26-01-2017

I værste fald bliver Marine Le Pen bliver Frankrigs næste præsident.

Nogle gange kan det være givtigt at forestille sig den værst tænkelige situation.

Det er en meget god holdning at have, så bliver man nemlig aldrig skuffet.

Tag f.eks. det næste præsidentvalg i Frankrig, som afholdes af to omgange i april og maj 2017.

Vanlig tro opstiller en række politikere fra en række partier. De to lejre: Højre og Venstre afholder ”primærvalg” (lige som i USA) og vælger hver deres foretrukne kandidat.

 

Venstrefløjens kandidater.

Denne gang har venstrefløjen dvs. Socialistpartiet haft rigtigt mange kandidater at vælge imellem.

Socialistpartiet er næsten gået i opløsning ved opstillingen af kandidater. Indtil flere nuværende og forhenværende ministre har meldt sig under fanerne.

Det gælder således landets ministerpræsident Manuel Valls, hans forhenværende industriminister Arnaud Montebourg og forhenværende undervisningsminister Benoit Hamon.

Socialistpartiets vælgere har nu afgjort hvem af partiets kandidater, der skal kandidere som præsident. Valget faldt ud til fordel for ministerpræsident Manuel Valls og Benoit Hamon.

Socialistpartiets vælgere foretrak den mindst uplettede politiker, den forhenværende undervisningsminister Benoit Hamon, som fik flere stemmer end sin forhenværende chef.

Efter manges mening har ingen af disse to nogen chance for at vinde præsidentvalget, ja måske ikke en gang at gå videre til anden runde.

 

Venstrefløjen uden for Socialistpartiet.  

På venstrefløjen uden for Socialistpartiet opstiller en række kandidater, hvoraf den mest kendte er Jean Pierre Melenchon for Parti de Gauche (støttet af det franske kommunistparti og af det ’trotskistiske’ Parti Anti-capitaliste).

 

Emanuel Macron.

Midt mellem Socialistpartiet og Højrefløjen finder vi Emanuel Macron, som indtil sidste sommer var at finde som minister i Manuel Valls socialistiske regering.

Emanuel Macron - en ung fremadstormende karrieremager - indså hurtigt, at han ikke kunne få indfriet sine mange og store ambitioner om at komme til tops i det politiske liv ved at forblive i det hensygnende Socialistparti, valgte at bryde med partiet og annoncere sit eget kandidatur.

 

Højrefløjens kandidater.

Højrefløjen er der anderledes samling.

Her har et flertal af borgerlige vælgere ved et ”primærvalg” valgt den uplettede og glatte Francois Fillon.

Valget burde ikke være svært, da Fillons modkandidat Alain Juppé slæber rundt på en dom for i 1980’erne at have misbrugt offentlige midler.

Alain Juppés arbejdede som rådgiver for overborgmesteren i Paris Jacques Chirac.

Juppé førte sig frem som den mindst borgerlige kandidat og appellerede til ”midtervælgerne”. De to borgerlige kandidater duellerede om, hvem der ville skære mest ned på den offentlige sektor.

Fillon bød højst, da han sagde, at 500. 000 skulle fyres i den offentlige sektor. Juppè ville nøjes med et par hundredtusinde.

 

Udemokratisk valgmåde.

Til forskel for Danmark afgøres alle valg i Frankrig efter flertalsvalgmetoden, dvs. at den kandidat, som får flest stemmer vinder mandatet.

De to kandidater som i første runde får flest stemmer, går videre til anden runde.

Hvis Socialistpartiets kandidat ikke bliver blandt de to første med flest stemmer i første runde er løbet kørt.

Det skete i 1992, da Socialistpartiets kandidat Lionel Jospin i første runde fik færre stemmer end Front Nationals Jean-Marie Le Pen.

Hvorefter Socialistpartiets ledelse opfordrede sine bedrøvede vælgere til at stemme på den borgerlige spidskandidat Jacques Chirac for at hindre Jean Marie Le Pen i at blive valgt.

 

Marine Le Pen vil sandsynligvis vinde præsidentvalget.

En lignende situation kan opstå i 2017.

Jean Marie Le Pen er ikke længere aktuel, da hans datter Marine Le Pen har overtaget hans parti og ”forvandlet” det til en ”stuerent” højreekstrem massebevægelse, som meningsmålingerne spår til at ville få 25 % af stemmerne i første runde.

Hendes værste rival bliver uden tvivl Francois Fillon, som har lagt sig tæt op af Marine Le Pens indvandrefjendske politik.

Selvom Marine Le Pen har luget det værste ukrudt ud i sin bevægelse, har hun dog ikke aflagt sit højreekstreme image og heller ikke givet afkald på sin indvandrefjendske og stærkt nationalistiske holdning.

Når Marine Le Pen tilsyneladende har vind i sejlene skyldes det utvivlsomt det udemokratiske valgsystem med flertalsvalg, som forhindrer hendes bevægelse i at opnå valg til Nationalforsamlingen.

Marine Le Pen kan således påberåbe sig en position som paria i det politiske liv og spille på modsætningen mellem en politisk ”klasse” og folket, som hun repræsenterer.

Det skal blive spændende at se, om min forudsigelse om, at Marine Le Pen vil vinde præsidentvalget holder stik - og hvorledes hun vil forvalte præsidentembedet i perioden indtil næste valg til Nationalforsamlingen.

Kunne man forestille sig, at hun i kraft af sit præsidentembede vil foreslå en forfatningsændring af den udemokratiske franske valgmåde - og dermed stille sin bevægelse bedre ved næste valg til Nationalforsamlingen?