18-01-2017

De trykte mediers dødedans.

Medierne er ikke længere, hvad de har været. De trykte medier er på vej tilbage og får og færre læsere.

Antallet er dagblade er i dag langt færre end for 30-40 år siden. Deres oplag er svindende.

I stedet er kommet digitale medier, som er godt på vej til at stjæle hele billedet. Vi kommunikerer længere via dagbladenes læserbreve og debatspalter, men på via e-mails og sms på de digitale platforme. Vor kommunikation er i stigende blevet privat - og ikke offentlig.

Gigantiske mediekoncerner sidder på de trykte medier, på de visuelle kanaler (Tv og film) og på de digitale platforme, sociale medier.

Nyhedsportaler på nettet er blevet vores foretrukne nyhedsformidling og et hav af news sites har afløst den trykte presse, aviserne.

De trykte aviser går en hård tid i møde med faldende oplag og færre læsere. Hvis ikke de ”går digitalt” vil de miste læsere, abonnementer og annoncører. Det er den visse død. ”Go digital, or you will die” synes at være løsenet.

Publikummet til de trykte medier, aviserne bliver mindre og mindre. Mange i den yngre generation føler ikke nogen speciel glæde ved den fysiske kontakt med de tryksværtede sider en papiravis.

Stakkels fældede træer - og føj for de kemiske stoffer i tryksværten. Så hellere end flimrende skærm, som i længden giver hovedpine og røde øjne.

Denne virkelighed må de få tilbageværende dagblade indrette sig efter. For år tilbage var dagbladene knyttet til de politiske partier. De var partiaviser, som henvendte sig til et bestemt publikum: Venstre-bladene var henvendt til landbefolkningen og var liberalistiske i deres grundsyn; byernes borgerskab havde sin egne blade, som ofte var konservative i deres holdning. Arbejderklassen i byerne kunne læse Socialdemokratiets A-presse; selv Det radikale Venstre havde sin egen social-liberale presse.

Dette er for længst fortid og huskes snart ikke mere. I dag er de få tilbageværende trykte aviser omnibus-aviser, dvs. de henvender sig i princippet til hele befolkningen - uden anseelse til stand og rang, som man siger.

I de ”gode gamle” dage var avisernes holdningsaviser. ’Not so, any more’. I dag hævder de få tilbageværende aviser ikke at være holdningsprægede. Kan vi nu tro på det?

Er Jyllandsposten ikke en anelse mere liberal end Berlingske, som jo er konservativ? Er Politiken ikke stadig social liberal som i gamle dage, da bladet var knyttet til det Radikale Venstre - eller centrum-venstre, som det hedder nu til dags.

Og hvad blev der af A-pressen, der forsvandt en gang i 1980-erne. Tilbage er nu kun en digital udgave af et ugebrev, kaldet A4. En fattig udgave af århundreders socialdemokratiske A-presse.

Findes der nogen venstrefløjspresse i Danmark? Af trykte blade findes kun  Arbejderbladet, som oprindeligt blev produceret af maoister, som sympatiserede med den albanske udgave af stalinismen. Af venstreorienterede digitale platforme findes der: www.modkraft.dk og kritisk debat.    

Hvad med det ”politisk og økonomisk uafhængige” dagblad Information, som blev skabt af borgerlige kredse, som var aktive i modstandskampen mod den tyske besættelse under 2. verdenskrig?

Er det ikke svaret på den længsel, der må herske blandt avishungrende, videbegærlige og kritiske læsere i Danmark?

Det kunne man have håbet på. Men dagbladet Information kan ikke helt leve op til den høje standard, som det selv lægger op til i sit slagord om at være det ”mindst ringe” dagblad (i Danmark).

Bladets holdning kommer som hos andre dagblade til udtryk i bladets ledere, som ofte er skrevet af den pågældende journalist, som dækker et bestemt område. Bladet giver i takt med tidens ånd ikke udtryk for en enig holdning, men udtrykker sig oftest i divergerende og modstridende holdninger.

Bladet hylder tilsyneladende en pluralistisk holdning, selvom det ikke giver udtryk herfor. Bladet adskiller sig på mange måder ikke fra den resterende trykte presse. Det foregiver at være objektivt og journalistisk undersøgende, men formår det ikke altid.

I perioder køres der ”kampagne-journalistik” som i de øvrige medier, blot med lidt andre emner. Nogle gange nærmer bladet sig mistænkeligt boulevardpressens sensationsjournalistik.

I et enkelt spørgsmål røber Information sin mainstream-holdning. De af bladets journalister som ytrer sig om den Europæiske Union er så godt som alle for Unionen, tilsyneladende helt uden forbehold.

Det er min opfattelse, at flertallet af den faste stab på bladet har sat sig i den karrusel, som har ført venstrefløjen med rundt og nu bekender sig som tilhængere af et fuldt EU-medlemskab.

Der hvor avisen har mest slagside er i korrespondenten Mette Rodgers bidrag om Brexit og om fløjkampen i britiske Labour.

I Mette Rodgers artikler lægges der ikke skjul på, hvor hendes sympati ligger: Mette Rodgers er for EU, mod et Brexit: Hun støtter af al sin kraft højrefløjen i Labour - mod ”ekstremisten” Jeremy Corbyn.

I Mette Rodgers artikler om England får læseren ikke en sober og nøgtern redegørelse for de politiks forhold i England. Holdningen i artiklerne kunne man lige så godt finde i andre omnibusaviser i Danmark - i Politiken f.eks.

Information er i sandhed et ”centrum-venstre” blad, som holdningsmæssigt ikke adskiller sig væsentligt fra f.eks. dagbladet Politiken.

Så det er så som så med udbuddet af dagblade og deres forskellighed i Danmark.   

Læseren må finde andre veje for at få tilfredsstillet sin nyhedshunger og læselyst.