12-10-2016

Kronprinsens soloridt.

Der var engang, da det danske Rige var styret af kongen alene. 

Enevælde kalder man det.

Men de tider er for længst forbi.

Grundloven fra 1849 indskrænkede kongens magt væsentligt.

Han var nu kun konge i et konstitutionelt monarki og kunne ikke længere herske uindskrænket som under Enevælden.

Indtil ’systemskiftet’ i 1901 fik danske regeringer kun overdraget magten af kongen, hvis de delte kongens opfattelse.

Da kongerne var systembevarende og konservativ, kom kun systembevarende og konservative elementer til magten i Danmark.

I 1901 mistede kongens sin uindskrænkede magt til at udpege en systembevarende og konservativ regeringsleder, da de konservative elementer i Rigsdagen mistede sit flertal i både Landsting og Folketing.

Kongemagten var nu i praksis kørt ud på et sidespor og genvandt aldrig rigtigt sin magtposition i dansk politik.

I bund og grund er et monarki et historisk levn og altså en anakronisme, som ikke burde findes i vor tid.

Men da et klart flertal i den danske befolkning er tilhængere af kongehuset og foretrækker dette frem for andre styreformer, får det lov at overleve.

Kongehuset modtager hvert år et klækkeligt beløb til dets underhold, apanage, som størstedelen af befolkningen støtter.

Men kongehusets goodwill hos befolkningen er ikke betingelsesløs. Der knytter sig en række forventninger til kongehuset.

Man forventer, at kongefamilien opfører sig hæderligt og anstændigt som alle andre gode borgere i Riget.

I modsætning til andre europæiske kongehuse, har den danske kongefamilie da i det store og hele levet op til befolkningens berettigede forventninger.

 

Kronprinsens fejltrin.

Men af og til træder enkelte af kongehusets medlemmer ved siden af.

Sidst Hans kongelige Højhed, kronprins Frederik.

Kronprinsen blev af statsminister Anders Fogh Rasmussen udpeget som dansk medlem af den Internationale Olympiske Komité (IOC).

IOC er ikke en demokratisk valgt organisation, som afholder de Olympiske Lege, men en selvudnævnt og selvsupplerende forsamling af forhenværende idrætsstjerner og notabiliteter som f.eks. prins Albert af Monaco og danske kronprins Frederik.

World Antidoping Agency, WADA er nedsat af IOC for at holde øje med atleternes brug af ulovlige dopingmidler.

Der er et vist sammenfald mellem medlemmer i IOC og WADA og WADA er altså ikke en uafhængig instans, sådan som IOC præsident Thomas Bach hævdede under OL i Rio i august 2016.

Godt hjulpet af medierne kom det op til OL i Rio frem, at den russiske stat medvirkede til snyd med dopingtest af landets atleter.

Det systematiske snyd skete med den russiske sportsministers vidende og var et graverende eksempel på den manglende og misvisende dopingkontrol.

IOC forsøgte at dysse sagen ned ved at overlade det til de enkelte idrætsforbund at bestemme hvilke atleter, som kunne deltage i OL.

Den danske regering, repræsenteret af kulturminister Bertel Haarder, var imod at tillade de russiske atleter - som var taget for doping i - at deltage i OL.

En afstemning fandt sted i IOC. Et stort flertal stemte for beslutningen om at overlade det til de enkelte idrætsforbund.

Kronprins Frederik stemte på eget initiativ med flertallet i IOC mod den danske regerings anbefaling.

 

Hvem repræsenter kronprinsen?

Repræsenterer han sig selv eller repræsenterer han - som udpeget af repræsentanter for det folkestyret - det danske folk?

Kronprinsen burde have regeret på de mange henvendelser fra Kulturministeriet om ikke at se gennem fingrene med de dopingdømte russiske atleter og forbudt dem at deltage i OL i Rio.  

Ved at sidde folkestyrets repræsentanter overhørig udviser han nogle heldige træk ved sin person, som ikke er en konstitutionel monark værdig.

Kronprinsen burde modtage en ”næse” for sin hovne og arrogante optræden og regeringen burde overveje at trække kronprinsens mandat i IOC tilbage og erstatte ham med en bedre egnet.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) burde protestere på idrættens vegne i stedet for bare at slå den hen som en mindre fodfejl fra kronprinsens side.

Hvis ingen af disse ting sker, vil jeg tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved berettigelsen af en monark i et konstitutionelt monarki, hvis han alligevel handler enevældigt.