30-01-2017

Understanding Trump.

Det kniber for mediernes kommentatorer at forstå fænomenet Donald Trump.

De fleste kommentatorer (inklusive mig selv) kaldte Trump højrepopulist, hvilket bedømt ud fra hans valgkamp var rigtigt.

Det viser sig imidlertid nu, at Trump ikke er nogen traditionel højrepopulist. En højrepopulist er en demagog der ikke siger, hvad han mener - og ikke mener, hvad han siger.

Trump er ikke helt sådan.

Trump mener tilsyneladende hvad han siger. Når han siger, at han vil bygge en ”mur mellem USA og Mexico” mener han det bogstaveligt og ikke i overført forstand som en handels protektionistisk toldmur mellem USA og Mexico for at beskytte den amerikanske hjemmeindustri.

Der skal bogstaveligt talt rejses en uoverstigelig mur mellem de to lande, som skal forhindre illegal immigration fra hele Latinamerika.   

Når Trump under valgkampen sagde, at han ville sætte en stopper for immigration fra de muslimske lande, som han troede frembringer terrorister, mente han det alvorligt.

Det var ikke bare retorik, han mente det for alvor. Retorikken var ikke bare beregnet på at vinde segmentet af hvide utilfredse arbejdere, hvis job er forsvundet i millionvis.

Så Trump må siges indtil nu ikke helt at have levet op til vor betegnelse af ham som højrepopulist. Trump mener tilsyneladende hvad han siger, og siger hvad han mener.

Til gengæld lyder det han siger populistisk. Det han siger er sjældent særligt klogt eller gennemtænkt. Det er faktisk i de fleste tilfælde ikke særligt logisk og sammenhængende tænkt, hvilket også er karakteristisk for en populist.

Tag nu hans sidste præsidentielle dekret om indrejseforbud fra visse muslimske lande, som led i ”kampen mod terror”.

For det første sætter han amerikanske lovgivning ud af kraft med tilbagevirkende kraft, hvilket i sig selv er forkasteligt ud fra en demokratisk synsvinkel.

Han kriminaliserer med et alle de ikke-amerikanske statsborgere, som allerede af amerikanske ambassader i deres hjemlande har fået visum til indrejse i USA, og som for nogles vedkommende arbejder for amerikansk ejede firmaer.

(Selv folk som havde sat sig på et fly med destination til en amerikansk lufthavn blev tilbageholdt eller blev nægtet adgang til deres fly).

For det andet er de fleste attentater i USA ikke begået af terrorister med ”udenlandsk” baggrund, men af ”homegrown terrorists” (terrorister født i USA).

For det tredje er de muslimske lande som Trump (eller hans rådgivere?) har udpeget som arnesteder for terrorisme ikke de værste arnesteder for fremavl af terrorister. Hvorfor ikke indrejseforbud fra personer fra Ægypten, Saudi-Arabien og Qatar.

Svaret er lige til.

De tre nævnte lande er USA’s samarbejdspartnere i Mellemøsten og således USA’s ”venner” i kampen mod terrorisme.

Det skal her nævnes, at USA er på samme side som Saudi-Arabien og Qatar i kampen mod al-Assad i Syrien og at USA støtter Saudi-Arabiens ”glemte” krig mod de shiitiske houthier i Yemen (som støttes af Iran).

Så en vis logik er der i Trumps præsidentielle dekret om udenrigspolitik.

Kan vi forvente os en sammenhængende tankegang i Trumps og USA’s udenrigspolitik? Svaret er klart nej.

Det fremgår ikke klart af hans seneste udspil, hvordan et indrejseforbud mod navngivne muslimske lande (Syrien, Irak, Iran, Yemen, Libyen, Somalia og Sudan) skal standse international terror, men mere som et desperat forsøg på at tilfredsstille hans populistiske bagland.

Trump has to be ”tough on terror”, hvis han skal leve op til sit ”stærk-mands-image”.

Vi kan kun forvente mere af den slags fra hans side.

 

Kilde:

Martin Burcharth: Modstridende signaler fra Trump-regeringen om indrejseforbud. Dagbladet Information. 30. januar 2017.

Ulla Poulsen: Indrejseforbud kan skade mere end det gavner. Kristeligt Dagblad. 30. januar 2017.