30-08-2016

Fred i vor tid?

“My good friends, for the second time in our history, a British Prime Minister has returned from Germany bringing peace with honor. I believe it is "peace for our time." Go home and get a nice quiet sleep.”

Neville Chamberlain 1938. 

 

Efter millioner af menneskers død i 1. verdenskrig troede mange, at denne krig ville blive den sidste af alle krige. ”The war to end all wars”.

Det blev som bekendt ikke tilfældet.

Den engelske premierminister Neville Chamberlain blev taget ved næsen af den tyske rigsfører Adolf Hitler, da han 30. september 1938 indgik en pagt med Hitler og Mussolini, hvor han afstod Tjekkoslovakiet til Hitler-Tyskland.

Et halvt år senere 15. marts 1939 invaderede Hitlers tyske tropper Tjekkoslovakiet og besatte det tysktalende Sudeterland.

Hjemkommet fra forhandlinger med Hitler og Mussolini lovede den engelske premierminister Chamberlain ”fred i vor tid”.

 

70 år siden nedkastningen af to atombomber over to japanske byer.

I august 1946 kastede det amerikanske flyvevåben to atombomber over de to japanske storbyer Hiroshima og Nagasaki, da den japanske regent, kejseren ikke ville overgive sig.

Disse to atombomber kostede 240.000 japanere livet og har efterladt sig tusindtallige ofre for radioaktiv stråling og dens senskader.

En rapport fra 1946 skrevet af de to amerikanere Dean Acheson og den senere formand for den amerikanske Atomenergikommission David E. Lilienthal hed det, at intet militært forsvar fandtes mod atomvåben og at intet land kunne have monopol på at besidde atomvåben.

 

Obamas håb om en ”atomvåbenfri verden”.  

I anledning af 70-årsdagen for nedkastningen og for at mindes ofrene for atombomberne aflagde den amerikanske præsident Barack Obama et besøg i Hiroshima, hvor han endnu en gang gentog sit håb om ”en verden fri for atomvåben”.

Ved siden af den amerikanske præsident gik en militærperson med en lille attachetaske indeholdende de militære koder som skal bruges af præsidenten, når og hvis han ønsker at udløse et atomart angreb.

Dette var ikke første gang Obama udtrykte sit ønske om en atomvåbenfri verden. Det gjorde han også i Prag i 2009.

 

Verden er ikke mere sikker i dag end før de to verdenskrige.

Hvor tæt er verden på Obamas ønske? Meget langt fra.

Efter 2. verdenskrig måtte verden sætte sin lid til, at verdens to førende - og ideologisk stridende - stormagter USA og Sovjetunionen (USSR) ville finde sammen om et modus vivendi til trods for deres forskellige militærstrategiske og geopolitiske interesser.

Vesten stod overfor Østen i et militært kapløb, kaprustning, som hvis det gik galt kunne udslette hele menneskeheden i et atomart ragnarok.

Forskellige militære strategier afløste hinanden i den vestlige forsvarsalliance NATO.

Mutual Assured Defence sigtede på gensidig ødelæggelse i et atomart slag mellem de to parter. Da strategien ikke var troværdig i fjendens øjne, fordi den ville indebære egen destruktion skiftede Nato strategi til Flexible Response, som sigtede på brug af militære midler svarende til modstanderens.

Sidstnævnte strategi indebar mulighed for brug af ”taktiske atomvåben” på et begrænset areal, hvilket kræver udvikling af atomvåben, som kan rettes mod et bestemt afgrænset område.

Denne strategi synes nu at skulle få en renæssance i moderne krigsførelse.

Spredning af atomvåben har været forsøgt inddæmmet eller helt forhindret med aftaler om ikke at tillade spredning af atomvåben på internationalt plan. Men aftaler af den slags er kun det papir værd, som de skrevet på.

Hvis et eller flere lande ikke ønsker at overholde eller ikke ønsker at underskrive aftalerne, fungerer det jo ikke.

Så verden er langt fra mere sikker end før de to verdenskrige i det 20. århundrede.

Til gengæld er statsmændenes forsikringer og forhåbninger om det modsatte sikre.

 

Der foregår ikke nogen militær nedrustning på verdensplan.  

Realiteten er imidlertid, at de militære budgetter overalt udvides og at lande med atomvåben ikke nedbringer deres lagre af atomvåben eller undlader at forske i udvikling af ny og bedre atomvåben med større præcision.

Således har Obamas administration afsat mere end 350 milliarder dollars på at udvikle sit atomvåbenarsenal over de næste 10 år.

Det samme gælder i de andre atombevæbnede lande i verden: Rusland, Kina, Indien, Pakistan, Frankrig og Israel.

Selv Frankrig som er spændt hårdt for med økonomisk har afsat 4 milliarder om året for at modernisere og vedligeholde sin atomslagstyrke.

Stabschefen for det franske militær Pierre Villiers har sågar luftet muligheden for at atomart angreb på Islamisk Stat (IS): ”Men udelukkende hvis Frankrigs vitale interesser står på spil.”    

Under den kolde krig talte verden om atomar nedrustning eller sågar total afrustning.

I dag intervenerer den vestlige verden rask væk militært over hele kloden som i Afghanistan i 2001, Irak i 2003 og i Libyen i 2011 og nu i Syrien og Irak.

Verden er langt fra så fredelig og fordragelig, som den giver sig ud for at være.  

Kilde:

Aske Munck: Atombombens fagre fremtid. Weekendavisen, 26. august 2016.