02-09-2016

Kriminalromanen Jan Stage ikke skrev.

Hævnens time.

Det som skete for Roberto Quintanilla Pereira 1. april 1971 kan ikke betegnes som aprilsnar.

Den bolivianske generalkonsul mødte tyve minutter i 10 om formiddagen på sit kontor i en boligblok i Hamburg.

Posten som generalkonsul var ikke nogen ærespost, som han var blevet tildelt for tro for tjeneste for sit fædreland.

Snarere var den tænkt som en mild straf fra hans regerings side, efter at han havde gjort sig ”uheldigt” bemærket i sit hjemland.

Han var blevet udstationeret som generalkonsul i et land, Tyskland som Bolivia traditionelt havde nære relationer til.

Bolivias militære diktatorer kunne godt bruge en forhenværende tysk nazists ekspertise i f.eks. oprørsbekæmpelse.

Diktatorer i Latinamerika havde budt forhenværende nazister som Klaus Barbie velkommen - få år efter afslutningen af 2. verdenskrig.

Klaus Barbie alias Klaus Altman havde været til stor gavn for det bolivianske efterretningsvæsen i bekæmpelse af venstreorienterede oprørere.

1. april 1971 kort før kl.10 trådte en nydelig ung dame ind i forstuen til konsulens kontor og bad om et visum til Bolivia. 

Det havde hun vel ikke nøde, da hun i mange år havde boet i Bolivia. Monika Ertl var datter af tyske emigranter, som i 1950’erne var udvandret til Bolivia.

Hendes far Hans Ertl var en kendt filminstruktør i 1930’ernes Nazi-Tyskland.

Han mente ikke, at have fået tilstrækkelig med anerkendelse i sit hjemland for sin sidste film om et bjerg i Himalaya, Nanga Panda. En svulstig film om overmenneskets fantastiske bedrifter.

Han havde nu slået sig ned som landmand i Bolivia og avlede nu køer på sin farm.

Monika var fulgt med sin mor nogle få år efter sin far og voksede nu op i den lille tyske koloni i Bolivia.

Hun giftede sig som ganske ung med en ung tysk mand og så ud til at skulle leve et komfortabelt overklasseliv i Bolivia med golfspil og tennis.

Hendes første ægteskab gik nu ikke så godt og hun måtte hurtigt lade sig skille fra sin tilkomne mand.

Det var slet ikke let, når man var katolik og det skabte stort postyr i hendes ligeså katolske og bedsteborgerlige familie, som stammede fra Bayern.

Hun trodsede imidlertid sin fars betænkeligheder ved hendes skilsmisse og blev i stadig højere grad mere og mere uafhængig af sin far, som hun var nært tilknyttet. Hun deltog ofte på hans mange ture ud i naturen og bistod ham med hans mange filmoptagelser.

Men efterhånden som Monika Ertl blev mere moden, tog hun afstand fra sin fars pro-nazistiske holdninger, som han bevarede indtil det sidste.

Man skulle som gæst i et fremmed land ikke udfordre eller kritisere de stedlige myndigheder - uanset hvad de stod for.

Det springende punkt i Monikas liv begyndte tilsyneladende med etablering af børnehjem til fattige.

De enorme uligheder i det bolivianske samfund faldt Monika i øjnene og hun begyndte at blive socialt og politisk bevidst. Det blev starten til hendes politiske løbebane.

Hun indskrev sig på universitetet i hovedstaden La Paz og mødte her sympatisører til den bolivianske guerillagruppe Ejercito de Liberacion Nacional (ELN). Hun fattede sympati for dens arbejde for at forbedre massernes levevilkår og indvilligede i at være med til at finansiere dens politiske aktiviteter.

Da hun under et bankrøveri stillede sin bil til rådighed for gruppen, blev hun opdaget af politiet og efterlyst. Hun måtte gå under jorden for ikke at blive arresteret og kastet i fængsel.

Hun var behjælpelig med at skaffe sikre boliger til ELN’s guerillaer på et tidspunkt tilsluttede hun sig den væbnede kamp i bjergene.

Efter det bolivianske sikkerhedsstyrkers og militærs indkredsning og mord på den cubanske revolutionshelt Ernesto Guevara i 1967 var ELN blevet revet op med rode og må begynde helt forfra.

Monika blev besat af hævnlyst mod det bolivianske militær og dets torturbødler i efterretningstjenesten.

