27-10-2016

"Pæne" mennesker kan også begå grove forbrydelser.

Familien Puccio var en ganske almindelig argentinsk middelklassefamilie bestående af far, mor og 5 børn.

Som middelklassefamilie boede de i en pæn forstad til Buenos Aires kun to husblokke fra byens katolske kirke og gik til messe hver søndag.

Faren Archimedes Puccio havde sin egen advokatpraksis og familien var velagtet i forstadsmiljøet.    

Den ene af familiens 3 sønner Alejandro var en kendt rugby-spiller i den lokale rugby-klub og havde spillet på det argentinske rugby-landshold.

Far Archimedes havde ganske vist en dyster fortid i los Secretaria de Intelligencia del Estadio (SIDE), den argentinske efterretningstjeneste, men det var der ikke mange middelklasse-argentinere, der tænkte på, som noget kriminelt.

I årene fra 1976-1983 var Argentina styret af en militærjunta, som så det som sin opgave at udrense Argentina for enhver form for politisk opposition.

Argentina var op gennem 1970’erne præget af borgerkrigslignende tilstande med utallige væbnede sammenstød mellem statsmagt og guerillakæmpere, som ønskede at omstyrte de argentinske regeringer.

I 1976 greb en gruppe militære chefer, anført af general Jorge Videla magten og indførte et ubarmhjertigt og jernhårdt militærdiktatur, som slog hårdt ned på enhver form for opposition.

Personer, som militærdiktaturet mistænkte for oppositionel virksomhed blev arresteret, udsat for fysisk og psykisk mishandling og tortur. FN mener således, at 30.000 personer er “forsvundet” uden nogen ordentlig forklaring på, hvad der er blevet af dem.

Militærdiktaturet så det som sin opgave at ”udrense” Argentina for al ”marxistisk” indflydelse og kidnappede således i tusindvis af ”venstreorienterede”, hvis skæbne for manges vedkommende indtil i dag er ukendt.

Børnene til ”forsvundne” (myrdede) mødre blev af militærdiktaturet bortadopteret til plejefamilier og voksede op uden at kende deres biologiske forældres skæbne.

I 1983 kastede den politisk og økonomisk trængte militærjunta Argentina ud i et militaristisk eventyr ved at kræve de engelsk administrerede Falklands-øer tilbage til Argentina.

Juntaen håbede på, at dette militaristiske eventyr ville øge opbakningen til de militære ledere. I stedet blev militærets eventyr en eklatant fiasko, som kostede 10.000 argentinske soldater livet i en håbløs konfrontation med fru Thatchers overlegne engelske militær.

Argentina skulle nu påbegynde overgang til demokrati, hvilket faldt mange tidligere tilhængere af militærdiktaturet svært.

Personer som advokat Archimedes Puccio fandt overgangen til demokratiske tilstande svær og havde svært ved at omstille sig.

I stedet for at glæde sig over militærdiktaturets fald valgte han af gammel vane at forsætte sit beskidte arbejde. Denne gang for egen regning - og risiko.

Under Argentinas militærdiktatur havde læger og advokater støttet efterretningstjenesten i dens lyssky foretagende med kidnapning af ”uønskede samfundselementer” og godkende anholdelser, ulovlig tilbageholdelse og tortur.

Denne praksis var i den grad gået Archimedes Puccio i blodet, så han nu sammen med sin unge og håbefulde søn Alejandro indledte en række kidnapninger, som i sidste ende førte til deres anholdelse og dom i 1985.

Inden da nåede de to (med hjælp fra tre andre medskyldige) at begå 3 mord. I alle tilfælde forlangte Puccio-klanen løsesummer af den bortførtes familie (op til 250.000 dollars).

Ofrene blev holdt fanget i Puccio-familiens hus i den pæne forstad San Isidro til Buenos Aires.      

Første offer var Ricardo Manoukian (23), som blev dræbt af tre skud gennem hovedet. Ricardo var af nogle venner i nabolaget blevet introduceret til sønnen Alejandro.

Næste offer var Eduardo Aulet, hvis lig først blev fundet 4 år senere.

Tredje offer Emilio Naum blev skudt under sin bortførelse, da han satte sig til modværge.

Fjerde offer var forretningskvinden Nelida Bollini de Prado, som blev holdt fanget i en måned og befriet 25. august 1985

Det var under forhandlinger om udbetaling af løsesummen for hende, at far Archimedes blev arresteret og mistænkt for drab på de bortførte.

De to hovedskyldige - far og søn - blev i 1985 idømt livsvarigt fængsel. En anden af familiens sønner Daniel fik en kortere dom.

Hustruen Epifania og de to døtre blev ikke anklaget. Den tredje søn Guillermo forsvandt ud af landet.

Sønnen Alejandro, som læste psykologi i fængslet, blev løsladt i 2007 og døde året efter.

Far Archimedes blev løsladt og døde i 2013.

Ingen I familien har på noget tidspunkt indrømmet deres skyld.

Pæne mennesker begår ikke den slags forbrydelser, forstås.

Familiens tragiske skæbne er nu foreviget i filmen ”Clan”, som nu (2016) kan ses i danske biografer.

En af folkene bag filmen Ortega siger til BBC, at Puccio-sagen kun kunne foregå i en argentinsk 1980’er sammenhæng.              

Folk stillede ikke for mange spørgsmål, fordi det var bedre på den måde” om årene under diktaturet.

Archimedes [Puccio] er ikke skør fyr, som begynder på at kidnappe folk ud af det blå”, siger filmens instruktør Trapero. ”Han blev langsomt den han var i en argentinsk politisk sammenhæng. Han var et symptom å den tid”.

Forfatteren Palacios, som har skrevet en bog om Puccio-klanen siger: ”Jeg tror ikke, at Puccio-klanen havde været mulig uden militærdiktaturet. Det brugte i sidste ende de samme metoder.”   

 

Kilder:

Paul Lewis: Guerilla and Generals. The Dirty War in Argentina. Praeger. 2001.

Wikipedia english og espanol.

BBC News. 3. September 2015.

Bo Green Jensen: Efter generalerne. Weekendavisen. 14 oktober 2016.