19-01-2017

Eurokraternes stammedans.

Det må have en vis betydning og vigtighed for alle EU-tilhængere ikke mindst på venstrefløjen at vide, at EU-parlamentet har fået ny formand.

EU-parlamentet er jo som bekendt den mest demokratiske del af EU-institutionerne, da Parlamentets 751 medlemmer er direkte valgt af vælgerne i de 27 medlemslande.

Her udfolder de politiske grupperinger demokratiet for fuldt flor. Den største gruppe i EU-parlamentet udgøres således af Det Europæiske Folkeparti (EEP), der omfatter de konservative og kristelige demokrater i EU’s medlemslande.

Dernæst kommer Gruppen for det Progressive Forbund af Socialdemokrater (S&D), der samler de socialdemokratiske centrum-venstre partier.

EU-parlamentet har hidtil været styret af en uformel aftale mellem disse to største grupperinger om at skiftes til at udnævne EU-parlamentets formand.

Denne uformelle aftale røg imidlertid på gulvet, da gruppen Det Europæiske Folkeparti (kristelige demokrater) ikke holdt aftalen, da den både satte sig på posten som formand for det Europæiske Råd (førhen Ministerrådet) med den hjemvendte polak Donald Tusk og den luxemburgske ex-premierminister Jean Claude Juncker som formand for Kommissionen.

Der måtte således et kampvalg til mellem de to grupperingers kandidater førend posten som formand for EU mest demokratiske element kunne besættes.

Valget stod mellem S&D’s kandidat italieneren Gianni Pittella fra det italienske regeringsparti Partito Democratico (DC) og den ligeledes italienske Tajani.

Tajani blev i fjerde runde valgt med 351 stemmer, da to andre grupper i EU-Parlamentet valgte at støtte ham (gruppen Alliancen af Liberale Demokrater for Europa og Gruppen af Europæiske Konservative og Reformister).

 

EU-parlamentets ny formand.

Hvem er så denne Tajani?

Er han (ligesom som sin forgænger tyske Martin Schulz, SPD) et mønstereksempel på en god europæisk demokrat? Nej må vi straks konstatere.  

Hans politiske karriere i Italien bærer ikke vidnesbyrd om, at Tajani skulle være en mønstergyldig (borgerlig) demokrat.

Han startede på den yderste højrefløj i Italien som tilhænger af monarki, sluttede sig så til det ny-fascistiske Movimento Sociale Italiano (MSI) og blev redaktør på et af Silvio Berlusconis mange aviser Il Giornale, som redaktør i Rom.

Da Berlusconi i 1994 stiftede sin bevægelse Forza Italia, var Tajani talsmand for bevægelsen under valgkampen.

Tajani stillede op i Rom til Senatet, men blev på grund af en teknisk fejl fra bevægelsens side før afstemningen ikke valgt.

Han måtte nu finde andre veje til indflydelse og stillede op som bevægelsens kandidat til Europa-parlamentet og har siden gjort karriere i Bruxelles som medlem af Europa-parlamentet - og som kommissær.

I 1999 blev Berlusconis Forza Italia optaget i gruppen EEP (konservative og kristelige demokrater).

Berlusconis forbindelser til mafiaen kom først frem inden valget i Italien i 2001 (hans nære medarbejder Marcello Dell’Utri blev dømt 6 års fængsel for sit samarbejde med den sicilianske mafia) og Berlusconi blev efterhånden en stadig større belastning for sin bevægelse.

I 2011 måtte Berlusconi vige posten som premierminister og den tidligere EU-kommissær Mario Monti blev indsat i spidsen for en ”care-taker” regering i Italien.

Tajani er en snu rad og havde lugtet lunten, da det begyndte at brænde under fødderne på Forza Italia som medlem af EEP-gruppen - og skiftede nu posten som medlem af Europa-parlamentet ud med en post som kommissær.

Fra 2008-2010 var han således transportkommissær og fra 2010-2014 var han industrikommissær.

Som transportkommissær holdt han sig for næsen, da Kommissionens eget forskningscenter Joint Research Center undersøgte den tyske bilproducent Volkswagens biler for udstødningsgasser. Forskningscentret fandt en vis diskrepans mellem Volkswagens egne laboratorietest og bilernes reelle forurening.

Der skulle et amerikansk Miljøagentur til at opdage Volkswagens falske test.

Men hvad gør det?

Tajanis kollega Kommissions-formand Jean Claude Juncker havde heller ikke rent mel i posen, da han som luxemburgisk premierminister lavede gunstige beskatningsaftaler med multinationale selskaber i sit hjemland inden han blev Kommissionsformand.

Gør det nogen forskel for EU-tilhængerne og for centrum-venstre-fløjens mange begejstrede fans af EU, at det mest demokratiske islæt i EU, at Europa-parlamentet har valgt en forhenværende italiensk nyfascist til formand - og som en sand eurokrat valser rundt mellem posten som medlem af Europa-parlamentet og som kommissær?

Jeg tvivler.

De har for længst valgt side og er ligeglade ved virkeligheden. De ser, hvad de vil se. Men de ser ikke virkeligheden, de ser et mastodontisk og uhyggeligt spøgelse ved højlys dag.

EU-eurokraternes stammedans er ikke en dans for almindelige borgere i EU.   

 

Kilde:

Mads Frese: Europa-parlamentets italienske formand har de rigtige venner i Tyskland. Dagbladet Information, 19. januar 2017.