31-01-2017

Ytringsfrihedens frontkæmpere.

Læserne af den borgerlige Weekendavis har valgt en bog (De besatte) af Jyllandspostens forhenværende kulturredaktør Flemming Rose (som nu ikke længere er ansat på avisen) til årets bog.

Jyllandsposten var den danske avis som i 2005 gjorde sig verdenskendt ved at offentliggøre 12 satiriske tegninger af profeten Muhammed i islam.

Tegningerne vakte som bekendt en del ”røre” - ikke mindst uden for den danske ”andedam” i den muslimske verden.

Tegningerne blev af mange muslimer opfattet som en krænkelse af deres religiøse tro, fordi nogle af tegningerne viste profeten, som ikke var helt efter forskrifterne i islam.

Tegningerne gav anledning til den såkaldte ”cartoon-crisis”(tegneseriekrise) og blev initieret af forskellige kræfter i den muslimske verden.

Læs Ahmed Akkaris beretning om konfliktens optrapning i hans bog ”Min afsked med islamismen” (Berlingske Media Forlag, 2016) om den ”danske forbindelse” til konflikten.

Jyllandsposten var med de satiriske regninger gået forrest i kampen for ytringsfrihed, mens andre dagblade (herunder dagbladet Politiken) tog afstand fra Jyllandsposten dristige vovemod.

Offentliggørelsen af tegningerne startede med rette en debat om ytringsfrihed - og om der bør sættes grænser for ytringsfrihed.

Skal der være andre instanser end danske domstole til at afgøre om ytringsfriheden er brugt forsvarligt?

Ytringsfriheden har efter min mening kun en begrænsning: Ingen må i skrift eller tale ustraffet kunne opfordre til at begå overgreb på andre af nogen art.

Der bør efter min mening ingen andre grænser være for ytringsfrihed end den grænse, som i tilfælde af en anlagt injuriesag kan anlægges ved domstolene.

Væk med straffelovens såkaldte ”blasfemiparagraf” fra 1930’erne. Man bekæmper ikke totalitære ideologier ved at indskrænke ytringsfriheden.

 

Burde Hitlers ”Mein Kampf” være offentliggjort?  

For tiden udspiller der sig i Tyskland en debat om, hvorvidt Hitlers ”Mein Kampf” burde være udgivet.

Bogen er for længst oversat til dansk og er nu udgivet på tysk i en kommenteret udgave, så alle har en chance for at gøre sig bekendt med Hitlers kampskrift (vist nok skrevet af ham selv, da han sad i fængsel efter sit mislykkede ”ølstuekup” i München i 1924).

Forkvinde for det jødiske samfund i München Charlotte Knoblouch udtaler i et interview i Kristeligt Dagblad 28. januar 2017 i anledning af udgivelsen:

Den samfundsmæssige diskussion om den nazistiske periode er ikke beriget af, at man koncentrerer sig om Hitler. Det vi har brug for lige nu, er en diskussion om, hvad samfundet er villig til at støtte, og hvor hurtigt radikalisering og menneskeforagt kan blive banebrydende. Demokrati og frihed, civilisationens resultater, er sårbare og ødelæggende kræfter er på fremmarch overalt i Europa. Hvis man ønsker at stoppe og hindre dem må man erkende, hvor farlige disse tanker er, og hvor mange mennesker der er klar til at acceptere umenneskeligheder.”

Tobias Stern Johansen: Burde tyskerne aldrig have genudgivet ”Mein Kampf”?, Kristeligt Dagblad. 28. januar 2017).

Svaret til Knoblouch må være: Historien viser os, at Hitler og andre potentielle diktatorer ikke bekæmpes ved at forsøge at tie dem ihjel. Det lader sig ikke gøre. Nazisternes foretrukne våben var ikke ord, men slagvåben, som blev brugt til at tæve politiske modstandere med og en mængde symboler så som sange, marcher, friluftsliv, faner, uniformer store parader parret med en mystisk blanding af politisk ideologi og racehad.     

Nazisternes mange verbale udgydelser i den nazistiske presse var ikke det vigtigste i deres propagandafelttog, men den atmosfære af frygt og terror som de skabte i brede dele af den tyske befolkning med deres voldelige adfærd.

Deres korporlige afstraffelser gik ganske i starten vist mest ud over deres politiske modstandere på venstrefløjen, men ramte senere også andre befolkningsgrupper som jøder, homoseksuelle, sigøjnere og handicappede.

Hitler skal om sin egen bevægelse have sagt, at hvis han skulle give sine modstandere et godt råd ville det være, at de skulle have kvalt hans bevægelse i fødslen - længe inden han kom til magten.

Hvis Hitlers nazistiske bevægelse var blevet kvalt i fødslen, var det ikke sket ved hjælp af forbud mod hans og hans bevægelses verbale udgydelser, men ved politisk bevidstgørelse af den tyske befolkning, som i mangel af bedre lod sig besnakke af demagogen Hitler og hans nazistiske banditter.

Ingen i mellemkrigstidens Weimarrepublik havde øje for hvor farlig Hitler og nazisterne var for det borgerlige demokrati - og for enhver tanke om socialisme.

Alle svigtede deres historiske opgave. Selv venstrefløjen svigtede fatalt. Socialdemokraterne stolede blindt på Weimar-republikkens evne til at holde nazisterne nede.

De tyske kommunister (stalinister) klæbede sig til USSR og underlagde sig fuldstændigt sovjetrussisk udenrigspolitik - og gav afkald på en selvstændig analyse af den politiske udvikling i den borgerlig demokratiske Weimar-republik.

Resultatet kender vi alle. Der måtte en langvarig verdenskrig til at for at ændre på dette. Den internationale arbejderklasse kom alvorligt svækket ud af krigens rædsler.

Ytringsfrihed er - efter mange borgerliges opfattelse - den vigtigste af de borgerlige frihedsrettigheder. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret.

Så længe de herskende klasser har magten, giver de ikke afkald på den økonomiske magt - den private ejendomsret er grundlæggende i et kapitalistisk samfund - og dermed retten til at udbytte arbejderklassen.

Tilbage til os andre bliver så retten til frit at tale, så længe ytringsfriheden ikke begrænses eller helt inddrages for nogle. Den dag hvor ytringsfriheden bliver indskrænket helt eller delvist, skal vi nok få det at mærke.  

Nej, ytringsfriheden har ingen grænser - og bør ikke have nogen grænser.

 Hvis det var det Flemming Rose kæmpede for på Jyllandsposten støtter jeg han fuldt ud og vrænger på næsen af hans overordnede chefer på Jyllandsposten (Jørgen Ejbøl), som gav ham mundkurv på - og samtidigt ud ad til poserede som ytringsfrihedens vogter.

Føj for den lede - og tillykke til Flemming Rose med prisen fra Weekendavisens læsere.

 

Kilder:

Ahmed Akkari: Min afsked med islamismen. Berlingske Media Forlag. 2014.

Tobias Stern Johansen: Burde tyskerne aldrig have genudgivet Hitlers ”Mein Kampf”? Kristeligt Dagblad, 28. januar 2017.