23-09-2016

Et, to - mange Socialdemokratier.

Forestil dig et øjeblik, at Danmark var England og at de danske Socialdemokrater var det engelske Labour.

Denne weekend holder de danske Socialdemokrater sit årsmøde, mens Labours medlemmer stemmer om Jeremy Corbyn forsat skal være formand for Labour.

Forestil dig et øjeblik, at de danske Socialdemokrater ikke blot bestod af de nuværende medlemmer, men også omfattede medlemmerne af Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, så har du omtrent en dansk udgave af det engelske Labour.

Hvor vil jeg hen med dette?

Blot for at sige, at der i Danmark ikke er et, men flere Socialdemokratier. Der er dels det ”rigtige” oprindelige og historiske Socialdemokrati, stiftet en gang i 1870’erne

Dernæst er der Socialistisk Folkeparti stiftet af udbryderen Aksel Larsen fra Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i 1959, som ønskede at løsne de snævre bånd til Stalins Sovjetunion.

Det sidst tilkomne Socialdemokrati kalder sig Enhedslisten og er et sammenrend af tidligere medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), partiet Venstresocialisterne og nogle få forhenværende maoister og såkaldte trotskister.

Disse tre grupperinger burde være samlet til fælles kongres i Aalborg i denne weekend.

De har nemlig det tilfælles, at de alle - ideologisk set - deler den samme grundlæggende ”socialdemokratiske” ideologi - med ganske få variationer.

Hverken Socialistisk Folkeparti eller Enhedslisten har på kortere eller længere sigt udsigt til at få tilstrækkeligt mange mandater i Folketinget til at kunne tvinge Socialdemokraterne til at føre arbejderpolitik.

Både SF og EL tror, at de ved at samle stemmer nok, kan ”trække” Socialdemokraterne et stykke til venstre.

Deri tager de fejl, så længe de ikke repræsenterer andet end nogle få parlamentariske mandater og ikke er forankret i samfundet uden for Christiansborg.  

Socialdemokraternes top har for længst valgt side - og vil til enhver tid foretrække et parlamentarisk samarbejde med partierne til højre for sig.

Toppen i Socialdemokraterne har for længst afskrevet venstrefløjen uden for partiet som sit parlamentariske grundlag.

Partiledelsen har i praksis vist - uanset venstrefløjens parlamentariske styrke - at den ikke har tænkt sig at se til venstre.

Både i regering og i opposition har partitoppen vist, at venstrefløjen ikke skal regne med at få noget foræret.

Mange har sat stor lid til og næret store forhåbninger til Mette Frederiksen som ny forkvinde for Socialdemokraterne.

Det er der imidlertid ikke grund til.

Mette Frederiksen er ikke nogen dansk Jeremy Corbyn. Hun står ikke for en mere ”venstreorienteret” udgave af ”socialdemokratismen” end Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt gjorde.

I det engelske Labour foregår der en kamp mellem partiets ”venstreorienterede” medlemmer, hvoraf mange er nye og partiets parlamentsmedlemmer.

Kampen drejer sig i al sin korthed om, hvilken slags parti Labour skal være:

De nuværende medlemmer ønsker for størstedelens vedkommende et ”socialistisk” Labour, som fører politik til gavn for arbejderklassen og de underste lag af middelklassen.

Langt de fleste af Labours parlamentsmedlemmer ønsker, at Labour - som under Tony Blair og Gordon Brown - skal være et bredt favnende borgerligt midterparti, som appellerer bredt til hele den engelske befolkning, på tværs af klasser.

Styrkeforholdet mellem Labours medlemmer og partiets parlamentarikere er til medlemmernes fordel og vil utvivlsomt betyde, at Corbyn bliver genvalgt som formand for Labour.

Kunne man ikke forestille den samme udvikling i Danmark? Næppe. Hvorfor ikke?

Fordi der ikke blandt de danske Socialdemokraters menige medlemmer findes et ønske om at gøre partiet mere ”socialistisk”, men højst nogle ønsker om at videreføre den ”økonomisk nødvendige” politik - som under Nyrup og Thorning-Schmidt - med få mindre kosmetiske ændringer.

Læs partiets oplæg til kongressen.

Intet opgør med sparepolitikken og nedskæringerne i den offentlige sektor. Højst nogle mindre justeringer. Kort sagt lappeskrædderi på den politik som Løkke Rasmussen- regeringen fører.

Så derfor forvent ingen større ændringer af Socialdemokraterne politiske linje. Partitoppen ønsker i bund og grund ikke større ændringer, men agerer blot lidt mere ”oprørsk” nu hvor partiet befinder sig i opposition.