07-10-2016

Religionsneutralitet.

Religionsneutralitet er nyt begreb i min verden.

Den danske Grundlov fra 1849 giver alle danske borgere religionsfrihed. Men som den kirkelige og politiske højrefløj insistere på, er religionsfrihed ikke lig med religionslighed.

Kristendommen har ifølge Grundloven forrang og det danske kongehus er også ifølge Grundloven luthersk-protestantisk.

Så vidt, så godt. Grundloven laver man ikke så let om på, selvom man som republikaner kunne ønske det.

Men religionsneutralitet, hvad er nu det for et nyt begreb?

 

”Brune” og ”hvide” gymnasieelever.

Jeg ved ikke hvornår det opstod, men det sneg sig i alt fald ind i debatten, da rektor på det århusianske gymnasium Langkjær oprettede en ren ”indvandrerklasse” ud fra pædagogiske argumenter.

Den skæve fordeling mellem ”etnisk danske” og efterkommere af indvandrere fremkommer angiveligt, fordi de etnisk danske elever foretrækker skoler med kun få efterkommere af indvandrere.

Kan den skæve ”etniske” sammensætning mon skyldes, at etnisk danske middelklasseforældre i samme område som Langkjær Gymnasium foretrækker, at deres poder går på et ”all-white” gymnasium, som f.eks. Århus Katedralskole?

I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad gør lektor på Ribe Katedralskole Gunnar Lundsgaard opmærksom på et par historiske kendsgerninger.

Lundsgaard påpeger, at danske folkeskoler helt frem til 1933 var underlagt ”et gejstligt opsyn” og frem til 1935 var underlagt ”en kristen formålsparagraf med konfessionsbundet religionsundervisning”.

Siden 1877 har danske gymnasieskoler været religionsneutrale.

Fra 1145 til 1805 var gymnasieskolerne ”kirke -og præsteskoler”. Fra 1805 blev de ”humanistiske embedsmandsskoler uden gejstligt tilsyn”.

Religionsundervisningen var indtil 1877 konfessionel, men blev efter 1877 gjort konfessionsløs. I stedet blev undervisningen gjort ”kundskabsmeddelende - dog med en grundtvigiansk frigørelsesklausul fra 1906 til 1994.”

I folkeskolen var der et ”folkekirkeligt gejstligt opsyn” indtil 1933. Og fra 1933 til 1975 var der ”en kristen formålsparagraf med konfessionsbundet religionsfag”.

I princippet har al undervisning i gymnasieskolen således siden 1877 været ”konfessionsløs”, dvs. ikke kontrolleret af nogen kirkelig myndighed - og altså i princippet ”konfessionsløs”.

Først fra 1975 var undervisning i folkeskolen i sin formålsparagraf ikke længere forbundet med et særligt kristent livssyn.

Ifølge lektor Lundsgaard er rektors påstand om, at Langkjær gymnasium er ”religionsneutral” ikke rigtig.

 

Min egen skolegang.

Med fare for at lyde nostalgisk tænker jeg tilbage på min egen skoletid i 1960’erne.

Her bar skoledagen i allerhøjeste grad præg af at være konfessionel, dvs. præget af kristendom.

Afsyngning af kristne salmer foregik hver dag i tidsrummet mellem 1 og 2. skematime.

Fællessangen foregik til at begynde i gangene mellem klasselokalerne. Senere i en ”sangsal” i en nybygning.

Her blev der sunget salmer fra Folkekirkens blå salmebog med salmer skrevet af ”gode danske mænd” som B.S. Ingemann og N.F. S. Grundtvig.

Ikke alle sang lige rent, men entusiasmen fejlede ikke noget. I ”sangtimerne” (vist nok også i dansk-timerne) blev salmerne lært udenad og på lærerens befaling afliret af eleverne efter tur.

Ikke så mærkeligt, hvis 60’ernes skoleelever stadig husker deres udenads-lærte salmer.   

Der blev også undervist i kristendom. Faget hed så vidt jeg husker ikke ”kristendomskundskab” men ”bibelhistorie”, hvor man fik fortalt historier fra Nyt og Gammelt Testamente. På væggene i klasselokalet hang illustrationer af hændelser fra Biblen, så eleverne kunne danne sig et visuelt indtryk af Biblens historier.

