29-08-2016

Evo Morales - magtens sødme.

Bolivia er ikke et af de lande i Latinamerika som pryder avisernes forsider og som får en fremstående plads i medierne.

Den person i Bolivia som i nyere tid har påkaldt sig mest opmærksomhed uden for landet er præsidenten Evo Morales, som har været landets præsident siden januar 2000.

Evo Morales er amaya-indianer og er kontinentets første folkevalgte, som tilhører et oprindeligt folkeslag (indigenous people)  

Evo Morales har i sine første perioder som præsident indlagt sig stor fortjeneste for at have formået at skabe økonomisk vækst, formindsket fattigdommen og at have indskrevet oprindelige folkeslags rettigheder i Bolivias’ forfatning.

I Bolivia udgør de oprindelige indianske folkeslag mere end 40 % af befolkningen, i alt mere end 4 millioner.

I Verdensbankens rapport ”Latinamerica in the Twenty- First Century. The First Decade” fra 2015, kan man læse, at fattigdommen i Bolivia det første årti af det 21. århundrede er faldet til en tredjedel (p. 58).

At antallet af bolivianere som tilhører de oprindelige indianske folkeslag som lever i ekstrem fattigdom (defineret som at leve for mindre end 4 amerikanske dollars om dagen) er aftaget med 38 %.

Derimod er ”fattigdomsgabet” mellem ”rige” og ”fattige” steget med 32 %. Til sammenligning er det steget med 99 % i Brasilien.

Der er også sket fremskridt på uddannelsesfronten for Bolivias oprindelige folkeslag, men der mangler stadig væk meget, førend den indianske befolkning rent uddannelsesmæssigt kommer på højde med resten af den bolivianske befolkning.

Verdensbanken har undersøgt gennemførelsesprocenten for uddannelse for indianske folkeslag i Bolivia.

De dårligst stillede er indianske kvinder på landet, hvor kun 25,6 % gennemfører en primær uddannelse (første trin i en folkeskoleuddannelse).

Endnu færre kun 9,8 % indianske kvinder boende på landet gennemfører en sekundær uddannelse.

Det ser lidt bedre ud i byerne. Her gennemfører 51,3 % af de indianske kvinder en primær uddannelse. 28,7 % en sekundær uddannelse. De indianske mænd ligger lidt højere end kvinder, når der gælder uddannelseslængde.

På landet gennemfører 44,5 % af de indianske mænd en primær uddannelse og 18,7 % en sekundær uddannelse.

I byerne gennemfører 69,7 % af de indianske mænd en uddannelse på primært niveau og 40,4 % på sekundært niveau.

Analfabetismen er endnu ikke udryddet blandt Bolivia indianske befolkning. 14 % kvinder er stadig analfabeter og 8 % mænd.

I Bolivia bor der lidt mere end 4 millioner af indianske afstamning, hvilket er mere end 40 % af den samlede befolkning. Lidt mere end halvdelen bor i byerne og gennemsnitalderen er lidt over 30 år. De indianske kvinder føder i snit 3,8 barn pr. fødende kvinde.

 

Evo Morales i modvind.

Bolivias indianske præsident Evo Morales har nu siddet i tre runder som præsident, har indtil for nylig nydt stor popularitet i befolkningen og har redet på en bølge af sympati i store dele af Latinamerika og i Europa. Tre gange har han opnået stor tilslutning ved præsidentvalg og er blevet genvalgt.

Muligvis er hans popularitet steget ham til hovedet, da han i februar 2016 valgte at udskrive folkeafstemning om en ændring af Bolivias forfatning, som ville gøre det muligt for Evo Morales at opstille for fjerde gang til præsidentvalget.

Han havde imidlertid gjort regning uden vært. Og særligt en sag kom i vejen for hans plan, som han ikke indtil videre har formået at dysse ned.

Evo Morales afviser denne sag som et forsøg på fra den hjemlige højrefløj og den amerikanske imperialisme på at fælde ham som en ubehagelig venstreorienteret præsident, som imperialister i USA og deres hjemlige håndlangere ikke bryder sig om.  

Det kunne meget vel være rigtigt, da amerikanske imperialister ikke bryder sig om latinamerikanske præsidenter, som er alt for kritiske overfor USA.

Men så enkel er sandheden nok ikke.

Det er kendt sag at folkestemningen hurtigt kan svinge fra udelt begejstring til kritisk afstandtagen og at dårlig omtale i medierne kan medvirke hertil.

