01-12-2016

Anders Samuelsens kunststykke.

Hvad vil partiformand for Liberal Alliance Anders Samuelsen egentlig som det tredje ben i en borgerlig regering?

Han spiller vel bare det parlamentariske spil om magten, som går ud på at få det maksimale ud af sit mandattal?

Han har bare hjulpet Løkke Rasmussens Venstre-mindretalsregering ud af en knibe og stillet sine mandater til rådighed mod til gengæld af få ministerposter? Alt er tilsyneladende som det skal værre i et perfekt fungerende parlamentarisk demokrati. Alt går sin vante gang.

Det måske eneste interessante i den seneste regeringsdannelse, hvor Løkke Rasmussen inddrog Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti, er hvad Anders Samuelsen vil udrette som deltager i en borgerlig mindretalsregering.

Vil han som Anders Fogh Rasmussen vise sig som pragmatiker og i mindre grad som liberal/liberalist?

Anders Fogh Rasmussen indledte sin karriere et godt stykke ude af den liberalistiske lineal som tilhænger af en ”minimalstat”. Dvs. en offentlig sektor som kun skulle sørge for det mest nødvendige for at opretholde en stats og et samfund: et forsvar, et politi, et skattevæsen og lidt infrastruktur.

Anders Fogh Rasmussen måtte hurtigt revidere sit ønske om en ”minimalstat”, da han først blev skatteminister under statsminister Poul Schlüter og senere selv overtog roret som statsminister i 2001.

Populært sagt gik Anders Fogh Rasmussen fra at være ”hulemand” til at være ”julemand”.

I stedet for at føre den universelle danske velfærdsstat tilbage til et ”hulestadie”, valgte han at bibeholde store dele af den universelle danske velfærdsmodel.

Denne er karakteriseret ved sit høje skatte -og afgiftsniveau, som muliggør en forholdsvis stor og skattefinansieret offentlig sektor.

Det giver mange fordele for borgerne i form af mange offentlige serviceydelser og garanterer et vist minimum af social lighed, hvilket sikrer social ro og stabilitet (især i krisetider).

Men den udstrakte universelle velfærdsstat har aldrig været liberalistens kop te. Liberalister foretrækker en mindre offentlig sektor, lavere skatter og afgifter, som giver skatteyderne bedre muligheder for at udnytte deres tjente penge til egne formål og behov.     

I opposition til socialdemokratiske regeringer kunne Liberal Alliance råbe højt om ”forsørgersamfundet” og ”klientstaten”, som umyndiggjorde de stakkels borgere og som udsatte dem for ”skatteflåning”.

Stående udenfor en borgerlig regering kunne partiet stadig virke som et liberalt ”korrektiv” og beskylde den for ikke være liberal nok.

Hvad kan Liberal Alliance udrette som tredjepart i en V-K-regering?

Partiet kan gå to veje: Enten kan LA vise sig lige så pragmatisk som Anders Fogh Rasmussen eller - hvad der lyder mere sandsynligt - holde fast i sit liberalistiske standpunkt.

Som udenrigsminister kan Anders Samuelsen ikke dreje Danmark i mange andre retninger end den kurs som danske regeringer har udlagt før ham. Samuelsen vil som udenrigsminister ikke ændre på ret meget i dansk udenrigspolitik.  

Han vil ikke melde Danmark ud af EU, ikke melde Danmark ud af NATO allerhøjst styrke Danmarks medlemskab af Nordisk Råd.

At sidde øverst på toppen af dansk udenrigspolitik er som at stå på broen af en stor olietanker og vide, at det er svært at lægge kursen om, når hele den øvrige skibsbesætning (de ministerielle embedsmænd) er fast overbevist om, at man er på rette kurs.

Anders Samuelsen gør klogt i - mellem sine mange rejser som udenrigsminister - at afse tid til at pleje sit job som partiformand for LA.

På samme måde forholder det sig med partiets ”friske pust” ude fra, plejehjemsleder Thyra Frank, som Samuelsen har fået placeret som ”Ældreminister”.

Hvad vil den private plejehjemsleder, som ingen parlamentarisk erfaring har - være i stand til at gennemføre af politik på ældreområdet? Formodentlig ikke ret meget - i betragtning af regeringens målsætning om en begrænset vækst i de offentlige udgifter.

Det bliver formentlig højst til ”mere brun sovs til kartoflerne” på de offentlige plejehjem og Thyra Frank vil gå over i historien som et mere komisk islæt i dansk politik.

Langt anderledes står til med posten som kulturminister. Her vil Anders søster Mette Bock kunne få nogle af partiets mærkesager i gennem. Søster Mette har i modsætning til sin bror faktisk forudsætninger for at varetage sit hverv som kulturminister. Mette Bock har sit cv som kulturminister i orden. Hun har både de rette uddannelser og den rette karriere i erhvervslivet til at kunne gøre en god figur som kulturminister.

Mette er lige som sin bro Anders ikke gået den lige vej til liberalismen. Hendes vej gik over Socialistisk Folkeparti, som hun stillede op for som folketingskandidat i 1994. Senere meldte hun sig ind i det Radikale Venstre og havnede først sent i sin brors og Simon Emil Ammitzbølls nydannede Liberal Alliance.

Mette Bock har tænkt sig at udfordre Danmarks Radios ”meningstyranni” og ”mediemonopol” ved at beskære antallet af radio og Tv-kanaler i DR. Efter sigende er Mette Bock i besiddelse af ”klassisk dannelse”, så helt galt kan det vel ikke gå med den offentlige debat og ”public service”, om det så er offentlige eller private aktører, som skal varetage denne.

Straks værre er det med partiets chefideolog, den liberalistisk stivnakkede Ole B. Olesen, som stædigt holder fast ved sin liberalistiske grundholdning, når det gælder om at konkurrenceudsætte den offentlige sektor.

Olesen fik tildelt ministeriet for Trafik og Byggeri og har allerede proklameret, at han vil ”konkurrenceudsætte” det træge DSB og dets transport af tog -og buspassagerer.

Der bliver spændende at se, om Olesen er i stand til at gøre det som ingen andre i Europa har været i stand til: at gøre privatdrevet transport billigere og bedre for lige så få penge som i øjeblikket. Skeler man til erfaringer i England kan det ikke lade sig gøre. Der blev privatisering af den offentlige transport dyrere og mindre effektiv.

Merete Riisager har fået overdrager Undervisningsministeriet på et tidspunkt hvor en af hendes forgænger, socialdemokraten Christine Antorini fik lavet en særdeles omstridt og upopulær folkeskolereform, som af hendes ministerkollega finansminister Bjarne Corydon og folkeskolelærerne modpart Kommunernes Landsforening blev trukket ned over hovedet på folkeskolen.

Merete Riisager har i opposition harceleret imod folkeskolereformen, men bliver nu af lovgivningens inerti tvunget til at få det bedste ud af reformen, som fortsat er lige upopulær i brede kredse af befolkningen.

Spændende bliver det endvidere at se, hvorledes hun vil gribe hele problematikken omkring den højere uddannelse an.
Hun vil med garanti ikke sætte Statens Uddannelsesstøtte i vejret og forlænge støtteperioden. Hun vil gå privatiseringsvejen og byde private investorer velkomne til at investere i højere uddannelse frem for at belaste statens budget.

Den ny regerings politik kan vise sig at blive yderligere et skridt i retning af ”afmontering” af den universelle velfærdsstat.