17-10-2016

Litterær heltedyrkelse og krigsforherligelse.

Der breder sig en uhyggelig stemning af krigsforherligelse i Danmark.

Hvordan mærker man det?

Det kan man dels se af den modvilje, som flertallet i Folketinget udviser, når det kommer til nedsættelse af en kommission til undersøgelse af det retlige og politiske grundlag for Danmarks deltagelse i krigene i Irak 2003.

Invasionerne i Afghanistan 2001 og i Libyen 2011 var baseret på FN-resolutioner.  Det var krigen mod Saddam Husseins Irak ikke.

Den var begrundet i de ”forbrydelser mod menneskeheden”, som Saddam Husseins regime havde begået mod sin egen befolkning og mod det arsenal af kemiske, bakteriologisk og atomare våben, som Saddam Hussein måtte have haft, men som FN’s våbeninspektører aldrig fandt.

Undersøgelseskommissioner i Norge og senest Chilcot-kommissionen i England er fremkommet med en kraftig kritik af det manglende og ufuldstædige beslutningsgrundlag for koalitionens intervention i Irak 2003.

Men ingen dansk undersøgelseskommission. Hvorfor ikke?

Hvad er et flertal i det danske Folketing bange for? Er det bange for at blive stillet til ansvar for en ”uretfærdig” og en ikke berettiget krig?

Dansk udenrigspolitik er gået fra at være en ”neutralitetspolitik” - helt lige fra det ”forsmædelige nederlag i 1864 og frem til krigene på Balkan i 1990’erne.

Her valgte en socialdemokratisk regering under Poul Nyrup Rasmussen og forsvarsminister Hans Hækkerup at sadle om og skiftede ”neutralitetspolitikken” ud med en ”aktivistisk” udenrigspolitik.

Siden er lilleputnationen Danmark blevet mere krigerisk og mindre pacifistisk.  

Denne tendens tegner sig nu også i litteraturen. Det er med andre ord blevet tidsånden, en udbredt holdning i store dele af den borgerlige offentlighed.

At litteraturen således afspejler de materielle forhold i samfundet er der intet nyt i. Det skal blot konstateres - for en sikkerheds skyld.

Historikeren og journalisten Tom Buk-Swienty har de seneste år udmærket sig ved at have skrevet en række bøger om begivenheder i Danmarkshistorien: Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als om krigen i 1864, som er blevet en bestseller og som oven i købet er blevet filmatiseret og som skabte stor debat i medierne.

Tom Buk-Swienty har gjort det, som historikere i årevis har drømt om, men ikke formået: at nå ud til et stort og bredt (ikke-akademisk) publikum.

Vi er vist mange historikere, som er misundelige på Tom Buk-Swienty.

Tom Buk-Swienty har tilbragt en del år i USA og har tillagt sig en angelsaksisk fortællemåde, hvor han forener historikerens kildekritiske tilgang til sit stof og journalistens dramatiske virkemidler.

Tom Buk-Swienty er fortsat i denne tradition med bøger om den aristokratiske familie Dinesen, hvor han har fået adgang til nogle af familiens dagbøger og brevkorrespondance.

Swienty’s krønike over familien Dinesen har foreløbigt givet sig udtryk i 3 bøger og én mere er på vej: Kaptajn Dinesen. Ild og Blod og Kaptajn Dinesen. Til Døden os skiller og senest næste generation Tommy og Tanne.

Fælles for mændene i de tre generationer Dinesen er deres begejstring, ja fascination af jagt og det at skyde vildt.

Denne foretrukne fritidsfornøjelse for aristokrater var ikke ualmindelig, men hørte vel snarere med til at være aristokrat.

Med til den aristokratiske tradition hørte også en karriere i militæret, som helst skulle udmønte sig i praksis på en af Europas mange slagmarker i datiden.

Lige fra bedstefarens medvirken i Treårskrigen 1848, over farens medvirken i krigen 1864 tog til sønnens deltagelse i 1. verdenskrig.

Nyt er imidlertid, at avisernes anmeldere flyder over af national begejstring for datidens aristokratiske helte på slagmarken.

I det ellers så ”pacifistiskeKristeligt Dagblad falder anmelderen Bo Hakon Jørgensen i svime over aristokraten Thomas Dinesens heltemod og offervilje på slagmarken i 1. verdenskrig.

Lidt mere tilbageholden i sin begejstring for Buk-Swienty’s helteepos er dagbladet Jyllandspostens teolog og mangeårige filmkritiker Johannes H. Christensen, der finder Tomas Dinesen alt for almindelig og ikke særlig interessant ud over, at han var bror til den berømte Karen Blixen og som ikke finder Buk-Swientys udpenslede skildring af Thomas Dinesens ophold i 1. verdenskrigs skyttegrave særlig interessant.   

Dagbladet Informations anmelder historikeren Joachim Lund finder bogen ”en anelse altmodisch om overklassens kvaler og dens problemer med at få tiden til at gå”.

Organet for den Højere Oplysning, dagbladet Politikens kulturradikale litteraturprofessor Hans Hertel finder bogen ”medrivende, bevægende og oplysende” og tildeler den 5 stjerner.

Tillad mig at spørge: Hvad er der blevet af den kritiske distance til en krigsbegejstrende roman om en ulykkelig aristokrat, som ledte efter en mening med livet på krigens slagmark?

Tillad mig at minde om, at en de mest krigsbegejstrede forfattere, som hyldede krigsmodet på slagmarken hed Ernst Jünger og var nazist.

Lad det være mig tilladt at minde om, at et central træk ved nazisme og fascisme er fascination af vold og forherligelse af krig.

Ulykkelige skæbner som Thomas Dinesen og andre mente i deres fortvivlelse at kunne finde livets mening på ”ærens” slagmark.

Nazisme og fascisme er den ideologiske begrundelse for denne krigsforherligelse og krigsbegejstring.

Den er der ingen grund til at dyrke, heller ikke i litteraturens verden.    

 

Kilder:

Buk-Swienty: Slagtebænk Dybbøl, 18. april 1864.

Buk-Swienty: Dommedag Als, 29. juni 1864. 2010.

Buk-Swienty: Kaptajn Dinesen - Ild og blod. Bogklub 2013.

Buk-Swienty: Kaptajn Dinesen. Til døden jer skiller. Bogklub 2014

Buk-Swienty: Tommy og Tanne. 2016.

Ritzau, 14. oktober 2016.