Hvem der udpegede hende til at begå mordet på den bolivianske generalkonsul i Hamborg i april 1971,ved vi ikke.

Vi ved ikke med 100 procent sikkerhed, at det var Monika Ertl, der forklædt med lys paryk, trak en pistol frem, rettede den mod sin ærkefjende, den tidligere chef for det bolivianske Indenrigsministeriets efterretningstjeneste, som nu stod overfor hende og stirrede hende rædselsslagen ind i øjnene.

Attentatmanden/kvinden affyrede tre skud mod mandens bryst og han døde på stedet. Hævnen var fuldbyrdet og drabsmanden/kvinden kunne undslippe.

Hvordan vides ikke helt præcist, da hun i forvirringen tabte sin lyse paryk og efterlod pistolen, en Colt 38.

Grunden til hendes hævntørst kan have ligget i den måde den bolivianske efterretningstjeneste jagtede guerillaerne på: som vilde kaniner, som de indkredsede og udsultede.

Dertil kom den måde de behandlede den cubanske revolutionshelts afsjælede legeme på. Uden overdrivelse må det vist kaldes blasfemisk.

De skar nemlig hænderne af ham og fik ham på den måde til at ligne en korsfæstet Jesus. Det var vist ikke meningen.

Denne grove fejltagelse måtte Quintanilla nu bøde for i mere end en forstand, først med sin forvisning til Tyskland, dernæst med mordet på ham.

Hævnens arm rakte langt.

 

         

Den cubanske revolutions betydning for det latinamerikanske kontinent.

26. julibevægelsen var kommet til magten på Cuba udefra. Ganske få guerillaer var gået i land fra en båd fra Mexico, havde startet en bondebevægelse mod det korrupte USA-venlige Batista-styre på Cuba og erobret magten.

Kunne man ikke gentage succesen i andre latinamerikanske lande, som jo i bund og grund lignede hinanden?

Foco-teorien” blev Fidel Castro og Guevaras militære strategi kaldt. Det lignede mest Mao Tse-Tungs tanker om en ”forlænget folkekrig”, som han med held havde praktiseret i Kina.

På samme måde som Mao havde allieret sig med dele af det indfødte kinesiske borgerskab og jordejere, fór fidelista’erne i begyndelsen heller ikke hårdt frem mod jordejere og kapitalister på Cuba.

Det var først da USA-imperialismen tvang dem i armene på Kreml efter Cuba-krisen i 1962, at Fidel Castro begyndte en tilnærmelse til det stalinistiske bureaukrati i Moskva.

Under den Kolde Krig var der øjensynligt kun et valg mellem USA's imperialisme og Kreml-bureaukraterne perverterede udgave af socialisme.

Fidel Castro (og Ernesto Guevara) valgte at støtte sig til bureaukratiet i Kreml.

USA og Cuba var herefter på kollisionskurs og var det indtil for ganske nylig.

Ernesto ”Che” Guevara havde åbent og ærligt givet udtryk for, at han ønskede den cubanske revolution udbredt til resten af kontinentet.

Fidel Castro var knap så overbevist. Han var mere pragmatisk indstillet og lyttede mere til sine ny venner i Moskva, som rådede ham til forsigtighed i udenrigspolitikken.

Moskvas små satellitpartier i Latinamerika havde op gennem 1930’erne ført klassesamarbejdspolitik med det nationale borgerskab og småborgerskab i de latinamerikanske lande - og svigtet småbønderne og arbejderklassen.

Nu dukkede en ny og udfordrende bevægelse op, som satte spørgsmålstegn ved Moskva- satellitternes fredelige og parlamentariske vej til socialismen.

Visse steder i Latinamerika blev Moskvas satellitter splittet og enkelte tilsluttede sig mod Moskva vilje en væbnet kamp mod de herskende klasser.

Cuba havde støttet afrikanske befrielsesbevægelser med tropper og rådgivning. I flere afrikanske lande var det lykkedes befrielsesbevægelserne at erobre magten og smide de hvide europæiske koloniherrer på porten.

Kunne det ikke også lykkes i Latinamerika, tænkte Fidel Castros nærmeste medarbejder og minister Ernesto Guevara?

Han tog ”orlov” fra sit job som minister og rejste på falsk pas ind i Bolivia for at danne en bevægelse a la 26. juli bevægelsen på Cuba.

