04-12-2016

Italien - kunsten at skabe sig et parlamentarisk flertal.

I dag søndag 4. december 2016 har italienske vælgere mulighed for at afgive deres stemme om premierminister Matteo Renzis ændringsforslag til ny en forfatning for Italien.

Hvorfor har Italien brug for en ny forfatning, kunne man spørge.

Et flertal forkastede monarkiet ved en folkeafstemning i 1948 til fordel for en republikansk styreform.

Italien havde et fascistisk styre fra 1923 til 1943 under Benito Mussolini.

Under republikken har Italien gennemlevet et utal af regeringskriser og er aldrig rigtigt blevet et stabilt demokrati.

De to gamle partier som prægede italiensk indenrigspolitik var de Kristelige Demokrater (CD) og det italienske Kommunistparti (PCI).

Det traditionelle partisystem gik i opløsning i slut 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, hvor de Kristelige Demokrater og Kommunistpartiet med et forsvandt som dug for solen.

Højrefløjspartiet de Kristelige Demokrater var dybt inficeret af korruption, nepotisme og klientilisme. Til trods for det italienske Kommunistpartis forsøg på at løsrive sig fra Moskva med sin ”eurokommunisme” overlevede partiets ikke Sovjetunionens indre sammenbrud i 1991.

Nye partikonstellationer opstod på såvel højrefløjen som på venstrefløjen.

På højrefløjen udnyttede en driftig forretningsmand Silvio Berlusconi det politiske tomrum efter de Kristelige Demokrater og skabte én bevægelse omkring sin person og sit forretningsimperium ”Forza Italia”.

På centrum-venstrefløjen samledes kræfterne i Partito Democratico (PD), som er et tværpolitisk konglomerat af resterne af den borgerlige midterfløj og resterne af venstrefløjen.

Disse to politiske kræfter har indtil for nylig domineret italiensk politik, men har ikke været i stand til at løse Italiens mange økonomiske, politiske og sociale problemer.

Senest er der opstået en protestbevægelse centeret omkring komikeren Beppe Grillo, som har opsamlet meget af den udbredte utilfredshed med de politiske tilstande og de tilbagevendende parlamentariske kriser i Italien.

Ved sidste valg opnåede Grillos bevægelsen næsten 25 % af stemmerne og blev det næststørste parti i Parlamentet.

Femstjerne-bevægelsen (M5S) er langt fra nogen homogen sammenslutning og flere har allerede forladt Grillos enmandsforetagende i protest mod hans enevældige metoder.

Uanset hvilken holdning man måtte have til premierminister Matteo Renzis forslag til forfatningsændring er næsten alle enige om, at hans forslag ikke bringer Italien tættere på et strømlinet og velfungerende demokrati.

Ændringsforslaget er først og fremmest et forsøg på at forhindre, at det parlamentariske system gang på gang kommer ud i langvarige og tilsyneladende uløselige kriser.

Oven i Renzis forslag til en ændret forfatning har Italien siden 2005 haft en valglov, som begunstiger de partier, som opnår det højeste stemmetal i de enkelte valgkredse (forholdstalsvalg).

Tilmed tildeles det parti som får flest mandater til valget til Parlamentet ekstramandater ved den endelige fordeling af mandater.

Dette var Berlusconis bidrag til en ”demokratisering” af det italienske valgsystem i håb om at kunne opnå absolutte flertal.

Renzis ændringsforslag er endnu et skridt i retning af en ”afdemokratisering” af det italienske politiske system. Ifølge Renzis ændringsforslag skal tokammersystemet bevares og medlemmer af Senatet (2. kammer) skal for fremtiden ikke vælges direkte, men udpeges af regionalrådene i Italien.

Hvis Renzis ændringsforslag lider nederlag ved valget 4. december kan der ske et af flere ting:

Enten vil den af mange bortdømte Silvio Berlusconi søge et politisk ”come back” og som en anden fugl Føniks genopstå og geindtræde på den politiske scene evt. i den hårdt prøvede alliance med den yderste højrefløj og det regionalistiske Lega Nord, som i teorien går ind for en løsrivelse af Nord-Italien, regionerne nord for Rom.

Eller Beppe Grillos protestbevægelse, Femstjernebevægelsen vil komme styrket ud af konfrontationen med Renzis Partito Democratico.

Renzi vil nok være færdig som formand i PD og som landets premierminister og der vil opstå ny tumult i hans ikke særligt forende parti.

En ting er i hvert fald helt sikker. Italien vil uanset udfaldet af afstemningen ikke bevæge sig et skridt nærmere stabile demokratiske tilstande, hvilket er nødvendigt hvis det skal løse sine mange økonomiske, politiske og sociale problemer.    

 

Kilder

Susanne Utzon: Renzi har ryggen mod muren. Kristeligt Dagblad, 2. december 2016

Mads Freese: Uhellig alliance om nej til Renzis reform. dagbladet Information, 3. december 2016.

Mads Freese: Splittelse er det eneste sikre resultat. Information. Moderne Tider. 3. december 2016.