03-10-2016

Colombia - fredsaftale nedstemt.

Søndag 2. oktober blev den fredsaftale -, som præsident Manuel Santos og guerillabevægelsen FARC under stor international bevågenhed havde indgået, nedstemt af et flertal af de colombianske vælgere.

Aftalen led et knebent nederlag: 50,21 % stemte nej, 49,78 stemte ja.

Afstemningstemaet lød: ”Støtter du den aftale, som er indgået [mellem FARC og den colombianske regering] med henblik på et ophør af konflikten og skabelse af en stabil og varig fred?”

Aftalen er på 297 sider og er meget udførlig. Den indebærer bl.a. fuld amnesti til alle involverede parter i den årtier lange konflikt, som har 260.000 mennesker livet, 45.000 ”forsvundne” og 6,9 millioner fordrevne.

Præsident Manuel Santos havde sat al sin prestige og politiske fremtid (?) ind på at skabe fred i Colombia.

Mange prominente har medvirket i fredsprocessen frem mod aftalen: paven i Rom, Cubas præsident Raul Castro. Også Norge har bidraget med ”fredsmæglere” såvel som FN’s Ban Ki Moon har anbefalet aftalen.

Mange var allerede begyndt at tale om at indstille Colombias præsident Manuel Santos til Nobels fredspris.

Aftalen blev af mange betragtet som rangerende på lige fod med den fredsaftale, som den britiske premierminister Tony Blair indgik i 1998 i Nordirland mellem repræsentanter for de nordirske protestanter og katolikker og den forsoning som fandt i Sydafrika mellem ANC og repræsentanter for det hvide apartheid-styre efter 1994.

Det kom som en overraskelse for de fleste iagttagere, at et lille flertal af colombianere stemmet nej til fredsaftalen.

Det skal bemærkes, at stemmeprocenten - efter skandinaviske forhold - var uhyre lav: 37,28 %.

Afstemningen var kun vejledende og fredsaftalen kunne være blevet vedtaget, hvis blot 13 % af de stemmeberettigede havde stemt for og at de tilsammen udgjorde et flertal af de afgivne stemmer.

Man kunne spørge hvorfor præsident Manuel Santos satte fredsaftalen til afstemning?

Det gjorde han formentlig fordi han vidste, at der i hans egen rækker på den colombianske højrefløj ville være stor modstand mod fredsaftalen. Således var Colombias forrige præsident Alvaro Uribe en arg modstander, da han og den øvrige højrefløj betragter aftalen som et ”forræderi” mod den colombianske stat og et ”sell out” til konfliktens mange civile ofre.

Aftalen giver FARC lov til at deltage i den politiske proces som et lovligt politisk parti uden reference til dets politiske fortid mod at FARC lader sig afvæbne og afleverer sine våben under FN’s opsyn.

Medlemmerne af FARC vil ifølge aftalen blive opsamlet i midlertidige lejre, hvor de skal omskoles og langsom ”indsluses” i det colombianske samfund.

Den største anstødssten for højrefløjens modstand mod aftalen er måske, at ingen vil blive stillet til regnskab for begåede forbrydelse under den årtier lange borgerkrig.

Både FARC, paramilitære militser og regeringshæren har begået et utal af uhyrligheder: som mord, bortførelse og massakre på hele landsbyer m.v. som vel egentlig burde straffes.

Højrefløjen har svært ved at slå en streg over fortidens forbrydelser, som en mener FARC har begået.  

I sin tid som forsvarsminister under præsident  Alvaro Uribe var Manuel Santos langt fra nogen ”due” i måden, hvorpå han håndterede krigen mod FARC.

Hans forvandling fra ”høg” til ”due” har været svært at kapere for hans vælgere på højrefløjen og mange har valgt enten ikke at deltage i hans ”valgcirkus” eller at stemme nej.  

FARC skal nu gøre op med sig selv, om de vil fortsætte den væbnede kamp i junglen eller om de vil indgå i en fredsproces i håbet om at blive legaliseret som et lovligt politisk parti.

FARC har en gang før i 1980’erne forsøgt at opløse sig selv og indgå i det parlamentariske system, hvilket ikke lykkedes, da højrefløjen i Colombia den gang ikke var klar til at acceptere FARC som et parlamentarisk parti.

Sporene skræmmer.   

 

Kilde:

La Colombie refuse de ratifier la paix avec les FARC. Liberation, 3. oktober 2016