17-01-2017

Den Europæiske Union - noch einmal.

Det forhenværende mangeårige medlem af Europa-parlamentet Jens Peter Bonde (medlem 1979-2008) kan næppe betegnes som et sandhedsvidne i forbindelse med den Europæiske Union.

Fra medlemskab af Danmarks Kommunistiske parti (DKP) over Folkebevægelsen mod EF (de Europæiske Fællesskaber), hvor DKP’s medlemmer var særdeles aktive, gik Jens Peter Bondes vej til Juni-bevægelsen, som han var medstifter af, da han ikke længere fandt det realistisk med et Danmark stående uden for EU.

Alle dage har Jens Peter Bonde stået for et dansk nationalistisk standpunkt - uanset om det var som medlem af DKP, Folkebevægelsen mod EF eller Juni-bevægelsen.

Jens Peter Bondes nationale sindelag fejler således ikke noget. Ud over at være nationalt sindet er han den danske politiker, som har siddet længst i Europa-parlamentet og har derfor et førstehåndskendskab til denne del af EU’s institutioner og til dets samarbejde med det øvrige EU, særligt Kommissionen og dens embedsmænd.

Jens Peter Bonde er nok mere for EU - end mod, hvis vi skal placere ham i det politiske spektrum.

Holdningerne til EF/EU har ændret sig drastisk i de seneste årtier. Hvor venstrefløjen oprindeligt var stærkt kritisk over for EF, er venstrefløjen i bred forstand nu mest for. Det gælder således både Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti.

Højrefløjen derimod - som i starten var udelt begejstret for EF/EU - er i dag generelt langt mere skeptiske end venstrefløjen.

Hvorfor nu det? Har EU ændret karakter? Næh, ikke i nævneværdig grad så vidt jeg kan se.

Højrefløjen drømte om et paradisisk frit marked, hvor alle aktører frit kunne udveksle kapital, varer og arbejdskraft. Dette viste sig svært at skabe med et utal af forskelligartede nationer og virksomheder hvis interesser strittede i forskellige retninger.

Venstrefløjen var oprindelig skeptisk overfor denne bureaukratiske mastodont, som var sat i verden for at skaffe kapitalen bedre markedsvilkår.

Sådan er det ikke længere. Nu opfatter den brede venstrefløj EU som den sidste udvej til at få kontrol med de store multinationale selskaber, som den har opgivet at få kontrol med rent nationalt.

Venstrefløjen ønsker at bekæmpe social dumping af lønninger og lav selskabsskat for multinationale selskaber.

Mens højrefløjen har fået nok af overstatsligt bureaukrati og de skibbrudne forsøg på at skabe en fælles økonomisk politik og fælles udenrigspolitisk fodslag.

Højrefløjen har indtaget venstrefløjens gamle plads og kræver nu magten tilbage til de nationale parlamenter. Venstrefløjen sætter nu sin lid til EU-bureaukratiet i kampen mod de multinationale selskabers skalten og valten med job og skattebetaling.

Intet under at de europæiske befolkninger føler sig forvirrede. Hvem skal de sætte deres lid til?

Min holdning til EF/EU har altid været klar: Det er ikke afgørende om nationen Danmark befinder i eller uden for EU, så længe samfundssystemet er det samme: Kapitalisme i eller uden for EU er for mig at se det samme. Jeg vil helst have den afskaffet.

Jens Peter Bondes vej går gennem reformer af det nuværende EU via et samarbejde med den største gruppe i Europa-parlamentet, de kristelige demokrater.

Min er en anden.     

Løsningen på kort sigt kunne være at stille op til valg til Europa-parlamentet og gøre sin stemme gældende i Europa-parlamentet på et veldefineret socialistisk grundlag.

Evt. opstille et minimumsprogram med ændringer i den rigtige socialistiske retning, som kunne fremføres i Europa-parlamentet - gerne sammen med andre europæiske socialister.

Løsningen på langt sig må være et ”Europas Forenede Stater”, men det er en længere historie - og har tilsyneladende lange udsigter.

 

Kilde:

Jens Peter Bonde: Selvfølgelig kan EU ændres til det bedre - men det kræver snilde og flid. Dagbladet Information, 17. januar 2017.