25-09-2016

Johanne Schmidt-Nielsen: "You have to practice, what you preach".

Det går ikke, hvis en politiker har “brandet” sig som ”forkæmper for de fattige og ubemidlede” og man så - som politiker - ikke selv lever op til dette.

Det skal selvfølgeligt ikke forstås så bogstaveligt, at man nødvendigvis behøver at leve som munken Frans af Assisi, som gav afkald på al sin rigdom og materielle besiddelser for at klæde sig i en munkekutte kun holdt sammen af et reb.

Men en politiker gør sig skyldig i signalforvirring overfor sine vælgere, hvis man som Johanne Schmidt-Nielsen bringer sig i uoverensstemmelse med sit eget image eller den måde, som hun har ”brandet” sig på som politiker.

Sammenblandingen mellem politisk holdning og ens privatliv og levevis er den moderne politikers vilkår.

En moderne politiker må finde sig i, at vælgerne og bindeleddet mellem politikere og vælgere - medierne - interesserer sig for politikernes privatlivssfære lige så meget som for deres politiske holdninger.

Politik er en salgsvare på lige fod med alle andre forbrugsgoder i et kapitalistisk samfund.

Hvis ikke indholdet i pakken, svarer til varedeklarationen har kunden ret til at klage til Forbrugernævnet.

Hvis ikke Johanne Schmidt-Nielsens privatøkonomiske dispositioner helt svarer til hendes politiske holdninger, bliver kunderne, hendes potentielle vælgere forvirrede og utilfredse.

Vælgerne bedømmer lige så meget deres politikere ud fra deres person som deres politik - hvis ikke mere.

Politikerne har mistet den direkte forbindelse til vælgere. Medierne har overtaget vælgerforeningernes og de politiske debatmøders plads.

Politikere og medier lever i symbiose med hinanden og det forstår begge parter at udnytte til fulde.

Medierne opfatter politik som en salgsvare, som skal tiltrække seere, lyttere og læsere, med andre ord kunderne og således øge salgstallet, seertallet, oplaget.

Politik er for medierne først og fremmest underholdning. Mediernes formidling af politik er indholdsmæssigt overfladisk og personfikseret.

Partiernes ideologier er for længst døde både for politikerne selv og for vælgerne.  

Politiske ideologier optræder ikke længere i partiernes programmer. Hvis der er reminiscenser tilbage af dem, lyder de ens i partiernes udformning.

Vælgerne er således på herrens mark, når det gælder om at skelne partierne og deres politik fra hinanden.

Derfor har medierne let spil: de serverer en let cocktail af politisk underholdning: talkshows og dansekonkurrencer med politikerne som deltagere.

Politiske ideologier og holdninger reduceres til rene personer og deres private liv.

Medierne kender vælgernes behov for at kende hele personen bag politikeren. Derfor bliver deres privatliv så meget mere interessant for medier - og derfor også vælgerne.

Og man kan lide det eller ej. Det betyder noget for vælgerne, at politikerne optræder og handler i overensstemmelse med den måde, de har ”brandet” sig på.

Det er derfor uheldigt for Johanne Schmidt-Nielsen, at hun ikke ”praktiserer, hvad hun prædiker”. Hun går dermed i den for politikere simple fælde, at hun fremtræder lige så utroværdig, som mange af sine politiske kollegaer.

Det passer ikke ind i hendes ”fortælling” om sig og sit parti, at hun sammen med sin kæreste har købt et dyrt hus i Valby.

Det passer dårligt ind i hendes ”fortælling” om sig og sit parti, at hun har fundet en kæreste, som er specialist i netop politisk ”branding” og som førhen har været politisk rådgiver for … Socialdemokratiet.

Den skeptiske vælger begynder straks at overveje, om det mon vil gå Johanne Schmidt-Nielsen på samme måde det gik hendes forgænger i Enhedslisten Pernille Rosenkrantz- Theil, som havde en central placering i Enhedslisten, men som valgte at forlade EL til fordel for Socialdemokratiet.

Det rejser endvidere det nok så alvorlige spørgsmål, om hvilken rolle politisk ideologi spiller for Johanne Schmidt-Nielsen.

Er hun virkelig socialist. Og i så fald hvor alvorligt mener hun det med sin socialisme?

Hvorfor bruger ”socialisten” Johanne Schmidt-Nielsen ikke marxistiske begreber som ”klassekamp” og ”borgerlig statsmagt”.

Hun er måske snarer reformist - og ikke en klassebevidst marxist.

Hun ønsker ikke - når det kommer til stykket - at omstyrte det bestående kapitalistiske samfund, men blot at ”omforme” det.