06-10-2016

Ikke Guds bedste børn.

19. november 2013 blev en ung mand pågrebet af politiet på Københavns Hovedbanegård i færd med at tæve løs på en sagesløs og intetanende person, som netop var ankommet til Hovedbanegården fra Berlin.

Den sagesløse og intetanende befandt sig i afgangshallen, hvor hans kæreste skulle til Aarhus.

Et mærkværdigt sammentræf - skulle man mene - fandt sted mellem en ung århusiansk digter, den overfaldne - og en person, som senere skulle vise sig at kalde sig Isaac Meyer.

Hvem denne Isaac Meyer var, var ikke godt at vide. Han var ikke umiddelbart nogen kending hos politiet.

Under afhøringen nægtede Isaac Meyer at opgive andet end sit navn og udtalte sig ikke om sit motiv til det tilsyneladende umotiverede overfald.

Byretten valgte at varetægtsfængsle Isaac Meyer i 13 dage for vold mod digterspiren fra Århus.

Navnet Isaac Meyer var påfaldende, et typisk jødisk navn. Hvorfor havde overfaldsmanden ”valgt at tage et typisk jødisk navn, når det nu viste sig at hans rigtige navn var Abu-Lifa.

En licentiat-studerende på University of Washington har fået en dobbeltgænger bosiddende i Danmark - sikkert uden at vide det.

Abu-Lifas navneskifte hindrede ikke medierne i at spore ham tilbage til en forbrydelse, som han var blevet dømt for i 2007.

 

Hvorfor navneskifte fra Abu-Lifa til Isaac Meyer?

Her var han som ”den første terrordømte” i Danmark blevet idømt 7 års fængsel for medvirken til terror.

25 personer blev 27. oktober anholdt af politiet, mistænkt for at være tilknyttet et terroristisk netværk.

4 af disse blev varetægtsfængslet og sigtet for i den nærmeste fremtid at ville begå terror et eller sted i Skandinavien.

De 4 tilbageholdte blev anklaget for at stå i ledtog med en person, som i Sarajevo, Bosnien som var blevet anholdt. Det bosniske politi havde ved ransagning af hans lejlighed fundet sprængstoffer, skydevåben og selvmordsbælter.

Det var politiets opfattelse, at en terrorcelle havde til hensigt at begå terror et eller andet sted i Europa, måske Skandinavien.

PET havde i nogen tid aflyttet telefonsamtaler mellem personer i dette netværk og fundet frem til, at der kunne rejses tiltale i 4 tilfælde.

Et nævningeting fandt, at der i tre tilfælde var tilstrækkelige beviser til, at de kunne dømmes fængselsstraf for medvirken til planlægning af et terrorattentat.

To blev i januar 2007 umiddelbart idømt henholdsvis 15 år og 13 år og måneders fængsel ifølge en terrorparagraf i straffeloven.

Én - på gerningstidspunktet - mindreårig på 17 år blev idømt 7 års fængsel.

Bevismaterialet mod den mindreårige Abu-Lifa bestod af telefonsamtaler mellem ham og hans storebror, hvor han som 15-årig bad sin storebror om at måtte låne hans rygsæk.

Da han ikke ville ud med, hvad rygsækken skulle bruges til, blev storebroderen mistænksom og gik til brødrenes far.

Denne inddrog straks lillebrors pas, så han ikke kunne rejse ud af landet.

PET mistænkte Abu-Lifa for at ville rejse til Sarajevo for at medvirke i planlægningen af et terrorattentat.

PET havde endvidere beslaglagt en computer, som Abu-Lifa havde brugt til at kreere et islamistisk ”manifest”, hvori han roste det attentat som hans ”muslimske brødre” året inden havde begået i Londons undergrund og i en bus.

PET var ikke i tvivl om Abu-Lifas islamistiske eller jihadistiske overbevisning.

En enkelt blev efter appel til Landsretten frifundet for medvirkning til attentat.

Abu-Lifas forsvarer appellerede dommen helt op til Højesteret, som dog stadfæstede Landsrettens afgørelse. Han blev den første terrordømte i Danmark, men kunne på grund af sit jordanske og danske dobbeltborgerskab ikke udvises til Jordan, da Jordan ikke i tilstrækkelig kunne sikre ham.

 

Tavlen vaskes ren?

Og hvorfor så hele denne historie? Såmænd fordi jeg i min egenskab af underviser på et HF-kursus fik en kursist ind på mit historiehold.

En formiddag på kursusstedet blev jeg af skolens inspektor adviseret om, at jeg ville få en ny kursist ind på mit hold.

