19-01-2017

Johan Reimann - den perfekte embedsmand.

Hvis du er i tvivl om, hvordan en perfekt embedsmand er, skal du kaste blikket på Johan Reimann.

 

Tamil-sagen.  

Johan Reimann kom første gang i mediernes søgelys, da han - helt uden skyld skulle det vise sig - uforvarende blev involveret i Tamil-affæren i slutningen af 1980’erne.

På daværende tidspunkt var Johan Reimann som ung jurist i 1979 blevet ansat i landets Justitsministerium, hvis minister var konservativ og hed Erik Ninn-Hansen.

Allerede i disse år lød der røster fra borgerligt hold om, at der var for mange udlændinge, som kom til Danmark via det - som nogle betegnede som et ”hul” i den danske udlændingelov - familiesammenføring.

”Hullet” var blevet for stort og skulle stoppes, mente nogle, deriblandt den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen.

Ninn-Hansen bad derfor sit Direktorat for Udlændinge om at ”trainere”, (trække i langdrag) - sagsbehandlingen af sager om familiesammenføring.

Sager om familiesammenføring som ikke umiddelbart kunne afvises blev lagt til side - og blev lagt nederst i bunken.

Det var jo en smart måde at omgås loven på - og svær at opdage for andre end de involverede i ministerium og Direktorat.

Fra tamiler og deres advokater begyndte der at indløbe klager over den langstrakte sagsbehandling og man spurgte sig hvorfor.

Ministeriet svarede Folketinget og Folketingets Ombudsmand, at det skyldtes ”ressourcemangel”, dvs. for få sagsbehandlere. Der var opstået en sagspukkel, som var svær at komme af med.

Dette var jo ikke den rigtige forklaring, men jo en plausibel forklaring, som man mener Johan Reimann havde del i. Under den senere retssag fik den navnet ”den falske melodi”.

I september 1988 henvendte Ombudsmanden sig til Justitsministeriet for at høre nærmere om den langstrakte sagsbehandling, da klagerne fra tamiler forsatte.

Nu var gode råd dyre. Hvilken forklaring skulle Ministeriet nu komme med for at komme Ombudsmanden i møde. Man kunne jo ikke blot administrere loven, som man havde lyst til. Det var i strid med Grundloven, som sikrer Folketinget en kontrollerende rolle overfor regeringens udøvende magt.   

Nu havde ministeren og hans embedsmænd brug for en udvej, da ministeriet ikke kunne angive den reelle årsag til forsinkelsen af sagsbehandlingen.

Den skolede jurist Reimann fik nu den geniale ide, at Ombudsmandens forespørgsel til Ministeriet kunne omgås ved, at justitsministeren fik et medlem af Folketinget til at ”kræve ministeren i samråd”.

Denne lille fikse manøvre (som er lovfæstet i Grundloven som led i Folketingets kontrollerende myndighed med regeringens udøvende magt) gjorde, at Ombudsmanden blev nødt til at trække sin forespørgsel tilbage, da han ikke kan gribe ind i sager, som endnu behandles i Folketinget.

Reimann menes at have foranlediget, at Ninn-Hansens partifælle Grete Fenger-Møller, som var retspolitisk ordfører for Det konservative Folkeparti stillede et spørgsmål til ministeren om Tamil-sagerne.

Justitsminister Ninn-Hansen godtog Reimann ide, og han fik grønt lys til at udforme et ”spørgsmål til ministeren”, som han pr. telex sendte til spørgeren Grete Fenger-Møller.

Hele dette ”cover-up” fra Justitsministeriet blev senere afsløret som forsøg på at omgå Folketingets bemyndigelse til at se regeringen efter i sømmene.

”Tamil-sagen” endte som en sag mod minister Ninn-Hansen i en undersøgelsesdomstol, hvor han blev dømt for bevidst at have ført Folketinget bag lyset.  

Ninn-Hansens fald rev hele Poul Schlüter-regeringen med i sit fald - og de borgerlige måtte overlade regeringsmagten til socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen.

 

Reimann frifundet af undersøgelses-domstol.

