19-09-2016

Hvis Danmark var Tyrkiet.

Hvis Danmark var Tyrkiet og du var folkeskolelærer ville du ved skolestartens begyndelse i august muligvis have fået en skriftlig meddelelse fra din skoleinspektør, om at du ikke behøvede at møde op til undervisning efter skoleferien.
Begrundelsen ville være, at du i en gang 2015 har deltaget i en regeringsfjendtlig demonstration.
Det kan være, at du ved at deltage i demonstrationen har givet udtryk for din utilfredshed med regeringens ny folkeskolereform og dens betydning for dine arbejdsvilkår.
Din inspektør har nu af regeringen fået besked på at udarbejde en liste over deltagere i den førnævnte regeringsfjendtlige demonstration sidste år.
Denne liste bruges nu til at suspendere dig fra dit job som folkeskolelærer og sende dig på midlertidig orlov med løn - indtil myndighederne opfinder en anklage mod dig som er lovmedholdelig.
Hvis ikke myndighederne kan finde en paragraf i straffeloven, som passer på din ”forbrydelse”, vil regeringen kunne påberåbe sig den undtagelsestilstand, som den har fundet det nødvendigt at erklære - efter at dele af landets militær i sommers forsøgte et regeringsfjendtligt kup.
Kuppet som kun støttedes af dele af militæret mislykkedes og regeringen har nu udpeget de potentielle kupmagere og har indledt en heksejagt på formodede sympatisører af kupmagerne.
Du er måske en af disse eller også er du bare - i almindelighed - ikke særligt begejstret for den siddende regering og vil således automatisk være i dens søgelys.


Dette er situationen for 11.284 tyrkiske folkeskolelærere, som fortrinsvis underviser på skoler i det sydøstlige Tyrkiet, hvor mange af kurdisk oprindelse bor.
Den tyrkiske regering har ganske vist forkyndt, at den vil ”sortere” i antallet af suspenderede folkeskolelærere. Den vil skille avnerne fra kornet og kun skille sig af med offentligt ansatte, som sympatiserer med kurdernes sag.
Det kan spænde lige fra sympati med kurdiske organisationer som HDP (som er repræsenteret i parlamentet) og PKK, som regeringen betragter som henholdsvis terrorist-sympatisører og som en terrororganisation, som den fører krig mod.


Hvis dette var Danmark ville vi ikke tøve med at betegne regeringen og styret som autoritært - og i hvert fald ikke som borgerlig demokratisk.
Et flertal af danskere ville formodentlig være enig i dette syn.
Men ikke i Tyrkiet. Her betragter et flertal af de tyrkiske vælgere præsident Erdogan som lidt af en nationalhelt.
Erdogan har ifølge ca. halvdelen af vælgermassen, som stemmer på ham bragt mange tyrkere ud af fattigdom, sørget for en udbygget infrastruktur og i det hele taget bragt rigdom og velstand til brede dele af befolkningen.


Onde tunger som mig kunne finde på at kalde Erdogan for en ”folkevalgt sultan” i et moderne Tyrkiet, som for længst burde have afskaffet den slags autoritære og religiøse overhoveder - i et moderne og sekulært Tyrkiet.
Tyrkiet blev jo som bekendt skabt som en sekulær stat på ryggen af ungtyrkernes oprør mod det Osmanniske Rige af Kemal Atatürk i 1923.
Det er vist ikke for meget sagt, at den tyrkiske republik blev skabt på et grundlag af tyrkisk nationalisme, tyrkisk etnicitet og udelukkelse af andre folkegrupper end tyrkere.
Tyrkisk nationalisme har været i højsædet for de politiske partier, som har præget det moderne Tyrkiets politiske udvikling.
Borgerligt demokrati har aldrig rigtigt slået rod i de tyrkiske folkemasser og hos tyrkiske politikere.
3 gange efter 1945 har militæret grebet ind og afbrudt det politiske komediespil, når det har fundet det politiske liv en kende for broget og usikkert.
For tiden er det dog mest islamisme, som præger det politiske liv i Tyrkiet. Erdogan har udviklet sig til en konservativ islamist, som ikke længere ønsker at knytte sig til Europa og EU, men søger allierede andre steder i verden.
På grund af Tyrkiets militærstrategiske og geopolitiske placering ved Sortehavets udløb i Middelhavet kan han udnytte dette til at spille USA og Rusland ud mod hinanden, da begge parter er interesseret i fri passage gennem Dardanellerne.


I Mellemøsten (Syrien) forsøger Erdogan at holde tungen lige i munden og ikke at placere sig alt for ensidigt på en af siderne. Hverken 100 % på koalitionens side - og heller ikke entydigt på Rusland og Assads side.
For Erdogan gælder det, at hans hovedfjende ikke er Assads Syrien, men kurderne i Tyrkiet, Irak og Syrien.
På længere sigt udgør kurderne en lige så stor, hvis ikke en større fare end Islamisk Stat i Syrien og Irak og andre steder.
Tag endelig ikke fejl: Erdogan har sin helt egen dagsorden og er ikke til fals for nogen - hverken Rusland, USA, NATO eller andre.

 

Kilde

Martin Selsø Sørensen: I dag åbner de tyrkiske skoler igen - det bliver uden 11.284 hjemsendte lærer.

www.politiken.dk, 19. september 2016.