Guevaras dagbog har senere vist, at det ikke gik helt efter planen. De cubanske revolutionæres ”foco-teori” duede ikke alle vegne og ikke til enhver tid.

Og Che måtte i 1967 bøde med sit liv for det.

Andre tog imidlertid kampen op efter ham. Nogle - heriblandt Monica Ertl -havde endnu ikke opgivet ideen om at kunne tilkæmpe sig magten fra landet suppleret af en byguerilla, som skulle begå bankrøverier for at finansiere oprørsbevægelsen på landet.

 

Jan Stage.

Havde Jan Stage gjort sig dette klart, da han i 1962 som korrespondent for dagbladet Land og Folk (Danmarks Kommunistiske Parti) tog til Cuba. Næppe. 

Jan Stage var en af mange, som slugte den cubanske revolution råt uden at sætte spørgsmålstegn ved regimets klassekarakter. Var det en socialistisk revolution gennemført af en småborgerlig nationalistisk bevægelse som 26. juli-bevægelsen?

Og hvis svaret er ja, lyder spørgsmålet: hvordan skulle det kunne lade sig gøre?

Den cubanske revolution skabte ravage på venstrefløjen. Den trotskistiske IV. Internationale blev splittet i stumper og stykker og kom sig aldrig over det. Latinamerikanske trotskister var rivende uenige om hvorledes de skulle forholde sig til ”castrismen” og til ”guerillaisme”.

Maoisterne kunne bedre goutere en småborgerlig nationalistisk bevægelse som 26. juli bevægelsen på Cuba. Det lignede jo til forveksling Mao Tse-Tungs i Kina før 1949.

Stalinisterne i Moskva blev først rigtigt begejstret efter 1962, da Fidel Castro styrede Cuba ind på en Sovjet-venlig kurs. Cuba var en appelsin i turbanen for Khrustjov, som kunne bruge Cuba som en brik i sit magtspil med USA. Den lille tropiske ø kunne bruges som en trussel mod den store og fæle nabo mod nord.

Får vi nogensinde at vide, hvad Jan Stage foretog sig i Venezuela efter at han havde ladet sig hverve som agent for det cubanske efterretningsvæsen?

Hvornår ophørte hans fascination af Castros Cuba? Var det i Bolivia, da han med egne øjne så, at Castro svigtede sin gamle kampfælle Ernesto Guevara og ikke var interesseret i at støtte et boliviansk bondeoprør, som antydet af hans gode ven og journalistkollega Lasse Ellegård?

Hvis Jan Stage var så fascineret af Castros Cuba var der god grund til at blive desillusioneret, da det gik op for ham, at Fidel svigtede verdensrevolutionen, nøjagtig som Fidels stalinistiske kammerater i Sovjetunionen havde gjort årtier før ham.

 

Fidel Castro svigtede verdensrevolutionen.

Har vi fået hele historien om hvorledes Fidel Castro og hans stalinistiske bureaukrati svigtede de bolivianske revolutionære, som ofrede deres liv for verdensrevolutionen? Svaret er nej, men desværre kun kendt af få.

Har Stage nogetsteds fortalt os historien om, hvordan 57 - fortrinsvis bolivianere - mistede livet i kamp mod militæret i tiden mellem juli og november 1970?

Den bolivianske historiker Gustavo Rodrigez Ostria offentliggjorde i 1997 resultatet af sine undersøgelser af drabet på 58 latinamerikanere - ud af 67- som mistede livet i bestræbelser på at genoplive ELN i efteråret 1970.

Gustavo Rodrigez Ostria har senere offentliggjort bogen ”Sin Tiempo para las Palobras” i 2006.

Her beretter han om en anden hidtil ukendt front ved Teoponte, som skulle være etableret af ELN, men som det bolivianske militær hurtigt nedkæmpede.

Gustavo Rodrigez Ostravo omtaler i sin bog en uheldig episode, hvor en temmelig kendt sympatisør af den chilenske socialdemokrat Salvador Allende blev dræbt af en af sine egne kammerater i ELN.

Den chilenske journalist Elmo Catalan Alviles havde på et tidspunkt forladt Chile og tilsluttet sig ELN.

Han blev af ELN tildelt kommandoen over Cochabamba.

