04-11-2016

Ytringsfrihedens forkæmpere.

Flemming Christian Nielsen var indtil 1999 ansat som journalist på dagbladet Jyllandsposten.

Flemming Christian Nielsen var ofte den, der skrev avisens ledere fra 1970’erne og indtil sin afsked i 1999.

Jyllandsposten havde fundet sig en niche i den (skrevne) danske dagspresse som et liberalistisk dagblad til forskel fra det konservative Berlingske (Tidende) og det socialliberale Politiken.

Jyllandsposten dyrkede sit liberale image med stor dygtighed og havde stort set udvisket sin grumme fortid i 1930’erne som sympatiserende med autoritære regimer som f. eks. Francos Spanien.

Men så skete der noget på avisen i 1993: ”Men Jyllandspostens treenighed af klassisk konservatisme, frisind og åndsfrihed forsvandt den dag Jørgen Ejbøl blev ansat som ansvarshavende redaktør. (…)

Jørgen Ejbøl lod sig ikke med et kvart ord sige imod. Modsigelse så han som forræderi, og en af hans første handlinger som chefredaktør var at fjerne mig som lederskribent, for jeg havde under hans forgænger Jørgen Schleimann skrevet en antiracistisk leder i Jyllandsposten og den opfattede Jørgen Ejbøl som en uhørt nederdrægtighed mod avisen og dens læsere.”

Flemming Christian Nielsen mødte en enerådig og diktatorisk chefredaktør Jørgen Ejbøl, som ikke lod sig mærke med, at interne trivselsundersøgelser viste, at der var stor utilfredshed med hans ledelsesstil blandt medarbejderne.

Ejbøl forbød medarbejderne at offentliggøre resultaterne af trivselsundersøgelsen med trusler om fyring.

Da en trivselsundersøgelse blev gentaget nogle år efter, måtte tillidsrepræsentanterne på avisen offentliggøre resultatet i tidsskriftet det religionskritiske Faklen.

Det undrer Flemming Christian Nielsen, at Jyllandspostens redaktører (Carsten Juste, Jørn Mikkelsen og Flemming Rose) så længe fandt sig i Jørgen Ejbøls diktatoriske ledelse af avisen og ikke - som han selv - gjorde oprør og i sidste instans tog deres afsked.

I stedet fandt de sig i, at Ejbøl udnyttede deres (misforståede) loyalitet overfor deres fælles projekt - Jyllandsposten.

Flemming Christian Nielsen skriver, at så længe de var inde i varmen hos Ejbøl gjorde det ikke noget, at han svingede pisken over andre (som ham selv).

Om Flemming Rose hedder det: ”Flemming Rose kunne i selvvalgt tavshed beskue et mere og mere betændt klima, kolleger der brød psykisk sammen eller med flakkende blikke hagede sig til fedteriet eller sammenbidt udførte deres arbejde”.

Ansvarshavende chefredaktør Jørgen Ejbøl kunne i opgangstider ”stoltsere rundt på gangene”, uden nogensinde at have skrevet en artikel og lade sig ”hylde som geni” og i nedgangstider krybe i ly på sit kontor og ”lade sine løjtnanter indberette de illoyale.”

Flemming Christian Nielsen roser Flemming Rose for at have opgivet rollen som ”loyal løjtnant” og forvandlet sig til ”desertør”.

Jyllandsposten, holdt længe liberalismens fane højt, men sænkede den efterhånden som medarbejdernes sikkerhed vejede tungere end den højt besungne ytringsfrihed.

Chefredaktør Jørgen Ejbøl brugte Jyllandspostens udsatte sikkerhed som terrormål til at knægte sine egne journalisters ytringsfrihed.

Bladets redaktionelle linje syntes at følge bladets salgskurve.

Med stigende salg fulgte bladet en liberalistisk kurs; med faldende salg blev den liberalistiske fane krøllet sammen og lagt i skuffen.

Bladet blev efter Muhammed-tegningerne bange for sin egen skygge og truslerne mod bladet som mål for terror fik Jørgen Ejbøl til at opgive sine høje og flotte idealistiske idealer om ytringsfrihed.

Sikkerhed vejer nu en gang tungere end liberale principper som ytringsfrihed.

Som Flemming Rose har påpeget, betyder dette, at ikke Jyllandsposten og de opgivne liberale principper har sejret, men terroristernes skæmmekampagner og terror.

Det lover ikke godt for fremtidens forkæmpere for ytringsfrihed.

 

Kilde:

Flemming Christian Nielsen: Desertør fra de tæmmede bæster. Dagbladet Information. 3. november 2016.