Jeg fik at vide, at han var på udgang fra et fængsel. Ikke hvem han var eller hvorfor han var fængslet. På mit spørgsmål om hvad han sad inde for, var inspektors svar: Det behøver du ikke at vide.

Det affandt jeg mig uden videre med og bød min ny kursist velkommen på mit hold.

Nogen tid efter spadserede jeg tilfældigvis ned gennem byens hovedgade og stak lige hovedet ind i byens boghandel på torvet for at se, om der skulle være udgivet nogle og interessante bøger.

Jeg rakte ud efter en bog om danske terrorister. Bogens titel var: ”Truslen indefra. De danske terrorister”. Skrevet af Morten Skjoldager, journalist på dagbladet Politiken.

På indersiden af bogens hardcover ser jeg billedet af en person, som til forveksling ligner min ny kursist.

Aha, tænker jeg. Det var lige godt meget. Men som sagt, jeg har jo intet fået at vide og bør åbenbart heller intet vide om hans fortid og nuværende situation.

Min ny kursist opførte sig i den korte tid han var på mit hold eksemplarisk. Han satte sig bagest i lokalet, lidt for sig selv og så lidt forlegen ud.

Mellemøsten indgår i al min historieundervisning og jeg formodede, at han havde en mellemøstlig baggrund. Derfor forsøgte jeg at inddrage ham i undervisningen.

Men han bed ikke på, men forholdt sig tavs og afventende. Efter kort tid mødte han ikke længere op til undervisning.

 

Skulle jeg som underviser have kendt Abu-Lifas baggrund?

Havde jeg nu vidst, at den nytilkomne kursist havde en terrordom bag sig, havde jeg så forholdt mig anderledes overfor ham?

Jeg tror det næppe. Men måske havde jeg været endnu mere åben overfor ham og havde ladet ham fremkomne min sin uforbeholdne mening.

Min grundholdning er, at det ikke hjælper at spille skolemester overfor ”radikaliserede” unge, fordi de en gang har dannet sig en fast holdning. Selvom de nødigt vil lade sig rokke i troen, skal man aldrig opgive at komme i kontakt med dem og forsøge at starte en dialog.

Lyder det naivt? Måske. Men det er den eneste chance for at trænge igennem det panser, som ”fundamentalister” bærer på.

Havde jeg kendt hans fortid som terrordømt, ville jeg formentlig have drevet mit synspunkt til det yderste for at imødekomme ham for at se, om ikke der alligevel skulle være en mikroskopisk mulighed for dialog.

Ikke at ville skabe en dialog, driver blot ”fundamentalister” længere ud på overdrevet er min overbevisning.  

Når det er sagt, skal det også siges, at jeg ikke gjorde mig den mindste forhåbning at kunne trænge ind til en ”fundamentalist” som Abu-Lifa, som for længst havde taget stilling og ikke var til fals for alle mine gode argumenter og ræsonnementer.

Det viste sig nemlig senere som ovenfor beskrevet, at Abu-Lifa ikke har ændret opfattelse efter sit korte ophold på mit historiehold.

Sidst Abu-Lifa er omtalt i danske medier var 19. november 2014, da DR2 NU på sin hjemmeside kunne fortælle, at Abu-Lifa menes at være på vej til Syrien.

Kilden til historien er dog ikke angivet.

Grunden til at jeg fremkommer med min lille del af historien, er jeg 5. oktober var til et foredrag med forfatteren Aydin Soei. I den forbindelse fandt jeg en artikel, som Soei skrev efter de to drab, som Omar Al-Husain begik på to uskyldige mennesker i København.

Dagbladet Politiken interviewede efter drabene en af mine forhenværende kollegaer, som havde Omar Al-Husein som ”flexkursist” på min gamle arbejdsplads.

Hun udtalte sig positivt om Omar Al-Husein som menneske og kunne ikke forstå, hvordan med kort tids mellemrum kunne forvandle sig til kriminel og til slut ende med at begå et dobbeltmord.

Hun fremhævede hans mange positive egenskaber og hans høje intelligens og hans interesse for at uddanne sig.

Hendes billede af Omar Al-Husein var langt mere nuanceret end det fjendebillede, som medierne tegnede efter drabene.

Så læren er: Lad os ikke være naive og tro, at vi kan ”afradikalisere” enhver ”fundamentalist”, men lad os - for Guds skyld havde jeg nær sagt - heller ikke dæmonisere dem.

Hvis vi forsætter med at dæmonisere, vinder ikke vi - hvem end vi måtte være - men fundamentalisterne.

Hvis ikke de allerede har vundet?

    

Kilder:        

Diverse artikler i dagbladet Politiken, plus et enkelt videoklip.