Hans forlovede Jenny Köller Echalat og han skulle efter sigende have et barn sammen og anmodede derfor om at måtte udtræde af ELN.

Dette nægtede en anden kommandant Angelo Anibal Crespo Roos og lort efter blev liget af Elmo Catalan Alviles fundet i en nærliggende flod. Han var tilsyneladende blevet myrdet - uden at der var brugt skydevåben eller kniv. Måske forgiftet. 

Hans forlovede blev også myrdet.

Angelo Anibal Crespo Ross er aldrig blevet stillet til ansvar for forbrydelsen og lever i dag i La Paz som digter.

Dette står som en tragisk afslutning på en fejlslagen guerillastrategi, som ganske vist formåede at styrte Batista på Cuba, men som ikke har givet resultater andre steder i Latinamerika.

 

Klaus Barbie.

Som nævnt ovenfor var Klaus Barbie en af de tyske nazister som fandt et tilholdssted i Bolivia.

Klaus Barbie havde som SS-mand ansvaret for drabet på 7.500 franske modstandskæmpere under det pronazistiske Vichy-regime 1940-1944 og for at have sendt tusindvis af jøder i koncentrationslejre, hvor mange omkom. Han var kort sagt krigsforbryder.   

Monika Ertl havde det dårligt med sin fars nazisme og nazismen som sådan. Da hun ad omveje fik nys om, at Klaus Barbie befandt sig i Bolivia og ustraffet fik lov til at bevæge sig frit omkring og oven i købet hjalp det bolivianske efterretningsvæsen med at opspore venstreorienterede elementer og udsætte dem for tortur og forsvindinger, besluttede hun og ELN at gøre det af med ham.

Det fik hun ikke held med. Det blev tværtimod hende, som på den bekostning mistede livet. De nærmere omstændigheder er mig bekendt ikke klarlagt i den tilgængelige litteratur. Efter sigende blev Monika Ertl lokket i et baghold og skudt 12. maj 1973

Hvis politik kamp kan gøres op i liv var resultatet for Monika Ertls vedkommende: et vellykket drab på Quintanilla og et mislykket drab på Klaus Barbie.

 

Hvilken rolle spillede Jan Stage i mordet på Quintanilla?

Flere kilder peger på Jan Stage som involveret i Monika Ertls mord på den bolivianske generalkonsul i Hamburg i 1971.

Jan Stage skal ifølge kilderne have formidlet en pose penge fra den italienske millionær og forlagsdirektør Gian Giacomo Feltrinelli til finansiering af Monica Ertls rejse fra Bolivia til Tyskland.

Ifølge Gian Giacomos søn Carlo skal Jan Stage have mødt Chato Peredo, ENL i Santiago da Chile og have givet ham penge til Monika Ertls rejse til Tyskland. 

En cubansk efterretningsagent Angel Gustavo Brugués mener at vide at Jan Stage var chauffør for Monika Ertl i Hamborg 1. april 1971.

Ifølge Jan Stages gode ven og journalistkollega, skal Stage under et ophold hos Lasse Ellegård i Istanbul så sent som i 2001 have indrømmet, at han - på den ene eller anden måde - var involveret i mordet på den bolivianske konsul.

At Jan Stage aldrig skrev en spændingsroman om dette, kan skyldes, at begivenheden var for tæt på ham. Han orkede ikke at blive beskyldt (og måske anklaget) for at have medvirket til en handling, som førte til mord.

Men lad os lige holde tungen lige i munden. Hvem er skurkene i dette? Hovedskurken er ikke den desillusionerede stalinist Jan Stage.

Det er massemorderne Klaus Barbie og Roberto Quintanilla, som repræsentanter for Nazi-Tyskland og for de bolivianske militærdiktatorer.

   

Kilder.

En torturbøddels død – historien om ”la gringa” Monika Ertl. Autonom inforservice.net, 31. oktober 2014.

Christoph Gunkel: Che Guevars bayerischer Racheengel. Spiegel online, 19 april 2009.

Christian Baudissin: Gesucht. Monika Ertl. 1988. Dokumentarfilm.  

Lasse Ellegård: Den litterære reporter. Dagbladet Information. 24. september 2003.

Claus Bendsen:  Et godt tilbud. Interview med Jan Stage i anledning af hans selbiografi. 21. september 1999.

www.alinet.org, America Latina in movimiento, 12. oktober 2006.