24-10-2016

Året 1956 er værd at huske.

Året 1956 var et begivenhedsrigt år. Året var bemærkelsesværdigt fortættet på begivenheder.

I Europa er det nok mest opstanden i Ungarn, som huskes bedst, da titusindvis af flygtninge strømmede ud af Ungarn efter, at opstanden var slået ned.

På venstrefløjen er det nok mest Khrustjovs tale på det sovjetiske kommunistiske partis 20. partikongres, som huskes, da den skabte brudlinjer mellem arbejderbevægelsens dele.

Uden for Europa var det Suez-krisen i Mellemøsten, som prægede billedet.

Hjemme i lille Danmark proklamerede fagbevægelsen generalstrejke og ”situationens generalstab” var for en stund herre i Danmark.

Sømandsbossen fra Danmarks Kommunistiske Parti Preben Møller-Hansen fik sine 15 minutters berømmelse og sin debut som agitator.

Verden var præget af modsætningsforholdet mellem de to stormagter USA og USSR.

Verden var delt ind i to lejre og efter manges mening var det ikke muligt at stille sig mellem disse to lejre.

I Mellemøsten havde den ”progressive” general Nasser i Ægypten nationaliseret den engelsk-fransk ejede Suez-kanal, som forbinder Middelhavet med det Indiske Ocean.

Dette faldt Suez-kanalens aktionærer for brystet og de krævede kompensation for ”tyveriet” af indtægterne fra kanalens skibstrafik.     

Dette havde nær udløst en krig i Mellemøsten, hvis ikke USA havde lagt sig i mellem og hindret de to europæiske kolonimagter England og Frankrig i at smadre Nassers pro-sovjetiske Ægypten.

Blandt partibureaukraterne i Østbloklandene (USSR og de central -og østeuropæiske ”folkedemokratier”) vakte Khrustjovs hemmelige tale på 20. partikongres stor forundring.

Ingen havde vovet at kritisere Stalin i levende live uden selv at miste livet. Nu var despoten død (i 1953) og næste geled i rækken af bureaukrater kunne nu træde frem og kritisere ham, hvis de turde.

Ikke mange turde, fordi bureaukraterne i næste geled alle var fedtet ind i Stalins massehenrettelser og udryddelse i tvangsarbejdslejre af store dele af den russiske befolkning.

Regimets ny førstemand Khrustjov turde ikke rigtigt gå i kødet på kammerat Stalin, da han selv havde en rem af huden og ville save den gren over, som han selv sad på, hvis han gik for hårdt til værks.

Så han nøjedes med at slå ned på Stalins værste forbrydelser. Men de var også slemme nok i sig selv.

Da Khrustjovs hemmelige tale nåede ud over den inderste kreds af sovjetiske partibureaukrater skabte den ravage i de staliniserede kommunistpartier.

Nogle mener, at Khrustjov lukkede ånden ud af flasken, da han tillod sig at så tvivl om klogskaben i Stalins politik.

Andre mente, at Khrustjov viste sig at være en ”reformkommunist”, som var parat til at diskutere andre veje til socialismen end den sovjetrussiske.

Der var grøde i den stivnede stalinistiske bevægelse, men kolossen viste sig at stå på lerfødder.

Første gang man så det udenfor USSR var i 1953 i Østberlin, hvor bygningsarbejdere gik i strejke for højere løn og lavere priser i protest mod DDR-lederen Walter Ulbrichts monolitiske Socialistiske Enhedsparti (SED).

Næste gang var i Ungarn i 1956, hvor en bred skare af ungarere kastede sig hovedkulds ud i en væbnet opstand mod regeringsapparatet og de dele af militæret som var loyale mod styret.

Lynhurtigt trådte ”reformkommunisten” Imre Nagy frem på scenen og satte sig i spidsen for en ny regering.

Det varede dog kun kort tid, inden sovjetiske tanks og panservogne med hård hånd slog opstanden ned.  

Opstanden i Ungarn gav anledning til stor uro på venstrefløjen og gav ”reformkommunister” som danske Aksel Larsen blod på tanden til at bryde med sit mangeårige parti, Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Aksel Larsen brød i 1959 med DKP, men ikke med den stalinisme, som havde vejledt - eller bedre misledt - ham siden 1930’erne.

Den ungarske befolknings opstand slog i nogen grad benene væk under DKP, som ellers havde godt fat i dele af fagbevægelsen, da DKP optrådte mere militant på arbejdspladserne end fuldblodsreformisterne i Socialdemokratiet.

Det kortvarige opsving som DKP fik lige efter krigen forsvandt nu som du for solen, fordi partiet åbenlyst viste sig som en filial af Moskva.

Det var det Aksel Larsen gerne ville gøre sig fri af, da han dannede SF.

I dag er verden ikke længere bipolær, men multipolær og langt mere indviklet at overskue.

Men det skal fortsat ikke hindre os i forsøge at forstå en kompliceret verden.