republikansk flertal i Kongressen, som modarbejder hinanden - eller om han hellere vil have en ”stærk mand” som Trump, som skider højt og flot på de demokratiske spilleregler og den amerikanske forfatnings bestemmelser om ”checks and balances”?

Vi må ligeledes spørge Fukuyama om, hvornår det liberale demokrati overgår til at blive et ”autoritært skindemokrati”?

Er det allerede sket med valget af Trump og hans udemokratiske magtudøvelse - eller vil Fukuyama vente yderligere på at se, om ikke Trump skulle arte sig lidt pænere i overensstemmelse med den amerikanske forfatning?

Mens Fukuyama således sætter sin lid til, at det republikanske flertal i Kongressen nok skal få styr på Trump og opfordrer til ”årvågenhed fra civilsamfundet og pressen”, føler vi os ikke helt trygge ved Fukuyamas forsikring.

Vi har ikke den samme tillid til demokratiske institutioners evne til at modvirke Trumps og konsorters udemokratiske fremfærd som Fukuyama.

Historien viser, at når det kommer til stykket vil demokratiet vige for diktatoriske forsøg på at nedbryde det.

Historien giver os masser af eksempler herpå.

Det bedste er den tyske Weimarrepublik i mellemkrigstiden, hvor demokrater fandt sig i at demokratiets modstandere fik lov til langsomt men sikkert at undergrave den demokratiske republik.

Amerikas Forenede Stater har en republikansk forfatning, som lige så nemt kan undergraves af udemokratiske elementer som Donald Trump og hans administration.  

På papiret ser alt godt ud.

”Checks and balances” mellem de tre magtinstanser. Men hvis den ene af de tre instanser (præsidenten) lader hånt om de to andre, bryder systemet sammen.

Og hvad så?

 

Kilde:

Martin Burcharth: Kan det amerikanske system styre Donald Trump? Dagbladet Information, 1. februar 2017.