Så jo, folkeskolen var ikke konfessionsløs i 1960’erne, men i allerhøjeste grad lagt an på ”indoktrinering” i kristendom.

Men det blev gjort uden de store falbelader og så at sige ’sneget ind’ i de små poder uden at de lagde mærke til det. Smart manipulation.

Man skulle tro, at alle vi folkeskoleelever fra før 1975 var blevet gode kristne sjæle. Men sekulariseringen (afkristning) var jo indledt allerede i slutningen af 1800-tallet, så det prellede af på de fleste og ingen blev - så vidt jeg husker - ”omvendt”.

Hvis vi var kristne, så var vi - som de fleste i vores omgangskreds -  ”kulturkristne” og meget sjældent kirkegængere.

Kirken som institution kom kun ind i billedet, da vi som 14-årige nåede konfirmationsalderen og skulle konfirmeres, bekræfte vores kristne dåb.

Vi gik til ”konfirmationsforberedelse” hos domprovsten, hvis ord om Biblen, Jesus og Gud vi ikke rigtigt forstod. Vi opfattede det mest som volapyk.

Den gode mand forsøgte som et mindstemål at lære os den lutheranske Trosbekendelse, hvad der kneb for de fleste.

Konfirmationsforberedelsen blev af os mest opfattet som et pusterum eller et tiltrængt afbræk i en lang skoledag med mange timer til ud på eftermiddagen.

Hvis der en rest af kristendom tilbage i mig, må det være enkelte strofer fra nogle af de mange salmer, som igennem 10 år blev sunget ved skolens morgensamlinger.  

Jeg husker endnu tonerne til ”I Østen stiger solen op”, ”Op alting Gud har skabt” og ”Se nu stiger solen af havets skød”.

Jeg kan endnu huske melodierne, men har glemt alt andet end første linje af salmen.

En ting er sikkert: Religionsneutral var skolen ikke. Men det skal siges, at den ikke gjorde et stort nummer ud af at være en folkeskole baseret på kristendom.

Først efter at jeg havde afsluttet min skolegang i folkeskolen og gymnasiet kom der indvandrere til Danmark med en anden kultur og religion end den ”sekulariserede kristendom”, som var fremherskende i Danmark.

Kristendommens nærmest monopolagtige stilling i folkeskolen tænkte vi ikke nærmere over.

Først i 1970’ernes gymnasieskole blev man undervist i ”religion” og opdagede, at der fandtes andre religionsformer end kristendom.   

I 1970’erne var de fleste meget åbne overfor andre religioner og anden kultur end den kristne.

Min tysklærer af jødisk afstamning udbød en studiekreds efter skoletid, hvor bogen, som skulle diskuteres var en sammentænkning af flere religioner.

Der var ingen religiøs aktivitet på gymnasiet, ingen religiøse foreninger eller trossamfund af nogen art. Ingen bederum eller diskussion om fritagelse fra religionsundervisning.

I 1990’erne underviste jeg på Bornholm, hvor der findes flere lutherske trossamfund, som afholdt bønnemøder på skolen i det ”store spisefrikvarter”.

Senere i 00’erne underviste jeg på et københavnsk HF-kursus, hvor der var forholdsvis mange efterkommere af indvandrere. Her kunne man opleve muslimer ligge bedende på trappeafsatser og hvor de ellers kunne finde plads. Et flertal af lærere og skolens ledelse mente ikke, at skolen som et offentligt rum skulle stille lokaler til rådighed for bøn.

Religion måtte være et privat anliggende og havde ingen plads i det offentlige rum. Være religionsneutralt.  

 

Kilde:

Gunnar Lundsgaard. Værn om frihed til at være forskellige.

Kristeligt Dagblad, 5. oktober 2016.

Salmer:

I Østen stiger solen op”.

Tekst: B.S. Ingemann; melodi: C. E. F. Weyse, 1837.

Op al den ting som Gud har gjort”. Tjekkisk, 1576

Se nu stiger solen af havets skød”.

Tekst: Jacob Knudsen, 1891; melodi: Oluf Ring ca. 1915.