17-01-2017

Præsident Barack Obamas eftermæle.

Indrømmet, jeg har aldrig været en stor fan af den afgående amerikanske præsident Barack Obama. Heller ikke før han blev valgt.

Den aften i november 2008, hvor et flertal af amerikanske vælgere valgte Obama til fordel for sin republikanske modkandidat John Mc Caine var jeg til jubelfest hos en flok ellevilde og begejstrede Obama-tilhængere i Washington D.C.

Jeg var den eneste i festlokalet som ikke viste min udelte begejstring for de amerikanske vælgeres valg af Obama.

Hurtigt efter Obamas valg fik jeg bekræftet min skepsis overfor denne unge håbefulde advokat (og medlem af Senatet) fra Chicago, som nu skulle styre USA ud af den verdensomspændende finansielle krise, som netop indtrådte i anden halvdel af 2008.

Obama allierede sig fra begyndelsen ikke med Main Street, ’manden på gaden’, men med Wall Street, finansverdenen og storkapitalen.

Obama udnævnte rask væk sine ministre med en fortid i finansverdenen, folk som Timothy Geitner og Larry Somners, som kom fra den finansverden, som nu bragte USA og store af verden ud i et finansielt kaos.

Medierne var i ugen efter Obamas valg fuld af stof om i hvilket omfang den amerikanske føderale stat skulle støtte de mange nødlidende finansielle institutioner som de store investeringsbanker og (offentligt ejede) kreditinstitutioner.

Obama - og et flertal i den amerikanske Kongres - valgte efter store sværdslag (som også i Danmark) at støtte de nødlidende finansielle institutioner med millionlån og støtte på skatteydernes bekostning i stedet for at styrke det finansielle tilsyn.

Det var for mig blot en bekræftelse af min forhåndsopfattelse af politikeren Obama. Senere skulle andre komme til.

Når regnebrættet over Obamas 8-årige regeringsperiode skal gøres op, er det eneste positive jeg kan få øje på, at han i august 2013 undlod at bombe Assads Syrien.

Obama undlod som ”demokratisk imperialist” klogt at gentage præsident George Bush juniors fiaskoer i Afghanistan i 2001 og i Irak 2003 med at ville afsætte en modbydelig diktator (eller et terroristisk regime som i Afghanistan) med parolen om: ”No boots on the ground!” (ingen støvler på jorden). Obama gjorde - som demokratisk imperialist - klogt i at undgå tab af amerikanske soldaters liv og i stedet bruge sit luftvåben til at bombe Assads syriske hær.

Hvis Obama havde valgt Bush juniors option med væbnet invasion af Assads Syrien ville det højest sandsynligt være kommet til et nyt Afghanistan og Irak som i 2001 og 2003.

Men inden da skulle Obama og hans administration begå endnu en fejl i amerikansk udenrigspolitik, da NATO (og USA) valgte at gribe militært ind i Libyen i 2011 for at afsætte den fæle oberst Gadaffi.

Endnu en gang viste en militær intervention sig at slå fejl. Uden tanke på hvad som skulle følge efter NATO’s ”humanitære intervention” (med reference til krænkelse af menneskerettigheder) kastede NATO-landene sig ud i et uansvarligt imperialistisk eventyr i Libyen.

Resultatet blev derefter: kaos og efterfølgende borgerkrig. Ingen af de indbyrdes bekrigende parter var i stand til at tage magten i Libyen og indføre … et borgerligt demokrati.

(Selv den selvproklamerede socialistiske Enhedsliste i Danmark hoppede på det imperialistiske eventyr i Libyen, men fortrød ganske vist efter 14 dage, da den kom på bedre tanker).

Hvor Obama var en forsigtig ”demokratisk imperialist”, vil Trump formodentlig føre en isolationistisk og restriktiv handelspolitik overfor udlandet.    

Indenrigspolitisk vil Obama vise sig at være langt mere ”progressiv” end Trump, som er ærkereaktionær, når det kommer til socialpolitik, sundhed og klimaspørgsmål.  

Om kort tid - hvis ikke allerede - vil størstedelen af menneskeheden komme til at længes efter USA’s afgåede præsident Barack Obama. Hans demokratisk valgte (efter amerikanske forhold) efterfølger Donald Trump vil vise sig - ja, har allerede vist sig - at være ”et skud i tågen”, totalt uberegnelig og 100 % upålidelig.

Det var Obama trods alt ikke. Obama lod sig anfægte af sin moralske (og politiske) samvittighed. Det gør Trump ikke. Han er ikke i besiddelse af samvittighed. Deri består den væsentligste forskel.

Trump er en skidt person, én man aldrig ville købe en brugt bil af. Obama er i bund og grund et ”pænt” menneske.

 

Kilde:

Martin Burcharth: Da Obama sagde nej til endnu en krig. Dagbladet Information, 17. januar 2017.