05-11-2016

Italien - Matteo Renzis knap så repræsentative demokrati.

Det er den italienske premierminister Matteo Renzis hensigt at afholde folkeafstemning om en ny forfatningsreform 4. december i år.

Grunden til denne ændring skyldes, at det efter sidste parlamentsvalg blev vanskeligt at danne en flertalsregering uden om protestpartiet MoVimento 5 Stelle (M5S), som ingen af de andre partier ønskede at danne regering sammen med.

Italien har siden 2. verdenskrig været en republik, hvis overhoved er en præsident.

Præsidenten er meget gammel (over 90) og hedder Giorgio Napolitano. Napolitano er nok den eneste tilbageværende politiker i Italien, som stadig nyder mange italieneres tillid. Napolitano har været aktiv i politik lige siden 2.verdenkrig og inkarnerer i en vis forstand den italienske modstandsbevægelse mod fascismen. Napolitano lod sig overtale til at tage en ekstra tørn som præsident for at hjælpe landet i en nødsituation.

Det repræsentative demokrati i Italien har et overskyggende problem: der kan ikke dannes regering uden at medtage protestpartiets Movimento 5 Stelle (M5S) mandater. Partiet fik ved sidste parlamentsvalg en fjerdedel af stemmerne. Protestpartiet M5S anses ikke for værende regeringsdygtigt af de andre partier.

Det må der gøres noget ved. Men hvad?

 

Matteo Renzis parlamentariske krumspring.

Matteo Renzi - som er kommet til tops i sit eget parti Partito Democratico (PD) ved at bruge sine spidse albuer - var ikke bleg for at foreslå, at gøre Italiens forfatning mindre demokratisk for at komme uden om det parlamentariske problem med at danne en flertalsregering.   

Det italienske parlament er siden 2006 sammensat efter en flertalsvalgmetode, som begunstiger partiet med flest stemmer i de enkelte valgkredse(’the winner takes it all’; ,first to the pole’) og tilmed tildeler det parti, som får flest stemmer af samtlige afgivne en ekstra mandatpræmie.

Alt sammen meget lidt demokratisk.

En sådan ændring af valgloven vil give et parti med blot en tredjedel af stemmerne et flertal i parlamentet - og Matteo Renzis demokrati vil være reddet.

Den italienske Forfatningsdomstol har imidlertid erklæret valgloven for ugyldig, så Italien regeres altså i øjeblikket af en forfatningsstridig valgt regering, som kun sidder på en tredjedel af de afgivne stemmer ved sidste parlamentsvalg.

Hvilket ikke kan siges at være synderligt demokratisk.

 

Mere eller mindre demokrati?

Bliver Italien så mere demokratisk med Matteo Renzis forfatningsreform?  Nej, på ingen måde er svaret.

Ifølge det fremlagte forslag, som skal til afstemning vil regeringen (den udøvende magt) udelukkende blive kontrolleret af Deputerkammeret (den lovgivende magt).

Overhuset, Senatet vil blive reduceret til én forsamling af regionale repræsentanter, hvor Matteo Renzis Partito Democratico står stærkt.  

Mandatpræmien til det største parti, der får mere end 40 % af de samtlige afgivne stemmer i hele landet eller præmien til det parti, som får flest stemmer i enkeltmandskredsene vil kunne forvandle et stemmemæssigt mindretal til et parlamentarisk flertal.

Hokus, pokus fili-hankat - Matteos Renzi har løst Italiens parlamentariske krise.  

Renzis parti vil med en stemmeandel på 20 % kunne erobre kontrol med den udøvende magt i Deputérkammer og Senat (Overhus).

Det vindende parti vil kunne udpege landets præsident, som ikke er folkevalgt.  

Et mindretalsparti vil også kunne udpege dommerne til Forfatningsdomstolen samt til Consiglio Superiore della Magistratura, som udpeger dommere til de lavere retsinstanser.

Der er således tale om en enorm magtkoncentration i hænderne på et lille mindretal af magthavere, et oligarki = fåmandsvælde.

Onde tunger hævder, at det er landets største kreditor den amerikanske investeringsbank J. P. Morgan, som har visket Matteo Renzi gode råd i øret.

J. P. Morgan offentliggjorde i maj 2013 en rapport ”The Euro area adjustment: about half-way there”.

Ifølge banken er de sydeuropæiske lande “påvirket af socialisme” og præget af ”svage regeringer, svage centralstater i forhold til regionerne, forfatningsmæssig beskyttelse af arbejdstagerrettigheder, systemer for skabelse af konsensus, der fremelsker klientilisme, og retten til at protestere, hvis der foretages uønskede ændringer af den politiske status quo.”

Chefredaktør på den italienske avis Il Fatto Qoutidiano Marco Travaglio siger om forholdet mellem J. P. Morgan Bank og Matteo Renzi:

Der er intet komplot [mellem de to parter], men blot en udveksling ved højlys dag: De holder ham oprejst og han rydder demokratiet - altså det komplekse system, som består af valg, politiske programmer, vekselvirkningen mellem regering og opposition, magtbeføjelser og kontrolorganer, regler, der skal overholdes, samt myndigheder at redegøre over for, og hvor beslutningerne er et destillat af en række folkeligt legitimere instanser - af vejen [min understregning].”

De internationale banker synes at have presset Matteo Renzi til at gennemføre udemokratiske ændringer af landets forfatning for at gøre Italien regeringsdygtigt.

Forhenværende formand for Forfatningsdomstolen Gustavo Zagrebelsky advarede i en Tv-debat mod faren for, at Italien bevægede sig væk fra demokrati over mod et oligarki.

Han påpeger, at det er karakteristisk for oligarker, at de ikke varetager flertallets interesser, men deres egne egoistiske interesser.     

”Oligarkerne må holde deres handlinger og de interesser, der driver dem, skjult. Men ikke nok med det. De må fremvise en anden, fiktiv, kunstig virkelighed, som skabes med propagandistiske taler, smiger, gaver og skuespil.”

Det er dybt bekymrende, at det italienske demokrati således udhules indefra af dets egne tilhængere og ikke - som ofte påstået - undergraves af fjendtlige kræfter udefra.

    

Kilde:

Mads Frese: Er demokrati bare et pænt ord for oligarki? Dagbladet Information. Moderne Tider, 29. oktober 2016.