Op til folkeafstemningen om en forfatningsændring fremkom i medierne en historie om Evo Morales, som satte spørgsmålstegn ved hans moralske habitus og hans politiske dømmekraft.  

Morales havde tilbage i årene fra 2005 til 2007 haft et kærlighedsforhold til en ung kvinde på 18 år og som nu stod frem og fortalte, at hun og Morales havde en fælles søn.

Morales benægtede ikke, at han havde haft et forhold til denne unge kvinde Gabriela Zapata og at han var far til hendes søn. Han påstod derimod, at den nyfødte dreng var dødfødt. Men dermed var sagen ikke afgjort.

Det viste sig nemlig, at den unge Gabriela Zapata i mellemtiden havde fået en høj stilling i et kinesisk entreprenørfirma CAMC og de regeringskritiske medier hævdede nu, at Morales havde hjulpet sin forhenværende kæreste til stillingen.

Ikke nok med det. Medierne gravede nu dybere i sagen og fandt ud af at det kinesiske byggefirma havde fået en kæmpeordre fra den bolivianske stat på 536 millioner dollars.

Hvem havde skaffet den millionordre til det kinesiske selskab? Mistanken hang i luften om misbrug af offentlige midler, nepotisme og hvidvask af penge.

Gabriela Zapata blev arresteret og beskyldt for at have udnyttet sit personlige kendskab til Morales til egen personlig vinding.

Morales tabte med et knebent flertal folkeafstemningen (51 % mod 49 %) og hans forslag om en forfatningsændring bortfaldt.

 

Bolivianske minearbejdere kidnapper viceindenrigsministeren.

Torsdag 25. august fandt så en episode sted i Bolivia, som for alvor sætter spørgsmålstegn ved Evo Morales’ folkelige opbakning. Har han stadig den folkelige opbakning, som sikrede ham tre genvalg?

Torsdag 25. august blev Bolivias viceindenrigsminister Rudolfo Illianes taget til fange af rasende vrede bolivianske minearbejdere, som er dybt utilfredse med deres elendige løn -og arbejdsvilkår.

De har et af verdens dårligste job som minearbejdere i faldefærdige og sammenstyrtningstruede minegange.

Ord som arbejdsmiljø og sikkerhed er ukendte og risikoen for at omkomme er overhængende.

Af en eller grund får de en dårlig løn og vil åbenbart hellere tegne kontrakt med private mineselskaber som efter sigende skulle lønne bedre end den bolivianske stat.

Minearbejderne er organiseret i kooperativer, som indgår kontrakter med enten staten eller med private mineselskaber, som får tilkendt udvindingsretten til råstofferne i undergrunden: zink, tin, sølv og guld.

Viceindenrigsminister Rudolfo Illanes var sendt ud for at forhandle med minearbejderne, som var bevæbnet sig med dynamitstænger og som blokerede vejene i mineområdet.

Regeringen og medierne hævder, at minearbejderne og forbundets formand Carlos Mamami kidnappede ministeren og tævede ham ihjel.

40 minearbejdere blev arresteret (heriblandt forbundsformanden) og de er nu under anklage for at have slået ham ihjel.

 

Konspiration eller klassekamp?

Det ser ud som om Evo Morales har lagt sig ud med sit bagland og at mange bolivianere har mistet tilliden til ham.

Morales har ikke indfriet deres forventninger. Hans hovedmål har været at få nedbragt den massive fattigdom i - Bolivia koste hvad det ville.

Han har set stort på de miljømæssige konsekvenser af sin energipolitik, hvor han har anlagt motorveje gennem naturparker og opdæmmet vandkraft.

Han har inviteret store multinationale mineselskaber til at investere i minedrift og i udvinding af landets naturressourcer.

Det er så som så med folkets indflydelse på politikken og det er vanskeligt at få øje på hans ”bevægelse mod socialisme”, hvilket er navnet på hans bolivianske bevægelse MAS.

Som mange af hans latinamerikanske forgængere i præsidentembedet taler han den amerikanske imperialisme imod.

Men det er vist mest retorisk tale rettet til den svindende skare af tilhængere og sympatisører i Bolivia.

 

Kilder:

It is not the power of Evo, it is the power of the people. Guardian, 20. februar 2016.

Bolivian referendum goes against Evo Morales as Voters reject  Fourth Term. Guardian, 24. februar 2016.

World Bank Group: Latin America in the Twenty First Century. The First Decade. 2015. Appendix C. Regional Comparative Data. Demography, s. 106. www. documents.worldbank.org