30-01-2017

En tur på kirkegården.

Der sker hyppigt, at jeg passerer en kirkegård på min vej.
Tilfældigvis ligger de der bare på min vej. Andre lufter deres hunde. Jeg færdes fra punkt A til B.
Jeg kommer der ikke for at sørge over mine efterladte, men - som sagt - udelukkende fordi kirkegården nu en gang er den nærmeste vej mellem to punkter.
Men det er ikke bare den nærmeste vej, men også den smukkeste og den mest stille, rolige og behagelige.
På kirkegårde er der altid fred og ro. Nogle vil sige, at roen på kirkegårde er dødkedelig Det synes jeg nu ikke. Jeg synes kirkegårde i byer udgør en slags oaser i byen - og indbyder til ro og tankemæssig fordybelse.
Ofte sætter jeg mig ned på en af kirkegårdens bænke og lader tankerne flyve.
Få andre steder end i parker og på kirkegårde finder man ro til at lade tankerne gå på flugt.
Gravstenene giver én anledning til at tænke på tidernes omskiftelser og forgængelighed.
Indskrifterne på gravstenene er en slags historieskrivning en miniature. De vidner om den dødes for længst afskaffede erhverv som overpostmester, toldkontrollør, stationsforstander og ledvogter osv.
De mange urner river straks en ud af de historiske minder og vidner om at en anden tid er på vej. Urnernes tid.
Væk med gravstene og gravpladser. De koster for meget tid at vedligeholde for de afdødes slægtninge og er for dyre i drift, når man ikke selv kan afse tid til at holde dem pæne.
Den tid er snart forbi, hvor man højstemt gik i optog fra kapellet til kirkegården med den afdøde lagt ned i en kunstfærdigt udformet trækiste og gravlagde afdøde med præstens velsignelse: Af jord er du kommet, til jord skal du blive og fra jord skal du genopstå”.
”Urnegraven” er langsomt ved at fortrænge gravstenen. Ingen overflødige oplysninger om afdødes alder og erhverv. Bare en anonym plade uden påskrift.
Ikke en gang plads til en kort gravskrift, som kunne indramme afdøde med et bonmot om vedkommende liv.
Indrømmet ikke alle gravskrifter er lige originale. F.eks. er der en gravskrift på den lokale kirkegård over en brugsuddeler: ”Hvad sagde jeg”. Men måske var han evigt bagklog?
Gravstenenes korte indskrifter og sentenser er i bedste fald med til at sætte den afdøde person i relief for eftertiden - eller i det mindste et forsøg på at sige noget slående og forhåbentligt rammende om afdøde.

Kirkegårdskulturen har ændret sig.
Kristeligt Dagblad undrer sig over den ændrede kirkegårdskultur i Danmark og stiller spørgsmålet: Hvad er de færre gravpladser og de flere urner udtryk for?
Bladet konstaterer, at priserne for erhvervelse og ikke mindst vedligeholdelse er steget gevaldigt i de 4 år fra 2011- 2015.
Kirkegårdenes indtægter steg eksponentielt (2012 -2015), mens udgifterne faldt.
Men det betyder ikke, at kirkegårdene ifølge Kirkeministeriet har overskud på sit kirkegårdsregnskab. Der er stadig underskud (953 millioner kr. i 2015).
I ’Kirkestaten’ Danmark er det de skatteborgere, som er medlem af Folkekirken, som betaler kirkeskat. Kirkeskatten er en kommunal skat, som fastsættes af de enkelte kommuner og beregnes som en vis procentdel af den skattepligtige indkomst.
Lang de fleste skatteborgere i Danmark er medlem af Folkekirken og har valgt at bidrage til Folkekirkens finansiering - og således også til kirkegårdene.
Uanset finansieringen af kirkegårdene kan man roligt regne med, at flertallet af sekulære folkekirkemedlemmer i fremtiden vil foretrække at begrave deres døde i urner indeholdende asken fra deres afdøde - og at disse vil præge kirkegårdenes udseende i de kommende år.
Intet er som bekendt uforanderligt.

Kilde:
Christian Birk: Kirkegårdskulturen er under forandring. Kristeligt dagblad, 30. januar 2017.