Johan Reimann vidnede som kontorchef i Justitsministeriet under retssagen, hvor han blev frifundet, idet han sagde, at han - som den retskafne og loyale embedsmand han er - havde advaret Ninn-Hansen mod den tvivlsomme fremgangsmåde i Tamil-sagerne.

Reiman kunne herefter uanfægtet fortsætte sin karriere som jurist. Frem til 2004 var han således ansat i Justitsministeriet.

Fra 2006-2009 var han politidirektør i Nordsjællands politikreds. Fra 2009-2012 politikdirektør i Københavns politikreds.

 

Tibet-kommissionen.

Det er i sin egenskab af politidirektør København, at Reimann denne gang er indkaldt som vidne i en ny sag for ”Tibet-kommissionen”, som skal undersøge de foranstaltninger, som blev truffet af danske myndigheder, da den kinesiske præsident Hu Jintao i sommeren 2012 skulle aflægge et venskabsbesøg i Danmark, som helst skulle forløbe fredeligt, hvis det stod til de danske myndigheder.

Danske myndigheder var udmærket klar over, at det kunne komme til demonstrationer mod den kinesiske præsident på grund af Kinas undertrykkende politik overfor sin provins i Tibet.

Dette måtte tilsyneladende for enhver pris undgå, da det ville skade Danmarks gode ry i Kina og hindre de gode handelsrelationer med den kinesiske stormagt.

Statsmagten skulle nu gå balancegang mellem den grundlovssikrede ytringsfrihed og som altid sejrede over hensynet til Danmarks handelsforbindelser over ytringsfriheden.

De få demonstranter fik ikke lov til at komme i nærheden af den kinesiske gæst og blev gennet væk på en meget voldsom måde, som undrede offentligheden.

Undersøgelseskommissionen skal finde ud hvem, der stod bag, at der tilsyneladende var udstukket en ordre om at undgå enhver form for tilkendegivelse af modstand mod den kinesiske præsidents besøg.

 

Christiania-gate.

Mens Reimann var politidirektør i København fandt der en episode sted, som tilsyneladende var helt uskyldig.

Folketingets retsudvalg havde valgt at aflægge et anmeldt besøg i ”fristaden” Christiania på Christianshavn.

Det var PET’s vurdering, at ikke alle retsudvalgets medlemmer var lige velkomne på Christiania. PET havde specielt Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard i tankerne, som PET mente kunne risikere at blive overfaldet på Christiania.

Da PET ikke kunne garantere Pia Kjærsgaard den fornødne sikkerhed (PET-body-guards) og fandt det bedst af aflyse retsudvalgets besøg.

PET indså, at det ville være en falliterklæring, hvis tjenesten gik ud i offentligheden og røbede, at der ikke var i stand til at garantere et folketingsmedlems gang på Christiania, så Pet havde brug for en dårlig undskyldning.

To anonyme embedsmænd i Justitsministeriet fik den smarte ide, at den øverst ansvarlige for sikkerheden i København, politidirektør Johan Reimann kunne melde afbud til besøget. PET havde dermed en gyldig grund til at aflyse besøget.

Som tænkt så gjort.

Den reelle årsag gav efterfølgende anledning til, at Pia Kjærsgaard krævede ministeren i ”samråd” og den siddende justitsminister socialdemokraten Morten Bødskov måtte ofres på denne konto.

 

Den altid loyale embedsmand klarer frisag.   

Mens den loyale embedsmand Johan Reimann gennem hele sin embedsmandskarriere forstod at sno sig som en ål, var der to ministre, som røg i fedtefadet - og ikke klarede frisag: de to justitsministre konservative Erik Ninn-Hansen og socialdemokratiske Morten Bødskov.

Som man siger: Ministre forgår, embedsmænd består.

Efter sin tid som politidirektør blev Johan Reimann direktør for Kriminalforsorgen.

Han har indtil det sidste holdt sig på den rigtige side af loven - uden for fængslets porte.  

 

Kilde:

Sebastian Abrahamsen: Nordkystens gyldne dreng går altid et skridt længere. Dagbladet Information, 19. januar 2017.